Dokumentets dato
04 okt 2005
Dato for offentliggørelse
04 okt 2005 15:25
Cirkulærets nummer
2005-25
Ansvarlig fagkontor
Ret; Selskabsbeskatning
Sagsnummer
99/05-4340-00227
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20050008609-regl

Forrest i det sidste afsnit er der efterfølgende tilføjet 16.

1. Told- og Skattestyrelsen har i forbindelse med behandlingen af nogle klagesager taget stilling til rækkevidden af kildeskattelovens § 67, stk. 2, som denne bestemmelse var formuleret forud for 1. januar 2004.

2. Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at dagældende og indtil indkomståret 2003 opretholdte administrative praksis vedrørende ovennævnte bestemmelse i kildeskatteloven, hvorefter ToldSkat ikke lod selskabers indeholdte udbytteskat indgå til modregning ved den endelige skatteberegning for selskaberne som en a conto skat, men først lod den indgå efter beregning af restskat/overskydende skat og restskattetillæg/godtgørelse, ikke har haft fornøden hjemmel.

3. Det er endvidere Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at dagældende og indtil indkomståret 2003 opretholdte praksis vedrørende ovennævnte bestemmelse i kildeskatteloven, hvorefter selskaberne for at kunne opnå modregning af den indeholdte udbytteskat i indkomstskatten for det pågældende indkomstår skulle indsende udbytteattester vedrørende den indeholdte udbytteskat til skattemyndighederne senest den 20. november i kalenderåret efter indkomståret, ikke har haft fornøden hjemmel.

Udbetaling

På baggrund af ovennævnte praksisændring for ToldSkats administration af kildeskattelovens § 67, stk. 2, indtil indkomståret 2003 fastsættes følgende:

4. Selskaber, der i forbindelse med beregningen af restskatten for hvert af indkomstårene 1999, 2000, 2001 eller 2002 har fået modregnet en indeholdt udbytteskat i selskabets indkomstskat, der relaterer sig til udbytte, der er erhvervet i det efter indkomståret følgende kalenderår (2000, 2001, 2002 eller 2003) kan anmode de regionale told- og skattemyndigheder om at få foretaget en fornyet modregning af den indeholdte udbytteskat i indkomstskatten, således at modregningen foretages forud for beregningen af et/en eventuelt restskattetillæg/godtgørelse.

5. Selskaber, der i forbindelse med fremlæggelsen af udbytteattester vedrørende en indeholdt udbytteskat har fået den indeholdte udbytteskat udbetalt, og derved er blevet nægtet modregning af den indeholdte udbytteskat i selskabets indkomstskat for det indkomstår (1999, 2000, 2001 eller 2002), der lå forud for det kalenderår, hvori udbyttet er erhvervet, kan anmode de regionale told- og skattemyndigheder om at få foretaget modregning af den indeholdte udbytteskat i indkomstskatten, jf. pkt. 3 ovenfor.

Forældelse

6. Krav mod ToldSkat, der måtte opstå i medfør af dette cirkulære, er omfattet af § 1, nr. 6, i lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven). Den 5-årige forældelsesfrist finder herefter anvendelse. Forældelsesfristen løber fra forfaldstidspunktet for kravets opståen, som er tidspunktet for indbetalingen/udbetalingen af den oprindelige restskat/overskydende skat og afbrydes først, når selskabets krav - vedlagt behørig identifikation/ dokumentation - rejses over for selskabets regionale told- og skattemyndighed, jf. § 2 i 1908-loven.

7. Told- og Skattestyrelsen skal i den forbindelse meddele, at forældelsesfristen suspenderes (afbrydes) fra den 4. oktober 2005 og indtil den 1. januar 2007. Såfremt selskabets krav, vedlagt behørig identifikation/ dokumentation eller revisorerklæring, rejses over for selskabets regionale told- og skattemyndighed senest den 1. januar 2007, opretholdes den herved meddelte suspension af forældelse. For krav, der rejses efter den 1. januar 2007, ses der bort fra den førnævnte suspension af forældelse. Opstart og afbrydelse af forældelsesfristen følger i disse tilfælde de almindelige regler i 1908-loven, således at der faldes tilbage på pkt. 6 ovenfor.

8. For krav opstået forud for den 4. oktober 2000 vil afbrydelse af forældelsen alene være sket, hvis selskabet har fremsat kravet overfor ToldSkat eller indledt retslige skridt, inden forældelsens indtræden, jf. § 2 i 1908-loven.

Forrentning

9. For så vidt angår forrentningen af de krav, som måtte opstå i medfør af dette cirkulære, henvises til det gældende Afsnit V i selskabsskatteloven - bestemmelser om ligning og opkrævning.

Klageadgang

10. Krav, der måtte opstå i medfør af dette cirkulære, skal rejses overfor de regionale told- og skattemyndigheder, der træffer afgørelse i 1. instans i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Klager over den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse indgives til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1.

11. Fristen for klage til Told- og Skattestyrelsen er 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen § 20.

Beskatning

12. Tillæg, renter og procentgodtgørelse indgår ikke i den skattepligtige indkomst. Der henvises til selskabsskattelovens § 29B.

Generelt

13. Ved behandlingen af krav, der måtte opstå i medfør af dette cirkulære, henvises der i øvrigt til gældende bestemmelser i selskabsskatteloven med senere ændringer.

Automatisk udbetaling

14. Told- og Skattestyrelsen vil i første omgang foretage en maskinel udsøgning af så mange som muligt af de berørte selskaber, samt sørge for udbetaling af de beregnede beløb.

15. Udbetalingerne vil finde sted i 2 faser, den ene fase vil indeholde indkomstår 1999 og 2000, og den anden fase vil indeholde indkomstår 2001 og 2002. Udbetalingerne af beløb vil finde sted i perioden primo oktober 2005 - ultimo november 2005.

Såfremt selskabet efter denne periode måtte have eventuelle indsigelser mod ToldSkats (manglende) behandling af selskabets krav, bør der rettes henvendelse til den lokale told- og skattemyndighed i overensstemmelse med bestemmelserne i dette cirkulære.

 

Ole Kjær

/Erik Eriksen

Reference(r)
Selskabsskatteloven
Kildeskatteloven § 67, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-3 S.E.4.