| 1. I henhold til kursgevinstlovens § 32 begrænses ikke-næringsdrivende fysiske personers fradragsret på finansielle kontrakter i nærmere angivne tilfælde. Bestemmelsen er en videreførsel af princippet i den tidligere gældende kursgevinstlovs § 8 G.
Fradragsbegrænsningen omfatter imidlertid ikke tab på finansielle kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. For disse er der således fuld fradragsret.
For så vidt angår valutaterminskontrakter, fremgår det af ligningsvejledningen 1999 A.D.2.18.4, at "valutaterminskontrakter, der er indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, kun kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, såfremt de valutaer der indgår, er danske kroner og lånets valuta."
2.Skatteministeriet har den 21. marts 2000 indgået forlig i en sag, der af en skatteyder var indbragt for Vestre Landsret. (Landsskatterettens kendelse er offentliggjort i 1996, 539).
Sagen vedrørte en skatteyder, der var kommanditist i et K/S, der optog et lån i fremmed valuta. Lånet blev anset for at være erhvervsmæssigt. K/S'et indgik desuden valutaterminskontrakter, hvor danske kroner ikke var en af valutaerne. Som følge heraf anså skattemyndighederne ikke kontrakterne for at afdække kursrisikoen i forbindelse med udlandslånet. Der blev derfor ikke anerkendt fradragsret for tab.
Ved forliget anerkender Skatteministeriet, at der under visse omstændigheder er fradragsret for tab på valutaterminskontrakter, når valutaterminskontrakterne er indgået i direkte tilknytning til en omlægning af et erhvervsmæssigt lån fra at være i én valuta til at være i en anden valuta.
3.Det er således nu Skatteministeriets opfattelse, at der vil være fradragsret for tab på valutaterminskontrakter, under forudsætning af,
- at den ene af valutaterminskontraktens to valutaer er den valuta, valutalånet er optaget i,
- at den anden valuta er den, som valutalånet fremover skal være i, og
- at terminskontrakten i relation til løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid svarer til en afdækning af fremtidige betalinger af renter og/eller omlægning af restgæld.
4.I henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår.
Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 5.
5.Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er overskredet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for dommen.
Det vil i det pågældende tilfælde sige indkomståret 1991 eller senere indkomstår, hvor genoptagelse ikke kan ske efter punkt 4.
Ekstraordinær genoptagelse kan dog kun ske, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000 kr. for det enkelte indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.
Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, det vil sige inden rimelig tid efter, at forholdet der begrunder genoptagelse er kommet til kundskab. Om forståelsen heraf henvises til cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999, punkt 4.3.
6.Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 4-5 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.
7.Cirkulæret vil blive indarbejdet i ligningsvejledningen for 2000, hvorfor det bortfalder den 1. marts 2001.
Frantz Howitz / Jørgen Egelund |