Selskaberne er, uanset ejerforholdene, selvstændige juridiske og skattemæssige
enheder, hvis skattepligtige indkomst må opgøres efter de almindelige
regler.
Dette gælder også for de transaktioner, der finder sted mellem
koncernselskaberne indbyrdes, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel,
om enkeltstående overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, der
i skattemæssig henseende må ske efter normale forretningsmæssige
principper, såvel hvad angår priser som øvrige vilkår.
Også hvor selskaberne har opnået tilladelse til sambeskatning,
jf. afsnit
S.D.4, skal de enkelte selskaber
opgøre deres skattepligtige indkomst hver for sig og efter de almindelige regler.
Bedømmelsen af disse forhold må normalt ske ud fra tilsvarende
betragtninger, som kan anlægges på forholdet mellem hovedaktionærer
og de af dem beherskede selskaber, jf. om maskeret udbytte afsnit
S.F.1.2.
Fra praksis om indkomstopgørelsen i koncernforhold kan nævnes:
LSRM. 1962, 96 LSR. Et dansk selskab havde stiftet et datterselskab i Tyskland
til varetagelse af moderselskabets eksport. I forbindelse med stiftelsen ydede moderselskabet
datterselskabet et langfristet lån. Da datterselskabet et år havde underskud,
ydede moderselskabet datterselskabet en provision, som blev fratrukket som driftsudgift.
Fradrag blev nægtet med begrundelse, at den pågældende provision
ikke var modregnet i det tyske selskabs gæld til moderselskabet, at posteringen
var foretaget på et vilkårligt tidspunkt for at fjerne datterselskabets
underbalance, at det fradragne beløb langt oversteg moderselskabets salg i
Tyskland i den pågældende periode, samt at der ikke var ydet provision
i de følgende år.
Et dansk holdingselskab A havde et svensk datterselskab B, der igen havde
et svensk datterselskab C. De svenske selskaber B og C var ikke sambeskattet med
A. A, B og C ønskede at anvende svenske skatteregler, hvorefter der kunne overføres
beløb mellem koncernselskaber med den virkning, at beløbet var skattepligtigt
for det selskab, der modtog bidraget, henholdsvis fradragsberettiget for det bidragsydende
selskab. Ligningsrådet fandt, at overførsel af koncernbidrag mellem de
svenske selskaber ikke var skattepligtigt for det danske selskab A. Der blev henset
til, at overførslen af koncernbidrag, således som sagen var oplyst, var
i fuld overensstemmelse med de svenske skatteregler. Der fandtes ikke at foreligge
forhold, der indicerede, at andre hensyn - end anvendelse af de svenske skatteregler
- lå til grund for ydelsen af koncernbidragene. Der blev ikke ved den bindende
forhåndsbesked taget stilling til, om resultatet ville være det samme,
hvis koncernbidragene blev overført mellem to søsterselskaber. TfS 1997,
746 LR.
Et moderselskabs tilskud på henholdsvis 800.000 kr. og 1.135.000 kr.
til to datterselskaber i Sverige og Norge til dækning af datterselskabernes
rabat/markedsføringsudgifter var ikke fradragsberettiget for moderselskabet
som driftsudgifter, men måtte anses som kapitaltilførsel til datterselskaberne.
Der blev herved lagt vægt på tidspunkterne for overførslerne af tilskuddene,
og der blev endvidere lagt vægt på, at 400.000 kr. og tilskuddet til det
svenske datterselskab senere blev tilbageført, og at det ikke var godtgjort,
at de omhandlede tilskud modsvarede en særlig indsats fra datterselskabernes
side til fremme af markedsføringen af moderselskabets produkter, samt at der
intet var oplyst om omfanget og karakteren af hævdede markedsføringsinitiativer.
TfS 1996, 282 ØLD.
►Se endvidere TfS 1999,950 HDR, hvor dele af provision til sambeskattet indkøbsselskab i et koncernforhold, blev tilsidesat som ikke-fradragsberettigede tilskud.
◄
Se heroverfor TfS 1993, 457 VLD, om et tilskud til et engelsk datterselskab.
Tilskuddet blev anset for et naturligt led i det danske moderselskabs virksomhed.
Advokatudgifter kunne ikke fradrages.
Se tillige TfS 1993, 196 LSR om en sparekasses fradrag for driftstilskud
til et andelsselskab.
Er en hos moderselskabet tidligere ansat arbejdstager siden ansat hos et dansk eller
udenlandsk datterselskab, der betaler arbejdstagerens løn, vil moderselskabets
fortsatte eller påbegyndte indbetaling til arbejdstagerens pensionsordning
efter omstændighederne blive anset som et ikke fradragsberettiget tilskud fra
moderselskabet til datterselskabet, jf. afsnit
S.F.2.1.4.
Landsskatteretten har endvidere i
afgjort, at et beløb, som et dansk moderselskab havde ydet til et svensk datterselskab
af en størrelsesorden svarende til det tab, datterselskabet havde lidt ved
et bedrageri, begået af en ansat i datterselskabet, var et tilskud, som havde
tjent til at styrke moderselskabets stilling i det svenske datterselskab, såvel
med hensyn til at sikre dets tilgodehavende, som til at bevare indflydelsen på
det svenske marked. Det var ikke et naturligt led i moderselskabets virksomhed at
støtte datterselskabet, hvorfor ingen del af beløbet kunne fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
TfS 1990, 214 HRD. Et dansk moderselskab havde indgået en aftale med sit tyske
datterselskab om betaling af afgift for udnyttelse af moderselskabets knowhow m.v.
Efter et par år med økonomisk afmatning kunne datterselskabet ikke betale
afgiften. Datterselskabet oppebar herefter et tilskud fra moderselskabet, som stort
set svarede til afgiften
Afgiften var indkomstskattepligtig for moderselskabet, medens tilskuddet
ansås for en ikke fradragsberettiget kapitaltilførsel.
I TfS 1986, 146 LSR blev samhandelsvilkårene mellem et dansk selskab
og et udenlandsk søsterselskab anset for så påvirket af hovedaktionærens
personlige interesse i at overføre indkomst til udlandet, at en del af det
udenlandske selskabs indkomst blev tilbageført til det danske selskab i medfør
af SL § 4.
I TfS 1989, 170 HRD skulle selskabet som skattepligtig indkomst medregne
overskud fra et kommanditselskab, som selskabet ikke var deltager i, men som indgik
i et interessefællesskab, der var behersket af selskabets hovedanpartshaver.
Vestre Landsret har endvidere afsagt dom i en sag, hvor et dansk moderselskab
havde fradraget et beløb som tilskud til et hollandsk datterselskab. Det danske
selskab ejede 26 pct. af det hollandske selskab, og en væsentlig del af datterselskabets
produkter blev fabrikeret af det danske selskab og faktureret efter samme principper
som til andre kunder. Datterselskabet blev insolvent og illikvid som følge
af enkelte tabsgivende ordrer og kalkulationsfejl begået af det danske selskab.
Moderselskabet nedskrev sin fordring mod til gengæld vederlagsfrit at få
overdraget datterselskabsaktierne, hvorved det blev hovedaktionær. Vestre Landsret
tiltrådte, at moderselskabets disposition tjente til at styrke dets retslige
og kapitalmæssige stilling, samt til at sikre dets nødlidende tilgodehavende
hos det hollandske selskab. Ingen del af det omhandlede beløb kunne anses som
en fradragsberettiget driftsudgift i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.
Skd. 51.279 VLD.
Et aktieselskab havde ydet lån til sit svenske datterselskab. Selskaberne
var sambeskattede. Lånet til datterselskabet var uforrentet og ydet til udligning
af underskud, og lånet blev ydet som aktieägaretillskott til opfyldelse
af svenske solvenskrav i henhold til svensk ret. Lånet skulle tilbagebetales,
når rentabiliteten i selskabet gjorde dette muligt. Skatteankenævnet forhøjede
moderselskabets indkomst med en fikseret rente af lånet, svarende til diskontoen
plus 4 pct. med henvisning til, at der ikke var tale om en normal forretningsmæssig
disposition. Et andet selskab havde ligeledes ydet sit svenske datterselskab, som
det var sambeskattet med, en række rentefrie lån som "villkorat aktieägaretillskott",
og det lokale skatteankenævn havde forhøjet moderselskabets skattepligtige
indkomst med en rente svarende til diskontoen plus 4 pct.. I begge sager bemærkede
Landsretten, at "villkorat aktieägaretillskott" efter svensk ret
er en rentefri udlånsform med en særegen retlig status af ansvarlig indskudskapital
til retablering af kapitalgrundlaget i et selskab med underbalance. Lånet var
ydet datterselskaberne, for at disse kunne fortsætte deres virksomhed. Landsretten
fandt på denne baggrund, ligesom Landsskatteretten, at der ikke var grundlag
for at forhøje selskabernes skattepligtige indkomst med en fikseret rente.
Se TfS 1997, 102 ØLD samt
.
TfS 1993, 321 LSR refererer en landsskatteretssag om et selskab,
der overdrog sin beholdning af kontrakter til et underskudsselskab. Overdragelsen
blev vederlagt i takt med kontraktdebitorernes betalinger. Kontrakterne blev forrentet
med 1,5 pct. pr. måned, mens selskabets tilgodehavende skulle forrentes med
7 pct. p.a. Overdragelsen blev ikke godkendt i skattemæssig henseende, og det
overdragende selskab blev anset for rette indkomstmodtager.
Et holdingselskab overførte den af selskabet drevne virksomhed med spedition
til to underskudsselskaber, som holdingselskabet forinden havde erhvervet med henblik
herpå. Der var ingen aktivitet i disse selskaber. Det blev antaget, at holdingselskabet
var rette indkomstmodtager til indkomsten fra speditionsvirksomheden, og at de af
selskaberne oppebårne indtægter herfra tillige måtte anses som skattepligtig
indkomst for disse som tilskud fra holdingselskabet. TfS 1997, 184 LSR. Indbragt
for domstolene. Midler, der var tilført et selskab i en koncern fra to andre
selskaber i koncernen, blev af Landsskatteretten ikke anset som skattepligtigt driftstilskud,
men anerkendtes som lån. Der var ikke oprettet lånedokumenter, men mellemregningerne
i årsregnskabet stod opført som gæld med tilbagebetalingsforpligtelse,
og der var tilskrevet renter af gælden. TfS 1994, 686 LSR.
Et dansk selskab havde i 1984 erhvervet et datterselskab i Sverige.
Datterselskabet havde i de følgende år underskud og var derfor ude af
stand til at betale moderselskabet for vareleverancer. Datterselskabets regnskabsmæssige
resultat i årene 1984-1988 var negativt, hvorved også dets egenkapital
blev negativ. Ifølge svensk selskabsret var moderselskabet herefter forpligtet
til at yde "aktieägaretillskott", og der blev i perioden overført
betydelige beløb i "villkorat aktieägaretillskott", som fremkom
ved, at datterselskabets gæld for vareleverancer blev betragtet som egenkapital,
hvorved det svenske datterselskab opfyldte lovgivningens krav til aktiekapitalen.
Højesteret fandt ligesom Landsskatteretten,
at tilgodehavendet, der var konverteret til "aktieägaretillskott",
måtte anses som lån. Der var derfor tale om ikke-fradragsberettiget tab
på lån og ikke på varedebitorer. Selvom posten "villkorat aktieägaretillskott"
i datterselskabets regnskaber var opført i svenske kroner, var der ikke tale
om tilgodehavender i fremmed valuta, og der var ikke fradrag efter den dagældende
KGL § 6, stk. 1. ►TfS 2000, 105 HRD.◄
I TfS 1997, 431
fandt Landsretten det i
det konkrete tilfælde ikke bevist, at der var tale om lån, men fandt at
der forelå ikke-fradragsberettigede driftstilskud. Sagen handler i øvrigt
om kurstab og valutakurstab. Sagen er indbragt for Højesteret.
I TfS 1992, 302 ØLD blev et byggeselskab nægtet fradrag for tab
på kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at
yde konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld
herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet
gik konkurs blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf følgende
tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet havde været
i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses for opstået
i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse. Landsretten fandt
derimod, at tabet var en følge af moderselskabets interesse i at bevare sin
kapital i datterselskabet og dermed ikke fradragsberettiget.
Se desuden TfS 1994, 207 HRD, hvorefter et dansk selskab blev nægtet
fradrag for factoringprovision til et schweizisk selskab. Eneejeren af det danske
selskab havde optionsret til aktierne i det schweiziske selskab, og landsretten
fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem selskaberne, og at factoringudgiften
ikke var forretningsmæssigt begrundet.
Har forannævnte ydelser en rimelig forretningsmæssig begrundelse,
kan der ikke foretages nogen skattemæssig korrektion.
Om en dansk filials adgang til fradrag for renteudgifter og valutakurstab
i forbindelse med lån fra henholdsvis filialens amerikanske hovedkontor og
det amerikanske moderselskab for hovedkontoret, se TfS 1993, 7 HRD. Se i øvrigt
TfS 1996, 715 ØLD.