NaturErhvervstyrelsen har i en række tilfælde, i forbindelse med import af bl.a. ris konstateret, at der ikke er fremlagt licens i forbindelse med varernes overgang til fri omsætning. Derudover er der blevet indgivet importangivelser på en række toldkontingenter til nedsat eller ingen told, der administreres med licens, uden samtidig fremlæggelse af licens. NaturErhvervstyrelsen har endvidere gjort opmærksom på, at der ligeledes har været fejl angående manglende afskrivninger af licenser i forbindelse med import af oksekød.
Derudover har NaturErhvervstyrelsen konstateret, at der gennem de senere år har været eksport af ris under KN-koderne 1006 20 og 1006 30 fra Danmark, hvor der ikke som krævet har været fremlagt eksportlicens ved antagelsen af eksportangivelsen.
Som følge heraf skal følgende præciseres:
Regelgrundlag:
Der skal henvises til Rådets forordning om den fælles markedsordning - RFO 1234/2007, herunder især artiklerne 130 og 144 på import og 161, 162 og 171 på eksport af landbrugsprodukter. Derudover henvises til reglerne i den generelle licensforordning - Kommissionen forordning (EF) nr. 376/2008 af 23. april 2008 - hvor, der af art. 1, stk. 2 samt Bilag II, del I og del II fremgår, hvilke produkter der skal fremlægges licens ved overgangen til fri omsætning i EU, eller ved eksporten ud af EU. Endelig skal der henvises til Kommissionens forordning (EF) nr. 1301/2006 om regler for administration af toldkontingenter til import af landbrugsprodukter, der administreres på grundlag af en importlicensordning.
For så vidt import af ris under KN-Koderne 1006 20, 1006 30 og 1006 40 00 fremgår det af Kommissionens forordning nr. 376/2008, at der ved import af ris under de pågældende KN-korder altid skal fremlægges licens, uanset om importen foretages til fuld eller nedsat told på præferenceordninger uden mængdemæssige lofter. Ris importeret på toldkontingenter, der administreres med licens, eller administreres af toldmyndighederne efter "først-til-mølle princippet" efter artikel 308a, 308b og 308c i forordning (EØF) nr. 2454/93.
Der skal bemærkes, at ifølge art. 25 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 376/2008 må der som udgangspunkt ikke rettes i licenserne efter deres udstedelse. Skulle betingelserne for at rette i en licens dog være opfyldt, er det kun den udstedende myndighed, der må foretage rettelserne.
Behandling i TARIC:
I Toldtariffen (TARIC) vises et krav om importlicens for at få varer i fri omsætning med en toldordning 465, hvilket betyder at betingelsen for at få varen i fri omsætning er, at der fremlægges en licens - AGRIM (certifikatkode L001).
Licenskontingenter (løbenummer starter altid med 09.3 eller 09.4) administreres via importlicenser - AGRIM. Det er et krav, at man har en licens, hvor man er tildelt kontingenttoldbehandling.
Eksempel:
Varekode: 0703 20 00 00 med oprindelse i Norge
Til varekoden er knyttet en toldordning 465 - overgang til fri omsætning, hvilket betyder at betingelsen for at få varen i fri omsætning, er at der fremlægges en licens - AGRIM (certifikatkode L001).
Der er 2 muligheder for at få kontingentbehandling via en licens: 09.4102 og 09.4106
Til begge kontingenter er der knyttet krav om fremlæggelse af licens - AGRIM (certifikatkode L001). Det vil sige at der er et krav om 2 licenser - en for at få varen i fri omsætning (toldordning 465) og en få kontingenttoldbehandling enten på løbenummer 09.4102 eller 09.4106, men i praksis får man kun udstedt en licens. For at få kontingenttoldbehandling, så skal der på licensen stå anført kontingentløbenummeret. I Toldtariffen vises i betingelsen dette med en certifikat kode Y100 - særlige angivelser på importlicensen. Det betyder, at der i rubrik 20 "særlige betingelser" på importlicensen skal være anført kontingentløbenummer. Hvis man ikke har en importlicens uden noget løbenummer anført, så kan man få varen i fri omsætning, men man kan ikke få kontingenttoldbehandling, selvom man i Toldtariffen kan se et kontingentløbenummer.
Hvis der i TARIC vises mere end et kontingent for varekode/oprindelse, så kan man kun få det kontingent, som er anført på licensen, også selvom det andet kontingent måske er mere favorable.
Som følge heraf, skal speditører/virksomheder være opmærksomme på følgende:
1. licensnummer stemmer overens med det angivne nummer i fortoldningen
2. kontingentløbenummer er angivet i licensens rubrik 20 og stemmer overens med det angivne nummer i fortoldningens rubrik 39.
3. den totale mængde i licensen ikke overskrides
4. at der i henhold til en konkret importordning er fremlagt et oprindelsescertifikat eller lignende
Der henvises i øvrigt til til NaturErhvervstyrelsen's hjemmeside (http://naturerhverv.fvm.dk/).
SKAT vil i den kommende tid sætte fokus på licenspligtige varer og skærpe kontrollen af licenspligtige varer.