Dato for udgivelse
09 Mar 2011 13:10
Resumé

For at kunne følge med den teknologiske udvikling og også fremover leve op til borgerne krav om effektivitet, har Skatteministeriet behov for løbende at ansætte medarbejdere med særlige kompetencer. Derfor har ministeriet for at skaffe det nødvendige økonomiske råderum i dag igangsat en proces, der vil resultere i afskedigelse af i størrelsesordenen 100 af organisationens nuværende ansatte.


Skatteministeriet har i dag indledt en proces, der skal gøre plads til særlige kompetencer og jobprofiler i organisationen. For at skabe det nødvendige økonomiske råderum på ca. 30 mio. kr. har ministeriet derfor i dag meddelt, at i størrelsesordenen 100 nuværende ledere og medarbejdere af de ca. 8.000 ansatte skal afskediges. Afskedigelserne vil blive meldt ud i begyndelsen af april i år.

- Skatteministeriet er en organisation i konstant udvikling, som stræber mod at kunne give borgere og virksomheder den bedst mulige service på den mest effektive måde. Det betyder, at vi satser massivt på it-udvikling og it-løsninger. Blandt andet til det arbejde, kan vi nu se, at vi er nødt til at gå ud og ansætte medarbejdere med kompetencer, som vi ikke har nok af i organisationen i dag, siger departementschef Peter Loft.

Skatteministeriet har i en årrække effektiviseret ved hjælp af naturlig afgang og få nyrekrutteringer. Det giver en betydelig udfordring, da den naturlige afgang ikke tager højde for, at en organisation som Skatteministeriet hele tiden har brug for særlige kompetencer.

I løbet af det næste års tid står Skatteministeriet eksempelvis over for at skulle færdigudvikle og implementere tre meget store it-systemer sammen med en række mindre udviklingsprocesser. Herudover er det vigtigt, at Skatteministeriet kan hente specialister til højtprioriterede projekter, hvor særlige faglige kompetencer er nødvendige.

- Vi har i lang tid bestræbt os på at klare os med de ressourcer, som vi har i koncernen, men nu går den ikke længere. Derfor har vi desværre set os nødsaget til at sætte gang i en proces, hvor i størrelsesordenen 100 ansatte vil blive afskediget, siger departementschef Peter Loft, der tilføjer:

- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en spareøvelse. Vi bruger pengene på at hyre andre kompetencer. Der er således tale om en ledelsesmæssig prioritering, der sætter os i stand til at følge med udviklingen.

Afskedigelserne vil omfatte de ansatte, der bedst kan undværes, og forventes at ske over hele landet.

- Vi lægger vægt på, at denne proces kommer til at foregå så hurtigt og forsvarligt som muligt, så ledere og medarbejdere ikke skal gå for længe med usikkerheden om, hvad der skal ske. Vi stiller psykologhjælp til rådighed og har allieret os med et genplaceringsfirma, som kan hjælpe de berørte med at finde et andet job, forklarer Peter Loft.  

Yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion 72 37 09 00