Dato for udgivelse
18 dec 2012 15:40
Til
Virksomheder der omdeler husstandsomdelte reklamer
Sagsnummer
12-0267420
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Folketinget har den 14. december 2012 vedtaget en ny lov om afgift på husstandsomdelte reklamer. Lovens ikrafttrædelse afventer noticifering i EU.


Folketinget har den 14. december 2012 vedtaget lovforslag L50 om afgift af husstandsomdelte reklame (reklameafgiftsloven). Loven træder i kraft ved en bekendtgørelse fra skatteministeren. Dette vil ske, når loven er godkendt af EU efter statsstøttereglerne.

Med afgiften indføres en afgift på alle husstandsomdelte reklamer, som har til formål at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser, og som omdeles uden betaling fra modtageren. Ugeaviser, telefonbøger og reklamer fra foreninger omfattet af folkeoplysningsloven er fritaget for afgiftspligten.

Afgiften på husstandsomdelte reklamer er udformet som en afgift pr. kg husstandsomdelte reklametryksager, og er differentieret, så tryksager med EU's miljømærke, Blomsten er pålagt en lavere afgiftssats.

Afgiften skal opkræves ved de distributører, som indgår aftaler med tredjemand om udbringning. Distributørerne skal registreres og indberette afgiften til SKAT.

Der vil blive udsendt et nyt nyhedsbrev om registrering mv. forud for lovens ikrafttrædelse.