Dato for udgivelse
15 Jun 2010 08:36
Resumé

SKAT har nu afsluttet de første sager, hvor der drives uregistreret virksomhed i Danmark af personer, der er fiktivt bosat i udlandet. Der er primært tale om virksomhed inden for vognmands- og håndværkerbranchen.


Et regionalt projekt i SKAT har haft fokus på virksomheder, der opererer i Danmark, men som ikke er registreret her i landet, og dermed hverken betaler skat eller moms i Danmark. Det har ført til flere skattesager, som nu er afsluttet.

- SKAT har haft intensivt fokus på dette område over en længere periode, og vi kan konstatere, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde. Derfor går vi nu målrettet efter de virksomheder, som med vilje ikke lader sig registrere for at undgå at betale skat og moms i Danmark, så vi får pengene ind på den måde i stedet, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Det er ofte svært at afsløre virksomhederne, da hverken virksomhedsindehaver eller selve virksomheden er registreret i Danmark. SKAT har derfor etableret et tæt samarbejde med blandt andet udenlandske skattemyndigheder for at samle brikkerne til det puslespil, det ofte er at indhente de nødvendige oplysninger til at kunne føre en sag.  

SKAT har indtil videre afsluttet fire store sager, som medfører efterbetalinger af skat og moms på 4,5 millioner kroner. Sagerne er dog ikke færdige for selve ejerne af virksomhederne, som alle kan forvente et retsligt efterspil i form af straffesager om bøde og frihedsstraf i de groveste af sagerne.

- Vi vil gerne sende et klart signal til alle om, at vi slår hårdt ned på virksomheder, der driver konkurrenceforvridende aktivitet ved ikke at betale skat og moms, slutter Troels Lund Poulsen.

Herud over er der fem uafsluttede sager, hvoraf fire sager drejer sig om virksomhedsejere, der bor i Danmark men ikke opgiver indkomst fra udlandet, og én sag, hvor ejeren bor i udlandet, men sælger varer i Danmark uden at være registreret.

Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.