Dato for udgivelse
10 jun 2005 09:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17. maj 2005
SKM-nummer
SKM2005.236.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-2648-03
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat + Inddrivelse
Overemner-emner
Inddrivelse + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Biintervention, rådgiver, erstatning, selskabstømmersag, retlig interesse
Resumé

Nægtet tre revisionsfirmaer tilladelse til at indtræde i en retssag anlagt af Revisionsfirmaet H1 A/S, der drejede sig om fradragsret for erstatningsbeløb, som revisionsfirmaet har måttet betale i anledning af rådgivning til fem klienter i forbindelse med salg af overskudsselskaber, der blev tømt.

Retten lagde vægt på, at udfaldet af sagen ikke har direkte retsvirkninger for de tre revisionsvirksomheder, der vil have adgang til at gøre deres synspunkter gældende, hvis deres egne sager bliver indbragt for domstolene. Retten lagde videre vægt på, at de tre revisionsvirksomheder kun repræsenterer et tilfældigt udsnit af de revisorer eller revisionsvirksomheder, der vil kunne have interesse i at indtræde i sagen.

Reference(r)

Retsplejelovens § 252, stk. 1
Betænkning 698/1973, side 101

Parter

Revisionsfirmaet H1 A/S
(advokat Michael Amstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

Afsagt af landsdommerne

Østerborg, Niels Boesen og Merete Engholm (kst.)

Ved stævning af 11. september 2003 har Revisionsfirmaet H1 A/S sagsøgt Skatteministeriet med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 240.000 kr., for indkomståret 1999 nedsættes med 200.000 kr. og for indkomståret 2000 nedsættes med 33.153 kr.

Sagsøgte Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har fradragsret for erstatningsbeløb, som denne har måttet betale i anledning af sin rådgivning til fem klienter i forbindelse med deres salg af overskudsselskaber, der blev tømt.

Ved skrivelse af 6. december 2004 har advokat SV på vegne af R1, R2 og R3 anmodet om tilladelse til at indtræde som biintervenienter i medfør af retsplejelovens § 252 til støtte for sagsøgeren Revisionsfirmaet H1 A/S.

Til støtte for anmodningen om biintervention gøres det gældende, at de tre biintervenienter - ligesom sagsøger - driver revisionsvirksomhed og i denne egenskab har bistået en række klienter i forbindelse med salg af overskudsselskaber, der efterfølgende er blevet udsat for selskabstømning.

Biintervenienterne har - ligesom sagsøger - i en række sager måttet betale erstatning for de tab, som først og fremmest staten har lidt som følge af de foretagne selskabstømninger. Skattemyndighederne har - ligesom det er tilfældet for sagsøgers vedkommende - nægtet biintervenienterne fradrag for de tab, som de har lidt i forbindelse hermed.

Biintervenienterne har klaget over disse afgørelser, der alle verserer i det administrative klagesystem. Tilsammen drejer det sig om 142 sager med samlede forhøjelser på ca. 24 mio. kr. Det kan ikke udelukkes, at udfaldet af sagen mellem sagsøgeren og sagsøgte kan få betydning for afgørelsen af biintervenienternes sager, hvorfor biintervenienterne har en betydelig interesse i, at biintervenienternes synspunkter indgår i det grundlag, hvorpå retten skal tage stilling. Sagsøgeren har ved skrivelse af 10. december 2004 meddelt, at sagsøgeren fuldt ud kan tiltræde biinterventionen, som sagsøgeren finder er meget væsentlig for en vurdering af sagens rette sammenhæng og vurdering i øvrigt. Sagsøgte Skatteministeriet har ved skrivelse af 19. januar 2005 protesteret imod, at anmodningen om biintervention imødekommes.

Sagsøgte har henvist til, at biintervention i sagens natur altid vil indebære, at behandlingen af den pågældende retssag besværliggøres og kompliceres, og dette forhold gælder så meget desto mere, hvis der gives tre forskellige af hinanden helt uafhængige sammenslutninger/selskaber adgang til at udtale sig under sagens forberedelse, til at føre bevis og til at deltage i domsforhandlingen af den pågældende sag. Efter retsplejelovens § 252, stk. 1, er betingelsen for biintervention, at vedkommende tredjemand har en retlig interesse i udfaldet af en sag. De pågældende revisionsvirksomheder har ikke en retlig interesse i udfaldet af sagen, idet de ikke har nogen som helst interesse i, om sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1998 - 2000 bliver nedsat. De tre revisionsvirksomheder har således ingen konkret eller individuel interesse i udfaldet af nærværende sag. Det er derimod sagens retsspørgsmål, der har betydning for de tre revisionsvirksomheder, hvis interesse i sagen altså er af abstrakt karakter. En sådan abstrakt interesse i afgørelsen af en sag er ikke beskyttet af retsplejelovens § 252, stk. 1. Dette fremgår modsætningsvis af den særlige bestemmelse i retsplejelovens § 252, stk. 2, der specifikt hjemler offentlige myndigheder adgang til at biinterveniere, hvor afgørelsen af sagens retsspørgsmål har væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål eller spørgsmål af samme art, hvis en sådan indtræden kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling. Endelig er biintervention ikke de tre revisionsvirksomheders eneste mulighed for at fremføre deres synspunkter om sagens retsspørgsmål for domstolene. De har alle verserende sager i Landsskatteretten, hvis afgørelser frit kan indbringes for domstolene, uanset udfaldet af nærværende retssag. Yderligere vedrører nærværende retssag langt fra alene et abstrakt retligt spørgsmål, men derimod endvidere betydelige bevismæssige tvister i relation til de fem konkrete selskabshandler, som de tre revisionsvirksomheder intet kendskab og ingen forbindelse har til.

Advokat SV og Kammeradvokaten har herefter begge indgivet yderligere processkrifter om spørgsmålet om biintervention.

Advokat SV har sammenfattende til støtter for anmodningen om biintervention gjort gældende, at de tre revisionsvirksomheders anmodning om at indtræde i sagen er rimelig og velbegrundet, jf. Betænkning 698/1973 s. 101. Således som sagen er lagt op af Skatteministeriet, skal retten tage stilling til en række principielle spørgsmål, hvis besvarelse er uafhængig af de faktiske forhold, og hvis besvarelse vil få afgørende betydning ikke blot for de tre revisionsvirksomheder, men for alle revisorer, der har måttet betale erstatning i selskabstømmersager.

Skatteministeriets hovedanbringende i sagen går ud på, at rådgivning om salg af overskudsselskaber falder udenfor de naturlige rammer for driften af revisionsvirksomhed, og at den af sagsøgeren betalte erstatning allerede af denne grund ikke kan karakteriseres som en driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6 a. Dette generelt formulerede anbringende er frigjort fra de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, og rettens stillingtagen til dette meget principielle spørgsmål må antages at få afgørende betydning for de øvrige revisorsager.

Skatteministeriet gør endvidere gældende, at sagsøger har udvist grov uagtsomhed, hvilket efter Skatteministeriets opfattelse også skulle udelukke fradragsret. Hvis det måtte blive lagt til grund, at der er handlet groft uagtsomt, hvilket de tre revisionsvirksomheder ikke vil forholde sig til, skal retten herudover tage stilling til det principielle spørgsmål, om dette har nogen betydning for fradragsretten. Skatteministeriet har endelig gjort gældende, at almindelige erstatningsretlige principper under alle omstændigheder fører til, at fradragsret må nægtes ud fra den betragtning, at skattemyndighederne ellers samlet set ikke vil komme skadesløs ud af selskabstømmersagerne, fordi der ikke er taget hensyn til fradragsretten ved opgørelsen af erstatningskravene i selskabstømmersagerne. Også dette anbringende vedrører et principielt retsspørgsmål, der er uafhængig af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

Sagen kommer imidlertid til at dreje sig om endnu et principielt retsspørgsmål, idet sagsøger overfor de tre revisionsvirksomheder har oplyst, at sagsøger i sit næste processkrift som principalt anbringende vil gøre gældende, at det tab som et revisionsselskab lider ved at have betalt erstatning i en selskabstømmersag, er fradragsberettiget i medfør af kursgevinstlovens § 3 som tab på en regresfordring mod selskabstømmeren. Dette spørgsmåls besvarelse er også helt uafhængig af de faktiske omstændigheder i sagen.

D. v. s., at næsten alle de spørgsmål, som retten skal tage stilling til i den foreliggende sag, er principielle retsspørgsmål, som må antages at få afgørende betydning for de øvrige revisorsager. Hvis de tre revisionsvirksomheder afskæres fra at indtræde i den foreliggende sag, vil de reelt være afskåret fra at øve indflydelse på udfaldet af deres egne sager, som i øjeblikket verserer for lavere instanser. Der er ingen tvivl om, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer ville kunne intervenere i sagen på sine medlemmers vegne. Dette må så meget desto mere gælde de enkelte medlemmer af foreningen, der har verserende sager om samme spørgsmål, og som derfor har en endnu mere direkte interesse i udfaldet af sagen.

Det fremgår klart af såvel Betænkning nr. 698/1973 som af retspraksis, at en interesse i sagens retsspørgsmål er en beskyttet retlig interesse efter retsplejelovens § 252, stk. 1, hvoraf følger, at der ikke er grundlag for den af Skatteministeriet hævdede modsætningsslutning fra stk. 2. "udfaldet af sagen" omfatter ikke blot domskonklusionen, men også de præmisser, der fører til denne. Der kan heller ikke indlægges et krav om, at interessen i sagens retsspørgsmål skal have ikke blot betydning, men umiddelbar betydning, for tredjemand, eller at denne ikke må være involveret i en tilsvarende konkret tvist.

Hensynet til sagens hensigtsmæssige afvikling kan ikke begrunde, at de tre revisionsvirksomheder forhindres i at fremføre deres synspunkter i den foreliggende sag. De tre revisionsvirksomheder vil optræde samlet og afgive fælles indlæg, hvor de ikke vil forholde sig til de konkrete bevismæssige spørgsmål, men bestræbe sig på at tilføre sagen overordnede retlige synspunkter vedrørende spørgsmål, hvor rettens stillingtagen må antages at få direkte betydning for de tre revisionsvirksomheder. Der er ikke grundlag for at nære bekymring for, at det vil få uoverskuelige konsekvenser, hvis retten giver de tre revisionsvirksomheder tilladelse til biintervention, idet retten ikke er bundet til at lade adgangen til biintervention stå åben for alle andre rådgivere, der har været involveret i selskabstømmersager. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret afvejning af tredjemands retlige interesse over for hensynet til sagens hensigtsmæssige afvikling på baggrund af forholdene på tidspunktet for den enkelte anmodnings fremkomst.

Kammeradvokaten har sammenfattende gjort gældende, at det fastholdes, at betingelsen for biintervention efter retsplejelovens § 252, stk. 1, er, at vedkommende tredjemand har en retlig interesse i udfaldet af en sag, og at det heraf følger, at det er en betingelse for biintervention efter stk. 1, at de pågældende har en konkret og individuel interesse i udfaldet af sagen, og således ikke blot en abstrakt interesse i sagens retsspørgsmål, jf. U 1962.550 Ø. Der kan forekomme tilfælde, hvor det er afgørelsen af sagens retsspørgsmål, der indebærer, at tredjemand må siges at have en konkret og direkte interesse i udfaldet af sagen. Det kan være tilfældet, hvis sagen vil ændre eller afklare retstilstanden på en måde, hvor dette får umiddelbar betydning i fremtiden for andre end sagens parter, uden at disse er involveret i tilsvarende konkrete tvister, som blot kan indbringes for domstolene. Eksempler herpå er U 2004.260 Ø og U 1969.522 V. I begge tilfælde var det en forening, der fik tilladelse til biintervention. Denne fortolkning har støtte i ordlyden af bestemmelsen, da det som nævnt er en betingelse efter stk. 1, at tredjemand har en retlig interesse i udfaldet af en sag, hvilket stiller krav om den fremtidige doms umiddelbare betydning for den pågældende tredjemand.

Revisionsvirksomhederne formulerer derimod deres interesse i sagen på den måde, at sagen drejer sig om en række principielle retlige spørgsmål, hvis besvarelse vil få afgørende betydning for revisionsvirksomhederne. Dette svarer stort set ordret til betingelsen for at kunne biinterveniere efter § 252, stk. 2. Det kan imidlertid kun offentlige myndigheder. Afgørelse om biintervention, hvor parterne ikke er enige, skal ske på baggrund af en interesseafvejning, hvor det hensyn, der taler for at tillade biintervention , er hensynet til, at vedkommende tredjemand - før der afsiges en dom, der får umiddelbar betydning for den pågældende - kan få mulighed for at fremføre sine synspunkter for domstolene. Dette hensyn taler ikke til støtte for biintervention, hvis den pågældende tredjemands egne forhold er aktuelt til bedømmelse i en sag, som frit kan indbringes for domstolene.

Skatteministeriet har en helt legitim interesse i, at den af sagsøgeren indbragte sag behandles og vurderes af domstolene med fuld fokus på denne konkrete sag. Der er således fra Skatteministeriet side gjort en række anbringender gældende, der har direkte sammenhæng med denne sags konkrete omstændigheder, bl. a. at sagsøgerens adfærd har været så dadelværdig og af så uforsvarlig karakter, at dette udelukker fradragsret, og det er Skatteministeriets opfattelse, at domstolene først må tage stilling til, om og i givet fald på hvilken måde, disse konkrete forhold har betydning for spørgsmålet om fradragsret, uden at domstolene forsøges presset til at afgøre sagen med præmisser, der tager hensyn til, at der findes et større antal sager med samme retlige problemstilling, men hvor de faktiske omstændigheder kan være ganske anderledes.

Det forhold, at sagen også rummer principielle elementer, giver ikke i sig selv ret til biintervention, når parterne ikke er enige herom. En sådan fortolkning af retsplejelovens § 252 vil indebære uoverskuelige konsekvenser i de mange retssager med sådanne principielle aspekter. Skatteministeriet kan således ikke tiltræde revisionsvirksomhedernes synspunkt, at når Foreningen af Statsautoriserede Revisorer efter praksis vil kunne indtræde i sagen til støtte for sagsøgeren, så må det så meget desto mere gælde de enkelte medlemmer af foreningen. Foreningen kan kun indtræde i sagen, fordi sagsøgeren er medlem af denne brancheforening, hvorved foreningens konkrete tilknytning til retssagen er etableret. Såfremt de tre anmodende revisionsvirksomheder får tilladelse til biintervention i denne sag, må samme adgang være åben for alle andre rådgivere, der har betalt erstatning for ansvarspådragende rådgivning i selskabstømmersagerne, da der ikke kan gælde et "først til mølle princip". En sådan retsstilling vil være særdeles uhensigtsmæssig og dårligt stemmende med lovens ordlyd og hensigt. Revisionsvirksomhedernes synspunkt illustrerer med al tydelighed forskellen mellem at tillade en interesseorganisation henholdsvis enkeltpersoner med blot en abstrakt interesse i sagen at indtræde. Det må være åbenbart, at dette ikke er muligt i henhold til retsplejelovens regler om biintervention.

Rettens bemærkninger

Efter retsplejelovens § 252, stk. 1, kan tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag indtræde til støtte for en af parterne. Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 260 af 8. juni 1979. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i § 252, stk. 1. I Betænkning nr. 698/1973, der dannede grundlag for lovændringen, beskrives gældende ret før lovændringen således på s. 101:

" Ifølge den gældende bestemmelse i § 252, stk. 1, kan enhver, der har en retlig interesse i, at en part vinder en for retten svævende sag, indtræde i sagen til denne parts understøttelse.

Som det fremgår af bestemmelsen er hovedbetingelsen for biintervention, at biintervenienten har en "retlig interesse". Dette udtryk indeholder ikke i sig selv nogen bestemt angivelse af, hvornår biintervention kan ske, men åbner blot mulighed for, at tredjemand kan indtræde i sagen, når dette findes rimeligt og velbegrundet. Afgørelsen af, om biintervention kan ske, er således overladt til domstolenes skøn i det konkrete tilfælde under hensyn til alle individuelle momenter i sagen"

Mod sagsøgte Skatteministeriets protest finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at meddele de tre revisionsvirksomheder tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for sagsøgeren. Retten har lagt vægt på, at udfaldet af sagen ikke har direkte retsvirkninger for de tre revisionsvirksomheder, der vil have adgang til at gøre deres synspunkter gældende, hvis deres egne sager bliver indbragt for domstolene. Retten har endvidere lagt vægt på, at de tre revisionsvirksomheder kun repræsenterer et tilfældigt udsnit af de revisorer eller revisionsvirksomheder, der vil kunne have interesse i, at indtræde i sagen.

T h i   b e s t e m m e s

Den af R1, R2 og R3 fremsatte anmodning om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for sagsøgeren Revisionsfirmaet H1 A/S tages ikke til følge.