Sagen angik blandt andet, om et selskab registreret i Panama udgjorde et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, da det havde betydning for, om hovedaktionæren var skattepligtig af overførsler fra selskabet til hovedaktionærens datter.   

Der var enighed om, at selskabet var et lovligt stiftet og registreret selskab i Panama med begrænset hæftelse. Der var også enighed om, hovedaktionæren var fuldt skattepligtig til Danmark, og at hun ikke i de omhandlede indkomstår havde selvangivet indtægter og tab på de værdier, der i april 2008 blev overført til selskabet. Højesteret fandt derfor, at hovedaktionæren i forhold til de danske skattemyndigheder havde handlet ud fra, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt.   

Højesteret fandt, at hovedaktionæren under de anførte omstændigheder var afskåret fra nu at kunne få medhold i, at selskabet alligevel ikke var et selvstændigt skattesubjekt. Højesteret lagde herefter til grund, at selskabet i relation til overførslerne måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt.   

Højesteret fandt endvidere, at hovedaktionæren ikke havde godtgjort, at der var tale om et lån til selskabet, eller at kapitalandelene var overdraget til datteren forud for overførslerne i maj 2009.   

Landsrettens frifindelse af Skatteministeriet blev derfor stadfæstet. 

Tidligere instanser: 

Landsskatteretten: 18-0004938, ej offentliggjort 

Byretten: Henvist til behandling i Vestre landsret 

Vestre landsret: BS-17953/2022-VLR, offentliggjort som SKM2023.485.VLR