Dato for udgivelse
23 mar 2006 15:38
Resumé
Det nye eksportsystem e-Export har haft nogle startproblemer, siden det gik i luften 1. marts. SKAT har iværksat nødprocedurer og beklager eventuelle ulemper for virksomhederne.

Det nye eksportsystem e-Export blev udviklet som led i en modernisering og forenkling af eksportprocedurerne for danske virksomheder. Det nye system erstatter fra den 1. marts 2006 det hidtidige eksportsystem, men har desværre været belastet af fejl, der kan medføre store gener for de danske eksportvirksomheder og transportører.

Eksportører, der har sendt udførselsangivelser elektronisk til SKAT, modtager først kvitteringer fra SKAT med forsinkelse. Det betyder, at angivelsen måske ikke er færdigbehandlet hos SKAT inden det forventede eksporttidspunkt.

- Vi beklager de ulemper, som virksomhederne måtte blive udsat for. Sammen med vores it-leverandør arbejder vi på højtryk for at få fejlene rettet, og i mellemtiden kan virksomhederne aflevere deres udførselsangivelser på EU's enhedsdokument. Vi har desuden indkaldt personale ved toldekspeditionsstederne til at hjælpe virksomhederne, siger Claus Bruun Johannessen, der er fagchef i SKAT.

SKAT havde ellers tilbudt virksomhederne en overgangsordning, hvor vi kørte parallel drift af det gamle og det nye system. Fra den 13. september 2005 blev det nye system udbudt til erhvervslivet, så der var mulighed for en smidig overgang og tilpasning til de nye tider, herunder mulighed for også at anvende det gamle eksportsystem i overgangsperioden. Paralleldriften skulle således have muliggjort, at eventuelle fejl kunne rettes uden nævneværdige gener for virksomheden.

- Men det er desværre ikke lykkes os at lokke virksomhederne over på det nye system før tid, så derfor står vi i dag med maksimalt pres på det nye eksportsystem, og problemer, der formentlig kunne have været rettet i den forudgående periode, siger Claus Bruun Johannessen.

På SKATs hjemmeside orienterer vi løbende om status på systemafviklingen, og vi vil i nødvendigt omfang fortsat tilbyde de aftalte nødprocedurer og sikre en fleksibel afvikling af eksportørernes udførselsangivelser.

Kontakt: fagchef Claus Bruun Johannessen telefon 72 37 15 37 eller SKATs pressetelefon 72 37 09 00