Dato for udgivelse | 25 jan 2011 09:56 |
Resumé | I 2011 vil der være langt flere kontroller i færgehavne, lufthavne og ved grænseovergangene end hidtil. Det skyldes, at SKAT styrker kontrollen ved landets grænser med henblik på at bekæmpe smugleri og socialt bedrageri.
|
Til at gennemføre og koordinere denne ekstra indsats er der etableret et landsdækkende projekt kaldet "Styrket grænsekontrol", som opererer over hele landet.
- Projektet er gået i luften i denne uge, og vi har i den forbindelse planlagt mange aktioner rundt om i landet. Her sørger vi blandt andet for at udvide kontrollen på de områder, hvor vi i 2010 havde stor succes, og samtidig afprøver vi andre og nye metoder for, hvordan vi kan komme smugleri og socialt bedrageri til livs, fortæller leder af projektet Gitte Kaae Plambek, SKAT København.
Beslutningen om at styrke grænsekontrollen er et led i Finansloven 2011, hvor der blev sat penge af til ekstra grænsekontrol. Formålet er at styrke kampen mod smugleri af blandt andet narko, våben og penge samt tage kampen op mod socialt bedrageri i samarbejde med Pensionsstyrelsen og andre myndigheder.
- I projektet vil vi have særlig fokus på indsmugling af narkotika og våben, ind- og udførsel af penge, højtbeskattede varer og socialt bedrageri. Vores strategi er at fortsætte det gode samarbejde, vi har med andre myndigheder, og så skal vi selvfølgelig ud i landet og lave flere fysiske kontroller ved grænserne, siger Gitte Kaae Plambek, SKAT København.
For yderligere oplysninger kontakt projektleder Gitte Kaae Plambek på tlf. 2544 0660 eller SKATs pressefunktion på tlf. 7237 0900.