§ 4, stk. 1Der skal betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Momspligten forudsætter således, at der er leveret en vare eller ydelse, og at der herfor er ydet et vederlag.

Momspligten forudsætter som nævnt i de indledende afsnit, at der er tale om økonomisk virksomhed. Eksempelvis udløser privates salg af indbo og ejendele ikke moms. I SKM2001.36.LSR ansås en forenings indtægter fra udlejning af delebiler som momspligtige, da foreningen drev økonomisk virksomhed.

Indsmuglede varerEF-domstolen har i sag C-455/98 truffet afgørelse om, at der skal betales moms, punktafgifter og told af ethylalkohol, som er indsmuglet til Fællesskabets toldområde fra tredjelande. Den omstændighed, at en adfærd er strafbar, medfører ikke i sig selv momsfritagelse. Fritagelse kan kun indtræde i særlige situationer, hvor enhver konkurrence mellem en lovlig økonomisk sektor og en ulovlig sektor er udelukket på grund af visse varers eller tjenesteydelsers særlige kendetegn. Ethylalkohol er ikke af en sådan karakter, at den bør fritages for moms.

Moralsk forpligtelseI C-498/99, Town & County, har EF-domstolen fastslået, at en tjenesteydelse, der præsteres mod vederlag, men ikke i henhold til en forpligtelse, der kan påberåbes ved domstolene, er en momspligtig transaktion. Det gælder i tilfælde, hvor det er aftalt, at tjenesteyderen kun er moralsk forpligtet til at præstere ydelsen. Det kan således ikke antages, at der, fordi tjenesteyderens forpligtelse ikke kan påberåbes ved domstolene, ikke foreligger et retsforhold i Tolsma-dommens forstand (C-16/93), når det netop skyldes en aftale, der er indgået mellem tjenesteyderen og modtageren af tjenesteydelsen om, at forpligtelsen ikke kan påberåbes ved domstolene. En sådan aftale er i sig selv udtryk for et retsforhold i denne forstand. Se også om dommen i afsnit G.1.1.

Tyveri af varerEF-domstolen har i sag C-435/03, British American Tobacco International Ltd. m.fl., udtalt, at tyveri af varer ikke kan anses for "levering af goder mod vederlag" som omhandlet i direktivets artikel 2 og derfor ikke som sådan kan være momspålagt. Det forhold, at varer som de i hovedsagen omhandlede er punkafgiftspligtige, har ingen betydning for denne vurdering. Der er i forbindelse med dommen ikke taget stilling til anvendelsen af direktivets artikel 155 (tidligere artikel 16, stk. 1, som affattet ved artikel 28 c, punkt E), som er den underliggende hjemmel for momslovens § 11 a, der er omtalt i afsnit D.9.3.

Leverancer inden for samme momspligtige personEF-domstolen har i præmisserne 34 - 41 i dommen i sag C-210/04, FCE Bank plc, udtalt, at det følger af Domstolens praksis, at en tjenesteydelse kun kan beskattes, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser (jf. dom af 3.3.1994, sag C-16/93, Tolsma, Sml. I, s. 743, præmis 14, og af 21.3.2002, sag C-174/00, Kennemer Golf, Sml. I, s. 3293, præmis 39). For at fastslå, om der bestod et sådant retsforhold mellem et ikke-hjemmehørende selskab og en af dets filialer, som indebar, at de leverede ydelser var momspligtige, skulle det vurderes, om FCE Bank plc's italienske filial (FCE IT) udøvede selvstændig økonomisk virksomhed. I denne forbindelse skulle det undersøges, om en filial som FCE IT kunne anses for at være en selvstændig bank, bl.a. under hensyn til, om den selv bar den økonomiske risiko, der var forbundet med dens virksomhed.

Således som generaladvokaten havde anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, bar filialen imidlertid ikke selv de økonomiske risici forbundet med udøvelsen af virksomhed som kreditinstitut, f.eks. hvis en kunde ikke kunne tilbagebetale et lån. Det var banken, der som juridisk person bar risikoen, og som i den henseende kontrolleredes med hensyn til sin finansielle soliditet og sin solvens i oprindelsesmedlemsstaten. Som bankfilial rådte FCE IT nemlig ikke over en indskudskapital. Følgelig hvilte risikoen forbundet med den økonomiske aktivitet i det hele på FCE Bank. Derfor var FCE IT afhængig af FCE Bank og de udgjorde tilsammen en enkelt afgiftspligtig person. Denne konklusion ændredes ikke af sjette direktivs artikel 9, stk. 1. Denne bestemmelse har til formål at udpege den afgiftspligtige person for så vidt angår transaktioner, der foretages mellem en filial og tredjemand. Den var således uden relevans i den foreliggende sag, som vedrørte transaktioner mellem et selskab, der var hjemmehørende i en medlemsstat, og en af dets filialer, der havde hjemsted i en anden medlemsstat. Hvad angår OECD's modeloverenskomst blev det fastslået, at den var uden relevans, for så vidt som den vedrører direkte beskatning, mens moms er en indirekte skat. Hvad endelig angik spørgsmålet, om der var indgået en aftale med henblik på fordeling af omkostningerne, var dette ligeledes uden relevans i den foreliggende sag, eftersom en sådan aftale ikke var indgået mellem to uafhængige parter.

Under hensyn til det ovenstående besvarede EF-domstolen det forelagte spørgsmål med, at sjette direktivs artikel 2, nr. 1, og artikel 9, stk. 1, skulle fortolkes således, at et fast forretningssted, som ikke er en selvstændig juridisk enhed i forhold til det selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, som det henhører under, og hvortil selskabet leverer tjenesteydelser, ikke skal anses for en afgiftspligtig person på grund af de omkostninger, der henføres til det i forbindelse med nævnte leveringer.

Støttekontingent

Landsskatteretten har i kendelsen SKM2008.139.LSR truffet afgørelse om, at støttemedlemmernes betaling af kontingent til en forening, der arbejdede for at bevare naturen, ikke udgjorde et vederlag for en modydelse i henhold til momslovens § 4, stk. 1. Begrundelsen var, at foreningens virke for almene samfundsmæssige interesse ikke primært kom støttemedlemmernes specifikke interesser, men en bredere kreds til gode. Støttemedlemmerne kunne derfor ikke anses for at have modtaget en konkret modydelse for deres betaling af støttekontingentet. Det fremgår endvidere af kendelsen, at almenvelgørende foreningers og organisationers levering af varer og ydelser til deres medlemmer i disses fælles interesse mod et kontingent, som udgangspunkt skal anses for momspligtige leverancer i henhold til momslovens § 4, stk. 1, idet momsloven og det bagvedliggende EU-direktiv indeholder en fritagelsesbestemmelse for denne type leverancer. Se om fritagelse for foreninger afsnit D.11.4.

Bestyrelses-medlemmer ansat af tredjemandSkatterådet har i SKM2006.589.SR taget stilling til den skatte- og momsmæssige behandling af bestyrelseshonorar, der oppebæres af en fagforening, som lader sig repræsentere i bestyrelser af personer, som er i et ansættelsesforhold til fagforeningen, og hvor det følger af ansættelsesforholdet mellem fagforeningen og de pågældende personer, at det er fagforeningen og ikke den ansatte, der har krav på bestyrelseshonoraret. Skatterådet fandt, at de omhandlede hvervgivere kan udbetale bestyrelseshonorarer vedrørende bestyrelsesarbejde udøvet i selskabet m.v. af ansatte i fagforeningen direkte til fagforeningen uden skattemæssige konsekvenser for de omhandlede ansatte. Skatterådet blev anmodet om at bekræfte, at opnået bestyrelseshonorarer i andre selskaber m.v. for fagforeningens aflønnede forretningsudvalgsmedlemmer efter skattelovgivningen ikke er erhvervsmæssig indkomst for fagforeningen. Skatterådet afviste under henvisning til Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2 at give bindende svar på dette spørgsmål, idet det er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed. Skatterådet fandt, at bestyrelseshonoraret er momspligtigt for fagforeningen, hvilket Landsskatteretten har tilsidesat i SKM2007.425.LSR.

Det er Landsskatterettens vurdering i SKM2007.425.LSR, at indbetalingen af bestyrelseshonoraret til forbundet i stedet for til det pågældende bestyrelsesmedlem som vederlag for bestyrelsesmedlemmets personlige hverv, skyldes, at bestyrelsesmedlemmet har givet afkald på honoraret til fordel for forbundet som led i en ansættelses- og lønaftale mellem disse to parter. Indbetalingen af bestyrelseshonoraret fra det pågældende selskab til forbundet skyldes således ikke, at der mellem forbundet og de pågældende selskaber består et retsforhold vedrørende gensidig udveksling af ydelser, hvorved det indbetalte honorar udgør en modværdi for en ydelse leveret af forbundet. Landsskatteretten finder derfor, at betalingen af bestyrelseshonorarer til forbundet ikke er betaling for en momspligtig leverance i henhold til momslovens § 4, stk. 1, 1. punktum.

Moms ved skrotning af biler

Med virkning fra den 1. juli 2000 blev der indført en godtgørelsesordning vedrørende skrotning af biler, som administreres af Miljøordning for Biler. Godtgørelsen udgør 1.750 kr. for biler afmeldt fra registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer fra den 1. juli 2002.

Når en udtjent bil afleveres til en ophugningsvirksomhed, skal der udstedes en skrotningsattest. Den udfyldte skrotningsattest vedlagt bevis for afmeldning indsendes til Miljøordning for Biler, der udbetaler godtgørelsen.

Godtgørelsen kan enten udbetales til ejeren af bilen eller til en anden person end ejeren, f.eks. den ophugningsvirksomhed der modtager bilen. I sidstnævnte tilfælde skal bilejeren underskrive en transporterklæring.

I SKM2004.211.TSS har SKAT udtalt, at autoophuggere skal betale moms af den pris, som en bilejer betaler for at få skrottet en bil. Det gælder også i de situationer, hvor autoophuggeren betragter sig som køber af bilen, når denne i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler.

I meddelelsen udtalte SKAT således, at det følger af momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales moms af varer og ydelser som leveres mod vederlag her i landet. Ophugning af biler er ikke omfattet af momslovens undtagelsesbestemmelser, og autoophuggeren skal derfor betale moms af den pris, som bilejeren betaler for at få skrottet en bil.

Det forhold, at godtgørelsen udbetales til bilejeren ved en transporterklæring ændrer ikke ved den momsmæssige stilling. Det gælder således også i de situationer, hvor autoophuggeren betragter sig som køber af bilen, dvs. at hvis godtgørelsen udgør 1.750 kr. og autoophuggeren har udbetalt 1.000 kr. til bilejeren ved indlevering af bilen, skal der betales moms af de 750 kr., der går til autoophuggeren for hans affaldsbehandling af bilen.

SKM2004.211.TSS har givet anledning til spørgsmål om, hvordan autoophuggerne skal forholde sig, når de i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler, men til den private bilejer eller et forsikringsselskab enten har udbetalt et beløb, der svarer til eller overstiger skrotningsgodtgørelsen, eller har udbetalt et beløb der er mindre end skrotningsgodtgørelsen, men af en sådan størrelse, at forskellen mellem det udbetalte beløb og skrotningsgodtgørelsen er mindre end autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil.

Når autoophuggeren vælger at udbetale et beløb af en sådan størrelse til den private bilejer eller et forsikringsselskab, at udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøordning for Biler enten slet ikke eller kun delvist giver dækning for autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil, skyldes det, at autoophuggeren vurderer, at den bil, der er indleveret til affaldsbehandling, indeholder reservedele, der har en værdi, der betyder, at han alligevel vil kunne tjene penge på at modtage bilen til affaldsbehandling.

I SKM2006.67.SKAT og SKM2006.751.SKAT har SKAT derfor yderligere præciseret reglerne på området.

Moms af affalds-behandlings-ydelse

Det fremgår af miljøstyrelsens orientering af 21. februar 2005 om bekendtgørelse nr. 480 af 19. juni 2002 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra, at det er ejerens beslutning og handling, der er afgørende for, hvornår et køretøj bliver omfattet af reglerne om håndtering af affald. Ejerens beslutning er som regel præget af økonomiske overvejelser om rentabilitet i forhold til istandsættelse etc., men beslutningen kan også være bestemt af miljøhensyn, således at en ejer af et i øvrigt fungerende kørertøj, der eksempelvis kunne gå igennem et syn, kan belutte at køretøjet er affald.

Ejerens afgørelse kan ikke omgøres af andre. Det vil sige, at når ejeren har skilt sig af med et køretøj som affald, kan en autoophugningsvirksomhed ikke omgøre denne beslutning ved videresalg og genregistrering til følge, når ejeren har afleveret køretøjet til affaldsbehandling.

Når der er udstedt en skrotningsattest, er autoophugningsvirksomheden forpligtet til at foretage særskilt behandling og sikre, at bilen ophugges.

Den registrerede autoophugningsvirksomhed er ansvarlig for at udføre den særskilte behandling. Dette ansvar kan ikke overdrages.

Når der er udstedt en skrotningsattest, og der som hovedregel er udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøordning for Biler, leverer autoophuggeren i alle tilfælde en ydelse i form af affaldsbehandling til den, der har indleveret bilen til affaldsbehandling, og der skal svares moms af værdien af denne ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Købsbetragt-ningen

Ved brev af den 23. november 2005, "orientering til autoophuggerne" har Miljøordningen ændret praksis for udbetaling af skrotningsgodtgørelse.

Det fremgår af brevet til autoophuggerne, at Miljøstyrelsen har besluttet at ændre praksis for udbetaling af skrotningsgodtgørelse, så det ikke længere er en forudsætning, at skrotningsattesten er underskrevet af den sidst registrerede ejer.

Skrotningsattesten kan herefter være underskrevet af ejeren, uden at denne har været registreret som ejer af bilen. Det er dog en betingelse for udbetaling af skrotningsgodtgørelse til ejeren, at Miljøordning for Biler modtager dokumentation for ejerforholdet i form af købekontrakt eller tilsvarende, som er underskrevet af den sidst registrerede ejer.

Hvis en bil ikke er affald, jf. tidligere, kan en registreret ophugger herefter købe en brugt bil på linie med alle andre, og ophuggeren kan selv afgøre, hvad der skal ske med bilen.

Det vil i disse tilfælde bero på ophugningsvirksomheden som ejer at afgøre, hvordan der skal forholdes med bilen. Det følger endvidere heraf, at ved eventuel efterfølgende ophugning af bilen, kan ophugningsvirksomheden ikke anses for at have leveret en ydelse til bilens tidligere ejer vedrørende affaldsbehandling, hvorfor ophugningsvirksomheden i disse tilfælde ikke skal betale moms af nogen del af skrotningsgodtgørelsen. Se SKM2008.594.LSR. Retten bemærker, at selskabet - i det omfang dette kan godtgøre, at det for perioden efter 23. november 2005, i stedet for ved transport af skrotgodtgørelsen har fået udbetalt denne fra Miljøordning for Biler i egenskab af ejer af bilerne - ikke er momspligtig af sine miljøbehandlinger af disse biler, da det i så fald vil være selskabet, som har været forpligtet til at få foretaget miljøbehandlingerne af bilerne, som selskabet selv har miljøbehandlet. I sådanne tilfælde finder retten, at miljøbehandlingsydelserne grundet sammenfald i identitet mellem leverandør og aftager af ydelserne vil falde uden for anvendelsesområdet af momslovens § 4, stk. 1.

Byttehandel

Når autoophuggeren i tilfælde af en underskrevet transporterklæring enten har udbetalt et beløb til en privat bilejer eller et forsikringsselskab, der svarer til eller overstiger skrotningsgodtgørelsen, eller har udbetalt et beløb, der er mindre end skrotningsgodtgørelsen, men af en sådan størrelse, at forskellen mellem det udbetalte beløb og skrotningsgodtgørelsen er mindre end autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil, er der efter SKATs opfattelse tale om en byttehandel, hvor autoophuggeren samtidig med, at bilen indleveres til affaldsbehandling, betaler for de reservedele, som bilen indeholder.

Værdien af affaldsbehandlingsydelsen skal derfor i alle tilfælde fastsættes efter reglerne i momslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., dvs. til virksomhedens almindelige pris ved levering af affaldsbehandling af en bil.

Se SKM2008.519.LSR, hvor Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter et selskab var pligtig til at betale moms af en kalkuleret salgspris vedrørende miljøbehandling af biler, som selskabet havde købt af forsikringsselskaber, og for hvilke selskabet samtidig havde modtaget en transporterklæring på skrotningspræmien.

Brugtmoms-reglerne

Bestemmelserne i momslovens kapitel 17 om brugtmoms finder ikke anvendelse ved videresalg i de tilfælde, hvor autoophuggeren ikke har købt en bil, idet definitionen i momslovens § 69, stk. 3, af brugte varer, "der kan genanvendes i den foreliggende stand eller efter reparation", ikke er opfyldt, da bilen skifter karakter (reservedele).