Dato for udgivelse
17 mar 2013 20:51
Til
Virksomheder beskæftiget med flyfragt
Sagsnummer
13-0093696
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattecentre med toldopgaver + SKATs Kundecenter + 72 22 18 18
Resumé

Dette Nyhedsbrev beskriver hvem der skal gøre hvad i forbindelse med flyfragt til og fra Danmark.


Information om Manifestsystemet - hvem gør hvad i forbindelse med fly

Manifestsystemet

Denne information retter til luftfartsselskaber og handlingagenter og giver et kort overblik over en række af de regler, som det er vigtigst at kende.

Ankomst- og afgangsdeklaration

Hvilke fly skal indberette oplysninger om fragten til Manifestsystemet?  

  • Ankomstdeklaration skal indsendes for fly:
  • Der medfører fragt, og som ankommer til en dansk lufthavn direkte fra et tredjeland. Dette gælder også fly, der hverken skal laste eller losse.
  • Der medfører fragt, og som ankommer til en dansk lufthavn fra et andet sted i EU, og som skal losse ufortoldet fragt.

 

  • Afgangsdeklaration skal indsendes for fly:
  • Der afgår fra en dansk lufthavn til et tredjeland, hvis flyet har lastet fragt.
  • Der afgår fra en dansk lufthavn til et andet sted i EU, hvis flyet har lastet T1-varer eller varer, der er bestemt til udførsel af EU.

Hvem skal indsende deklarationen?

Deklarationen kan indsendes af flyets kaptajn, men vil normalt blive indsendt af luftfartsselskabet eller luftfartsselskabets repræsentant, fx en handlingsagent. I tilfælde af sharing eller charter af flyet kan deklarationen desuden indsendes af den, der har udstedt AWB for varerne.

Det er den på hvis vegne deklarationen indsendes (kaptajnen), som er ansvarlig for rigtigheden af deklarationen.

Hvornår skal deklarationen indsendes?

Deklarationen skal være indsendt inden ankomst- eller afgangsmeddelelsen indsendes. Deklarationen kan derfor med fordel indsendes i god tid før ankomst eller afgang.

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at ankomstmeddelelsen og afgangsmeddelelsen ikke kan indsendes, før ankomstdeklarationen eller afgangsdeklarationen er indsendt.

Hvilke varer skal angives i deklarationen?

Når fly ankommer fra et tredjeland, skal ankomstdeklarationen omfatte hele ladningen;  det vil sige også de varer, der ikke skal losses. Ankommer flyet derimod fra et sted i EU, er det kun nødvendigt at angive de varer, der skal losses på ankomststedet.

Ved afgang er det kun nødvendigt at angive den fragt der skal lastes, som er T1-varer eller varer der er under eksportproceduren.

Ankomst- og afgangsmeddelelse

Hvilke fly skal anmelde ankomst og afgang til Manifestsystemet?

Når der er pligt til at indsende en ankomst- eller afgangsdeklaration skal der efterfølgende indsendes henholdsvis en ankomst- og afgangsmeddelelse.

Hvem skal indsende ankomst- og afgangsmeddelelsen?

Flyets kaptajn er ansvarlig for, at der bliver indsendt ankomst- og afgangsmeddelelsen. Der er dog intet til hinder for, at luftfartsselskabet eller luftfartsselskabets repræsentant, fx en handlingagent, gør det på vegne af flyets kaptajn.

Hvornår skal ankomst- og afgangsmeddelelsen indsendes?

Ved ankomst fra tredjelande skal ankomstmeddelelsen indsendes ved flyets ankomst til lufthavnen.

Ved ankomst fra et andet sted i EU skal ankomstmeddelelsen indsendes, når varerne frembydes.

Afgangsmeddelelsen skal indsendes inden flyet afgår.

Import Control Systemet (ICS)

Manglende afgivelse af ICS-oplysninger  stopper manifestsystemet og dermed tilladelse til losning. Det samme gælder hvis luftfartsselskabet ikke har truffet aftale med f eks en handler om at varetage ansvaret for varernes midlertidige opbevaring i lufthavnen (MIG angivelse).

Sådan får du adgang til manifestsystemet

Du kan få adgang til Manifestsystemet på to måder - enten via den onlineløsning, der findes på www.skat.dk/tolderhverv, eller via filoverførsel (FTP). For at kunne benytte Manifestsystemet kræves det, at din virksomhed har et EORI-nummer og en digital signatur.

Hvor kan du læse mere?

Denne vejledning er udelukkende en overordnet beskrivelse af de nye regler. På www.skat.dk/tolderhverv/Manifest kan du læse mere om Manifestsystemet. Her kan du også læse om den nye ordning for midlertidig opbevaring på grænsen.