Dato for udgivelse
06 Jan 2015 15:37
Resumé

SKAT har beslaglagt en stor sending illegale cigaretter fra et containerskib, der anløb Aarhus Havn lillejuleaften. Cigaretterne var skjult i en container med 14 beholdere, der skulle ligne vandvarmere. Fundet bygger på oplysninger fra udlandet og på risikovurderingen i SKATs toldovervågningssystem.


SKAT beslaglægger fem millioner cigaretter
SKAT har beslaglagt en stor sending illegale cigaretter fra et containerskib, der anløb Aarhus Havn lillejuleaften. Cigaretterne var skjult i en container med 14 beholdere, der skulle ligne vandvarmere. Fundet bygger på oplysninger fra udlandet og på risikovurderingen i SKATs toldovervågningssystem.

Lillejuleaften anløb et containerskib med illegale cigaretter Århus Havn. Mistanken var vakt flere dage tidligere, og SKAT havde overvåget en af containerne. Tolderne i Århus havde derfor rustet sig til overarbejde.

Den mistænkelige container indeholdt ifølge toldpapirerne 14 vandvarmere, og smuglingen var meget velforberedt.

- Vandvarmerne havde certifikater, brugsmanual, pumper, aftapningshaner og el-ledninger, forklarer funktionsleder i SKAT Kristian Johnsen.

Falske vandvarmere
SKATs risikovurdering kombineret med efterretninger fra udlandet fik tolderne til at undersøgte vandvarmerne nærmere, og det gav resultat:

- Vi skar en af dem op med en vinkelsliber. Det, der skulle have været en vandvarmer, viste sig at være et skjul for 380.000 cigaretter, fortsætter Kristian Johnsen.

Vandvarmerne indeholdt tilsammen over fem millioner cigaretter med en afgiftsværdi på ca. ni millioner kr. SKAT undersøger nu sagen nærmere i samarbejde med politiet.

Effektiv overvågning
Den store beslaglæggelse er resultat af SKATs systematiske overvågning på toldområdet og et tæt samarbejde om toldkontrollen i EU.

- Den danske toldkontrol bygger på intelligente risikovurderinger og en døgnovervågning, som gør det muligt at reagere effektivt på efterretninger fra andre danske og udenlandske myndigheder, forklarer underdirektør i SKAT Peben Buchholtz.

 I 2014 har SKAT etableret en døgntjeneste, der samler alle informationerne om ind- og udgående fragt og koordinerer kontrollen.

- Det gør, at vi kan handle hurtigt og forsinke den samlede mængde fragt mindst muligt, fortsætter Preben Buchholtz.

Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder:  tlf.: 7222 1818.