Bestemmelserne om betalingsstandsning fremgår af konkurslovens kapitel 2.

En skyldner, der ikke mener at være i stand til at betale sine kreditorer til tiden, har mulighed for at anmelde betalingsstandsning til skifteretten, jf. KL § 10.

Anmeldelsen beror på skyldnerens egen bedømmelse af sin økonomiske situation, og i almindelighed vil skifteretten ikke kræve, at der fremlægges regnskabsmateriale mm.

Formålet med en betalingsstandsning er at få skabt ro om skyldnerens virksomhed for at lette adgangen til at etablere en betalingsordning med kreditorerne, herunder også RIM. Betalingsstandsningen etableres således for at søge at undgå en konkurs eller for at hindre en - tvangsmæssig -begunstigelse af en enkelt kreditor.

Skyldneren har ikke pligt til at standse sine betalinger, hvilket er ensbetydende med, at kreditorerne ikke kan stille krav herom, men i givet fald kan de selv indgive konkursbegæring.

Imidlertid kan skyldneren ifalde et personligt erstatningsansvar ved at fortsætte sin virksomhed uden at standse sine betalinger, hvis han derved har påført kreditorerne tab, se UfR 1999, 591 HD. Her videreførte en direktør og eneanpartshaver selskabet, som solgte biler, selv om selskabet i 2 år før konkursen havde været insolvent. I de 2 regnskabsår havde selskabet haft et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen - det 3. regnskabsår - var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der derfor ikke havde været økonomisk mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende de nye biler, der blev solgt i de to sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt erstatningsansvar for det tab, han på den måde havde påført det daværende ToldSkat, nu Skat som kreditor.

Se mere om erstatning i afsnit H.3.17 om konkurs og afsnit M.