Dato for udgivelse
16 nov 2012 13:29
Til
Speditører, Eksportør, Speditionsbranchen, Transportør.
Sagsnummer
12-0244140
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Forespørgsel via MRN nummeret på udførslesangivelser som ikke rettighedshaver.

Efter krav fra bl.a. speditionsbranchen er der lavet rettelse i e-exportsystemet, der medfører at man ikke kan forespørge med MRN hvis man ikke er rettighedshaver. Det er registrator,eksportør eller dennes repræsentant der skal sikre at statuskoden er korrekt, inden varen kan overgå til anden procedure.  


Forespørgsel via MRN-nummeret på en udførselsangivelse som ikke rettighedshaver.

Det er i dag ikke muligt at forespørge på et MRN nummer i e-Exportsystemet, såfremt man ikke selv er registrator på ekspeditionen enten som eksportør eller repræsentant for eksportør (rubrik 2 eller 14). Systemet validerer om det CVR/SE nummer der forespørger på angivelsen fremgår af ovenstående rubrikker, er dette ikke tilfældet er der ikke mulighed for at se ekspeditionen.

Dette kan ifølge erhvervslivet give nogle uhensigtsmæssigheder. Det medfører bl.a. at man ikke kan se om ekspeditionen har opnået den korrekte statuskode for at kunne overgå til anden procedure som fx NCTS/Manifestsystemet.

Det var tidligere muligt at se statuskoden i e-Exportsystemet hvis man havde MRN nummeret. Dette er ændret efter sommerens henvendelser fra bl.a. speditionsbranchen, hvor man rejste krav om fjernelse af indsigten via MRN for ikke egne ekspeditioner, da angivelsesoplysningerne kunne skabe en konkurrence forvridning omkring transportbeløb m.m.

På baggrund af erhvervslivets ønsker blev systemet i november 2012 tilrettet, så det nu kun er muligt se informationer på ekspeditioner man selv har registreret eller har rettigheder til, jf. ovenstående.

Det er derfor registrator, eksportør eller repræsentant for eksportøren der skal sikre, at alle betingelser, procedurer og krav er opfyldt og ekspeditionerne har opnået den rigtige status, inden varen har mulighed for at overgå til anden procedure. Transportør/speditør m.fl. der ikke umiddelbart har adgang til eksportangivelsen, må i nødvendigt omfang rette henvendelse til en af rettighedshaverne og forespørge/sikre at varen har opnået den rigtige statuskode inden den kan overgå til en anden procedure.

Ved overgang til forsendelse vil EAD dokumentet give oplysninger om vægt, værdi osv.

Såfremt man ikke kan fremskaffe oplysning om angivelsens statuskode fra rettighedshavere, vil SKAT efter anmodning kunne oplyse denne.

SKAT arbejder på at afdække muligheder for en langsigtet løsning, der kan tilgodese de behov og krav der er en følge af erhvervslivet ønskede ændring.