Dato for udgivelse
22 sep 2022 11:46
Til
Selvanmeldere, der værdifastsætter brugte motorkøretøjer
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé
Formålet med dette nyhedsbrev er at orientere om, at Motorstyrelsen ændrer procedure for partshøring i pristjeksager, hvor Motorstyrelsen regulerer en selvanmelders værdifastsættelse af et brugt motorkøretøj.
Fremover gennemfører vi partshøring, før vi sender en afgørelse, og ikke efter vi har truffet afgørelsen.
Motorstyrelsen ændrer procedure for partshøring fra 1. oktober 2022.
Ændring af procedure for partshøring i pristjeksager
Motorstyrelsen ændrer fra 1. oktober 2022 procedure for partshøring i sager, hvor vi regulerer selvanmelderes værdifastsættelse af et brugt køretøj (pristjeksager).
Vi har siden 1. februar 2022 brugt den særlige procedure for efterfølgende partshøring i sager om værdifastsættelse af brugte køretøjer (se skatteforvaltningslovens § 20 e). Men fra 1. oktober 2022 vil vi bruge de almindelige regler om partshøring (se forvaltningslovens § 19).
Vi ændrer blandt andet procedure, fordi vi er blevet gjort opmærksom på, at den særlige procedure for partshøring medfører øgede administrative omkostninger for selvanmeldere i de tilfælde, hvor afgiften skal reguleres mere end én gang.
Ved den særlige procedure (hidtidig procedure) sker partshøringen først, når afgørelsen er truffet, så køretøjet kan registreres og tages i brug hurtigere. Dette hensyn er imidlertid ikke relevant i pristjeksager, da køretøjet her vil være taget i brug, før Motorstyrelsen udtager køretøjet til et pristjek.
Motorstyrelsen ændrer derfor proceduren for partshøring i pristjeksager, så der i stedet sendes et forslag til afgørelse, som selvanmelderen har mulighed for at komme med bemærkninger til, inden vi træffer en afgørelse (fremadrettet procedure). Motorstyrelsen har tidligere brugt denne procedure for partshøring i sager om værdifastsættelse af køretøjer i perioden fra september 2021 til januar 2022.
Procedure for partshøring i øvrige sager
Den særlige procedure for partshøring vil fortsat blive anvendt i øvrige sager, der omfatter en værdifastsættelse af et køretøj.
Ved den særlige procedure for partshøring sender Motorstyrelsen en afgørelse sammen med de oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen. Selvanmelderen har herefter en frist på mindst 15 dage til at komme med bemærkninger.
Hvis parten kommer med bemærkninger inden for fristen, træffer Motorstyrelsen en ny afgørelse ved fristens udløb på grundlag af partens bemærkninger. Partshøringen sker således, efter den første afgørelse er truffet.
Du kan læse mere om den særlige procedure for partshøring i Motorstyrelsens nyhedsbrev af 22. december 2021.
Læs mere i reglerne
Oversigt over ændring af procedure for partshøring i pristjeksager
Procedure fra 1. oktober 2022 (almindelige regler for partshøring) | Procedure fra 1. februar til 30. september 2022 (særlig procedure for partshøring) |
Motorstyrelsen sender et forslag til afgørelse, som selvanmelderen har mulighed for at komme med bemærkninger til, inden vi træffer en afgørelse. Motorstyrelsen har tidligere brugt denne procedure for partshøring i sager om værdifastsættelse af køretøjer i perioden fra september 2021 til januar 2022. | Motorstyrelsen sender en afgørelse sammen med de oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen. Selvanmelderen har herefter en frist på mindst 15 dage til at komme med bemærkninger. Partshøringen sker samtidig med afgørelsen, så køretøjet kan registreres og tages i brug hurtigere. Dette hensyn er imidlertid ikke relevant i pristjeksager, da køretøjet her vil være taget i brug, før Motorstyrelsen udtager køretøjet til et pristjek. |