Dato for udgivelse
03 Apr 2006 15:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 May 2005 10:22
SKM-nummer
SKM2006.194.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, S-0275-05
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Skrot, passiv skattesvig, momssvig, bedrageri, strafudmåling
Resumé

T blev tiltalt for overtrædelse af skattekontrolloven ved med forsæt til unddragelse at have undladt at meddele skattemyndighederne om, at skatteansættelserne for 1999-2001 var for lave, hvorved der blev unddraget i alt 503.852 kr. i skatter. Endvidere blev T tiltalt for overtrædelse af momsloven ved med forsæt til unddragelse at have drevet uregistreret virksomhed med handel med skrot i årene 1999 2001, hvorved der blev unddraget 273.243 kr. i moms. Endelig blev T tiltalt for bedrageri ved for perioden fra den 1. januar 2000 til den 31. august 2003 uberettiget at have modtaget førtidspension på i alt 342.759 kr., idet T undlod at oplyse kommunen om, at han havde betydelige skattepligtige indtægter.

Byretten idømte T ubetinget fængsel i 3 måneder og en tillægsbøde på 775.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen, dog med den ændring, at T blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 16, stk. 3, jf. stk. 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2
Straffeloven § 279

Henvisning
 

Vestre Landsrets dom af 23. maj 2005, 10. afdeling, S-0275-05

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Alexander Tychsen)

Afsagt af landsdommerne

Fabrin, Würtzen og Mette Langborg Christiansen (kst.) med domsmænd

----------

Ribe Byrets dom af 7. januar 2005,1.00125-04

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales

T

ifølge anklageskriftaf 20. juli 2004 fra Politimesteren til straf for overtrædelse af

1.

Skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1

a.

ved med forsæt til skatteunddragelse ikke inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om skatteansættelsen for indkomståret 1999 - dateret den 22. marts 2000 - at have underrettet skattemyndighedersen om, at skatteansættelsen var for lav med 34.746 kr. hidrørende fra overskud ved salg af skrot, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 12.875, 67 kr.

b.

ved med forsæt til skatteunddragelse ikke inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om skatteansættelsen for indkomståret 2000 - dateret den 26. marts 2001 - at have underrettet skattemyndighederne om, at skatteansættelsen var for lav med 645.822 kr. hidrørende fra overskud ved salg af skrot, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 326.587,14 kr.

c.

ved med forsæt til skatteunddragelse ikke inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om skatteansættelsen for indkomståret 2001 - dateret den 28. maj 2002 - at have underrettet skattemyndighederne om, at skatteansættelsen var for lav med 354.128 kr. hidrørende fra overskud ved salg af skrot, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 164.390,02 kr.

2.

straffelovens § 279 - bedrageri -

ved for perioden 1. januar 2000 til 31. august 2003 uberettiget at have modtaget førtidpension på i alt 342.759 kr. fra kommunen, idet han undlod at oplyse kommunen om, at han havde betydelige skattepligtige indkomster.

3.

Merværdiafgiftslovens § 81, stk. 3, jf. stk, 1 nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, 1. pkt.

ved med forsæt til afgiftsunddragelse i perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 at have drevet uregistreret virksomhed med handel med skrot, hvorved det offentlige blev unddraget 273.243,20 kr. i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om idømmelse af ubetinget fængsel og i medfør af straffelovens § 50,stk. 2 om idømmelse af en tillægsbøde på 775.000,00 kr.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte, og vidne forklaring af V.1 fra ToldSkat, hvorom henvises til retsbogen.

Der har under sagen været fremlagt diverse fakturaer fra tiltaltes handelspartnere. Der henvises hertil.

Retten skal udtale

Efter tiltaltes egen forklaring sammenholdt med sagens fakturaer findes tiltalte skyldig i anklagen i sin helhed, idet retten ikke finder grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedens skøn vedrørende tiltaltes omkostninger og idet det ikke findes godtgjort, at kommunen skulle være bekendt med, at tiltalte havde betydelige skattepligtige indkomster udover førtidspensionen. Retten finder, at tiltalte har begået forholdene forsætligt.

Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279 og efter merværdiafgiftslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt og stk. 5, 1. pkt til fængsel i 3 måneder.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2 idømmes tiltalte en tillægsbøde på 775.000,00 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 3 måneder.

Tiltalte betaler en tillægsbøde på 775.000,00 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage såfremt bøden ikke betales.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder 12.000,00 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Alexander Tychsen.

----------

Vestre Landsrets dom af 23. maj 2005, 10. afdeling, S-0275-05

Retten i Ribe har den 7. januar 2005 afsagt dom i i. instans (1.00125-04).

Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og 3, dog at han ikke kan anerkende størrelsen af de skønsmæssigt ansatte unddragelser. I øvrigt har tiltalte påstået frifindelse samt formildelse navnlig således, at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af fængselsstraffen.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse.

Forklaringer

Tiltalte og vidnet V.1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Endvidere har V.2 afgivet vidneforklaring for landsretten.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han havde 5.800 kr. i pension og faste udgifter på 3.900 kr. Han havde således kun 1.900 kr. at leve af. Omsætningen i 1999 var ca. 48.000 kr. ved højere omsætning end 50.000 kr. skulle han momsregistreres, men det kunne han ikke blive på grund af konkursen. Det fik han at vide, da han henvendte sig til ToldSkat herom. Han førte regnskab til og med 1999, men det gik lige op med hensyn til moms, og derfor foretog han ikke afregning. Omsætningen i 2000 ifølge tiltalen passer godt. Han førte ikke regnskab og vidste ikke, hvad den ind- og udgående moms var. Han afregnede ikke moms, idet han ikke kunne komme overens med pantefogeden herom. Han var nødt til at have noget at leve af, men det er en anden sag, at det gik over gevind. Han åbnede ikke fakturakonvolutterne fra G1. Af sine indtægter betalte han i vidt omfang sine kreditorer fra konkursen. Han har kun tjent 4 kr. pr. leveret kg skrot i 2001. I 2001 førte han heller ikke regnskab. Han handler fortsat med skrot. Hvad angår skatteopgørelsen for 2000 har han ikke set, hvad den gik ud på, idet han har smidt den ud. Det samme gjaldt med hensyn til 2001. Han havde intet overskud at betale skat af. Han har set på de årlige oplysninger, som han har fået tilsendt vedrørende førtidspensionen, dog har han aldrig modtaget årlige pensionsmeddelelser fra kommunen. Det kunne ikke betale sig at diskutere hans indtjening med myndighederne. Han har derfor undladt dette. Han havde fået at vide, at han skulle betale 50 % af, hvad han tjente. Det var i forbindelse med, at han blev meddelt mellemste førtidspension. Han har tjent 4 kr. pr. kg, men han har haft udgifter til dieselolie og mange andre omkostninger på bilen. Han mener at have haft en fortjeneste på 30% af omsætningen. Han fortalte i 1998-1999 pantefoged V.2, at han havde indtægt ved siden af pensionen. Han har ikke talt med pantefogeden om dette i 2000-2001. Pantefogeden havde været på tiltaltes ejendom for at gøre udlæg og kunne her konstatere, at han handlede med skrot. Han er for tiden uarbejdsdygtig, da han for nylig har fået amputeret 2 tæer. Det er dyrt at køre med den gamle lastvogn, han har, således er udgiften på 1.100 kr. pr. tur til ....

V.1 har supplerende forklaret, at tiltalte ikke har indleveret en udfyldt momsregistreringsblanket. Tiltalte førte ikke regnskab, og sagens oplysninger hidrører fra bilag, som tiltalte har fundet frem, samt kontroloplysninger. Der gives ikke fradrag for købsmoms, medmindre der foreligger en faktura for købet. Der skal også være dokumentation for salget, og tiltalte er på ToldSkats anmodning i et vist omfang fremkommet hermed. Fradraget for driftsudgifter på 25 % er skønsmæssigt fastsat i lyset af, at der ikke har været større administrationsomkostninger, og at en del af varekøbet vurderes at være sket "sort". Det er et lavt fradrag. Der er i skrotbranchen store udsving i driftsudgifternes forholdsmæssige størrelse, og hvis et regnskab tilsidesættes, må der derfor foretages et konkret skøn.

V.2 har forklaret, at han, der er pantefoged, siden 1997 har behandlet sagen vedrørende tiltalte. Han vidste, at tiltalte modtog førtidspension, og alle indkomster har betydning for dennes størrelse. Tiltalte havde i 1997 oplyst, at han havde købt og solgt et par gamle lastvogne for ca. 8.000 kr. Han har i forbindelse med adskillige udpantningsforretninger efterspurgt oplysninger om tiltaltes økonomi, men tiltalte har ikke ønsket at give sådanne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltaltes forklaring for landsretten om, at han ikke fra kommunen har fået tilsendt pensionsmeddelelserne med tilhørende vejledning, hvilket ikke underbygges af andre omstændigheder, må tilsidesættes. Tiltalte har undladt at føre regnskab og har bevidst holdt sig i uvidenhed om myndighedernes skriftlige henvendelser til ham. Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig efter tiltalen og i det heri anførte omfang.

Efter forholdets karakter og omfang findes straffen at burde forhøjes til fængsel i 5 måneder, og af de samme grunde er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres således, at fængselsstraffen forhøjes til fængsel i 5 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.