Dato for udgivelse
29 Jun 2010 10:04
Resumé

Hver tredje glemmer at selvangive oplysninger om udenlandsk indkomst. De kan forvente en ekstra regning fra SKAT og i værste fald en bøde. Man skal selv huske at selvangive indkomst fra udlandet, selvom SKAT får oplysninger om danskernes udenlandske indkomst fra udlandet.


SKAT modtager hvert år mere end 500.000 indkomst-oplysninger fra udlandet om omkring 50.000 danskere. Det er oplysninger, der ikke automatisk kommer med på selvangivelsen. Man skal selv huske at selvangive, og det glemmer hver tredje. Selvangivelsen skal indsendes inden den 1. juli. Hvis man selvangiver digitalt via TastSelv, kan det gøres til og med den 8. juli.

- Vi oplever desværre, at hver tredje, som har indkomst fra udlandet, ikke selvangiver. Mange tror fejlagtigt, at de ikke skal selvangive,, fordi SKAT får oplysninger om indkomst fra udlandet, siger Karina Gull Pedersen, der er tovholder for projektet i SKAT.

SKAT har i de sidste fire måneder tjekket omkring 200 personers selvangivelser. Det er borgere, der tidligere har modtaget vejledningsbrev fra SKAT om reglerne.

- Vores gennemgang af de 200 selvangivelser har medført forhøjelser på 17 millioner kr. Derudover skal der lægges renter, og i de værste tilfælde kan man også forvente en bøde, fortæller Karina Gull Pedersen.

Det er ikke kun personer, der har modtaget vejledningsbrev, der kan forvente at blive kontrolleret. SKAT modtager løbende nye kontroloplysninger fra udlandet, som også vil blive sammenholdt med selvangivelserne.

De oplysninger, som SKAT modtager fra udlandet omfatter blandt andet lønindkomster, pensioner, royalties, renteindtægter, salg af værdipapirer m.v. Der bliver hele tiden indgået aftaler med nye lande om udveksling af oplysninger, så antallet af kontroloplysninger vil være stigende.

SKAT modtager ikke oplysninger om udenlandske udgifter som for eksempel renteudgifter og betalt underholdsbidrag.

- Selvom man har betalt skat i udlandet, skal indkomsten alligevel selvangives i Danmark efter de danske skatteregler. Men vi sørger selvfølgelig for at give nedslag for den skat, der er betalt i udlandet, så der ikke sker dobbeltbeskatning, fortæller Karina Gull Pedersen.

Udenlandsk indkomst skal selvangives på en særlig selvangivelse for udenlandsk indkomst, der kan findes på skat.dk. Selvangivelsen skal indsendes inden den 1. juli. Hvis man selvangiver digitalt via TastSelv, kan det gøres til og med den 8. juli.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere: 7222 1818