Dato for udgivelse
25 jun 2010 11:53
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Hvis du uretmæssigt har betalt kirkeskat, kan du i nyhedsbrevet læse om regler, frister og dokumentation for tilbagebetaling af kirkeskat.

 


Hvis du har betalt kirkeskat, uden at være medlem af Folkekirken, har du mulighed for - med den rette dokumentation - at få refunderet den kirkeskat, du har betalt for meget. Det kræver, at du anmoder SKAT om at genoptage din skatteopgørelse for de år, hvor du har betalt uretmæssig kirkeskat. Her kan du læse om de regler og den dokumentation, du skal fremsende til SKAT.

Eksempel 1

Hvis du opdager, at du betaler kirkeskat, selv om du aldrig har været medlem af Folkekirken, har du mulighed for at få refunderet kirkeskat med op til 20 års tilbagevirkende kraft. Det er dog forudsat, at det er SKATs fejl, at du er registreret til at betale kirkeskat. Hvis der er tale om kirkeskat mere end 3 år bagud, er det også forudsat, at du har anmodet SKAT om tilbagebetaling af kirkeskat senest seks måneder efter, at du blev klar over, at du ikke var medlem af Folkekirken. Det betyder altså, at hvis du på et tidligere tidspunkt har vidst, at du ikke var medlem af Folkekirken, vil manglende overholdelse af seks måneders fristen typisk betyde, at du ikke får tilbagebetalt kirkeskat. Du kan dog altid få tilbagebetalt kirkeskat tre år bagud som følge af reglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Forældelsesfristerne har ændret sig over tid - den 1. januar 2011 træder en ny ændring i kraft. Det betyder, at hvis du herefter anmoder om at få refunderet kirkeskat, bliver 20 års fristen ophævet og erstattet af en 10 års frist. I forhold til behandling af sager inden 2005, kunne tilbagebetaling af kirkeskat dengang ske op til fem år bagud. Læs mere under juridiske afgørelser eller klik på SKM2005.453.DEP.

Eksempel 2

Hvis du har meldt dig ud af Folkekirken, men stadig betaler kirkeskat, som beskrevet i eksempel 1, kan du få din kirkeskat tilbagebetalt, hvis du anmoder om det senest tre år efter udmeldelsen. Hvis du giver SKAT besked mere end tre år efter, vil seks måneders-reglen betyde, at du ikke kan få kirkeskat tilbage for mere end 3 år bagud.

Eksempel 3

Hvis du aldrig har været medlem af Folkekirken, og hvis det er Folkekirkens fejl, at du alligevel betaler kirkeskat, skal SKAT kun tilbagebetale 3 år bagud. Det kan være svært at få klarhed over, hvad eller hvem der i sin tid har været årsag til den forkerte kirkeskattebetaling. Hvis der ikke kan fremskaffes oplysninger om, at fejlen klart er begået af Folkekirken, vil formodningen være, at fejlen ligger hos skattemyndighederne. Således skal du tage udgangspunkt i eksempel 1.