Dato for udgivelse | 18 Feb 2011 08:00 |
Resumé | En domsmandsret i Odense har idømt en 49-årig virksomhedsindehaver fra Fyn en bøde på ikke mindre end 1,25 mio. kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fastsat til fængsel i 50 dage. |
Sagen drejede sig om en virksomhed, der havde så meget rod i regnskabet, at SKAT blev unddraget knap 1,3 mio. kr. i A-skat, AM-bidrag og moms i 2005 og 2006.
Virksomheden blev etableret i 1999 og havde i starten kun få kunder, men efter et par år kom der flere og flere til, og efter ca. fem år skete der en eksplosiv udvikling i kundegrundlaget. Indehaveren brugte sine kræfter på den praktiske side af virksomheden og overså vigtigheden af, at der også skulle bruges kræfter på den administrative side. Det var det, der den 24. januar kom til at koste ham dyrt i byretten.
- Sagen viser, hvor vigtigt det er for virksomheder hele tiden at få justeret administrationen, så den passer til aktivitetsniveauet. Det nytter ikke noget at have en god idé og et godt forretningsgrundlag, hvis ikke man formår at holde styr på den administrative side af virksomheden, forklarer fuldmægtig Jesper Tiedemann fra SKAT Syddanmark.
Mangel på overblik over virksomhedens administration kan som i denne sag meget let ende med at koste både virksomhedens eksistens og en klækkelig bøde til ejeren.
Yderligere oplysninger:
Jesper Tiedemann 72 38 54 39 eller SKATs pressefunktion 72 37 09 00