Sag BS-34326/2023-OLR
(25. afdeling)
Parter
A
(v/advokat Daniella Maria Hedehøj
ved advokat Mansour Bandri iht. proceduretilladelse)
mod
Skatteministeriet
(v/advokat Rune Bo Holm Schønsted)
Københavns Byret har den 29. juni 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS23528/2021-KBH).
Landsdommerne Jesper Jarnit, Lene Jensen og Maria Ventegodt (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der kan ske genoptagelse af afgørelsen med sagsnr. 15-1377012 for indkomståret 2012.
Skatteministeriet har påstået byretsdommen stadfæstet.
Forklaringer
I landsretten er der afgivet forklaring af vidnerne ST, NM og OE.
ST har forklaret bl.a., at hun i 20 år har været ansat hos G1-virksomhed (herefter G1-virksomhed) som administration superviser. Der foreligger skriftlige aftaler mellem G1-virksomhed og de vognmænd (distributionspartnere), som kører pakker for G1-virksomhed. Der er tale om selvstændige vognmænd. Hun står for dokumenterne vedrørende de vognmænd, som kører på Y1-område og Y2-område.
Det gjorde hun også i 2012, hvor en af vognmændene var G2-virksomhed. G2-virksomhed havde et antal chauffører under sig. Hun ved ikke, om disse chauffører var selvstændige eller ansat. G1-virksomhed havde ikke noget med G2-virksomheds underleverandører at gøre.
G1-virksomhed afregner med den enkelte distributionspartner. Hver chauffør scanner de pakker, de kører med. På den måde bliver det registreret i G1-virksomheds system, hvordan pakkerne skal afregnes. Det er muligt, at de i 2012 indtastede oplysningerne manuelt ud fra lister, men senere blev det automatiseret.
G1-virksomheds kreditorkontoudtog af 9. marts 2012 vedrørende G2-virksomhed viser en saldo på 713.753,37 kr. inkl. moms i G2-virksomheds favør. I afregningen er fratrukket de udlæg, som G1-virksomhed har haft. Af kontoudtoget fremgår et beløb på 375 kr., som der i sagen er fremlagt et bilag på. Det er hende, som i hånden har skrevet G2-virksomheds debitornummer på bilaget.
Chaufførerne får af G1-virksomhed udleveret et ark, som de skal udfylde for hver tur. Hvis de f.eks. kører 10 ture, får de udleveret 10 ark med hver sit turnummer. De skal på arket angive bl.a. antallet af pakker, prisen pr. pakke samt en sum forneden. G1-virksomhed kan ikke på arket se, hvilken chauffør der har kørt turen.
På faktura af 29. februar 2012 fra G2-virksomhed til G1-virksomhed på 719.263,03 kr., som er et beløb, der genfindes på kreditorkontoudtoget af 9. marts 2012, kan man se, at der er kørt 11 ture (tur (red.fjernet.turnr)).
Faktura af 12. februar 2012 fra G3-virksomhed til G1-virksomhed viser, at G2-virksomhed har lejet en bil til kørsel i februar 2012. G1-virksomhed har givet tilladelse til, at G3-virksomhed måtte fremsende fakturaen direkte til G1-virksomhed. G1-virksomhed har i afregningen til G2-virksomhed fratrukket dette beløb som et udlæg. G1-virksomhed blander sig ikke i afregningen mellem distributørerne og deres chauffører.
NM har forklaret bl.a., at han i dag er ansat som (red.fjernet.jobtype). I 2012 var han underleverandør til G2-virksomhed. Han var selvstændig chauffør og havde sin egen varevogn. Hans virksomhed hed G4-virksomhed eller lignende. Han afregnede en pris pr. pakke over for G2-virksomhed. Pakkerne blev scannet hver dag, inden han kørte med dem. Han fik hver måned en opgørelse fra G2-virksomhed over disse pakker. Han tror nok, at han udstedte en faktura, når han havde modtaget opgørelsen fra G2-virksomhed.
Det er ham, som har udstedt faktura af 31. maj 2012 til G2-virksomhed på 50.000 kr. Det er tilfældigt, at det var et rundt beløb. Han udstedte den på vegne af sit firma G5-virksomhed, der var en enkeltmandsvirksomhed. Fakturaen vedrører den transport, som han udførte i maj 2012. Han udfærdigede fakturaen ud fra månedsrapporten fra G2-virksomhed. Han afleverede fakturaen fysisk og fik betaling via en kontooverførsel. Hans firma havde en skriftlig samarbejdsaftale med G2-virksomhed, og i den stod der, hvordan der skulle afregnes. Han fik betaling pr. pakke. Virksomheden G5-virksomhed lukkede i 2018. Han stoppede med at køre for G2-virksomhed, da han åbnede et (red.fjernet.virksomhedstype).
OE har forklaret bl.a., at han i dag er selvstændig vognmand hos G1-virksomhed. I 2012 var han også selvstændig vognmand og havde egen vogn. Han kørte for G2-virksomhed, som han havde en kontrakt med. Han fik betaling pr. pakke. Han sendte en faktura og fik betaling via en kontooverførsel. I månedsafregningen fra G2-virksomhed stod der antallet af pakker. Hans virksomhed, som hed G6-virksomhed, har udstedt fakturaen af 29. februar 2012 til G2-virksomhed på 65.673,75 kr. Han har skrevet fakturaen i hånden.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. De vidneforklaringer, som er afgivet for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet betale 85.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 85.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.