Dato for udgivelse
25 Jun 2010 14:20
Resumé

Alle SKATs regioner har i går - i samarbejde med politiet, kommuner, Arbejdsdirektoratet, Udlændingeservice og fødevaremyndighederne - foretaget en samtidig kontrol for at sikre, at der ikke drives virksomhed på ulovlige og unfair vilkår.


Hovedparten af danske virksomheder betaler gerne deres skat og har samtidig papirerne i orden. Der er dog undtagelser. Derfor tager SKAT rundt i landet og gennemfører målrettede FairPlay-aktioner mod udvalgte brancher i samarbejde med andre myndigheder. Særligt sort arbejde, illegal arbejdskraft og socialt bedrageri er målet.

I går besøgte SKAT i en landsdækkende FairPlay-aktion forlystelsesparker, markeder og cirkusser sammen med politiet, kommuner, Arbejdsdirektoratet, Udlændingeservice og fødevaremyndighederne. Mere end i alt 200 medarbejdere deltog i aktionerne. I alt blev 90 virksomheder besøgt og 568 personer blev interviewet. Tre personer blev anhold for ikke at have arbejds- og opholdstilladelse.

- Det generelle billede viser, at langt hen ad vejen var ansættelsesforholdene i orden, når der var tale om restauranternes og forlystelsernes personale, som direkte betjener kunder og gæster. Det samme gælder for artister, siger Lisbet Hedelund, der er tovholder for SKATs FairPlay-aktioner, der fortsætter:

- Personalet i køkkenregionerne og teltarbejdere er oftere ansat via et andet firma, og her er oplevelsen, at det er mere tvivlsomt, om deres løn behandles korrekt. Og så har vi desværre set, at den virksomhed som får arbejdet udført, ikke har sikret sig, at det indlejede personale har opholds- og arbejdstilladelser i orden. Og det er de forpligtede til.

De foreløbige opgørelser af resultaterne tyder derfor på, at der indenfor de nævnte brancher er behov for en målrettet vejledning og en opfølgende indsats. Derudover vil 31% af de besøgte virksomheder vil blive undersøgt nærmere af SKAT.

- Aktionerne giver et billede af, at sort arbejde og sort økonomi stadig er eksisterende - selvom det er glædeligt at konstatere, at sort arbejde ikke var det mest udbredte i de besøgte virksomheder, fortæller Lisbet Hedelund, der fortsætter:

Organiseret sort arbejde er ikke acceptabelt. Det er unfair konkurrence overfor de virksomheder, der spiller efter reglerne. Vi slår hårdt ned på dem, der bevist snyder. Men samtidigt vil vi målrettet arbejde for at informere og vejlede, for at holdningen til sort arbejde og sort økonomi påvirkes.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere og virksomheder 7222 1818.