Nyt bundfradrag i svovlafgiften
Folketinget har den 14. december 2012 vedtaget lovforslag L 51 om et nyt midlertidigt bundfradrag i en svovlafgiftsregistreret virksomhedens betaling af svovlafgift for kul, koks og petroleumskoks m.v. anvendt til formål omfattet af bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (tung proces).
Loven udmønter et element i Energiaftale 2012 indgået den 22. marts 2012 mellem Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.
Virksomheder, der anvender kulprodukter til tung proces
Det nye fradrag afløser det nuværende bundfradrag i svovlafgiften og er udformet efter svovlindhold pr. GJ brændsel. Det nye bundfradrag gælder kun for virksomheder med et brændselsforbrug på mindst 0,1 PJ pr. kalenderår.
Fradraget udgør 50 g svovldioxid (SO2) pr. anvendt GJ brændsel for virksomheder, der måler udledningen af svovl.
For virksomheder, der ikke måler udledningen af svovl, er bundfradraget på 25 g svovl (S) pr. GJ anvendt brændsel.
Brændslet skal i begge tilfælde være anvendt til formål omfattet af tung proces.
Virksomheder, som anvender kulbaseret fjernvarme til tung proces
Virksomheder, der får leveret fjernvarme fra kraftvarmeværker og hertil knyttede blokvarmecentraler, kan ydes en godtgørelse svarende til det særlige nye bundfradrag.
Fradraget udgør 50 g svovldioxid (SO2) pr. anvendt GJ brændsel for virksomheder, der måler udledningen af svovl.
For virksomheder, der ikke måler udledningen af svovl, er bundfradraget på 25 g svovl (S) pr. GJ anvendt brændsel.
Der er tale om en videreførelse af tilsvarende regler, der gælder for det nuværende bundfradrag, dog med den forskel, at den til virksomheden fakturerede og af virksomheden betalte svovlafgift skal udgøre mindst 100.000 kr. pr år.
Frit valg mellem det nuværende og det nye bundfradrag
Virksomheden kan vælge at anvende det nye fradrag efter svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, eller det nuværende fradrag efter svovlafgiftslovens § 33, stk. 1 og 2 indtil det nuværende fradrag udløber for virksomhedens vedkommende senest den 1. april 2015.
Valget gælder for en periode på 1 kalenderår.
Ikrafttrædelse
Det nye bundfradrag er gældende fra og med den 1. januar 2013 og indtil 31. december 2020.
Mere information
Hvis du har brug for mere information, er du velkommen til at kontakte SKAT på tlf. 72 22 18 18.
For anden information om svovlafgift og bundfradrag i svovlafgiften henvises til SKATs juridiske vejledning afsnit E.A.7.11 og E.A.7.11.7.2. Vejledningen findes på SKATs hjemmeside skat.dk.