Der bor 4.000 døve i Danmark, og for dem er dansk tegnsprog det sprog, de kommunikerer på. Dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog med sin egen grammatik, og derfor er dansk for dem et andetsprog. Som alle andre med dansk som fremmedsprog føler døve sig mest hjemme i det sprog, de er vokset op med. Derfor har SKAT lavet en række tegnsprogsvideoer, som forklarer, hvordan skatten hænger sammen på nogle væsentlige områder. I første omgang er der blevet lavet tre videoer; en som præsenterer initiativet, en om kørselsfradrag og en om forskudsopgørelse. Hos Danske Døves Landsforbund tager man godt i mod initiativet;
- Den 13. maj 2014 blev dansk tegnsprog officielt et selvstændigt sprog. SKATs initiativ er et skridt i den rigtige retning mod at gøre hverdagen og tilgangen til det offentlige lettere for døve og tegnsprogstalende, siger Danske Døves Landsforbund formand Janne Boye Niemelä.
- Vi har også en gruppe døve af anden etnisk herkomst, der kan få gavn af videoerne, da de som regel lærer dansk tegnsprog, før de lærer dansk. På vores medlemmers vegne må jeg rose SKAT for at turde gå nye veje for at sikre, at minoriteterne også får mulighed for bedre at forstå skatten, siger Janne Boye Niemelä.
- Med vores nye videoer forsøger vi at nå en befolkningsgruppe med nogle særlige behov, som fx ikke kan bruge vores vejledning og service på telefon. Vi er meget bevidste om, at forskellige brugere har forskellige behov, forklarer underdirektør i SKAT Richard Hanlov. - Derfor prøver vi nu i samarbejde med Danske Døves Landsforbund at målrette vigtig viden om kørselsfradrag og forskudsopgørelse til de tegnsprogstalende. Tager brugerne godt i mod videoerne, er det planen at lave flere videoer på tegnsprog.
Fakta om døve og tegnsprogstalende
I Danmark er der omkring 10.000 borgere, som behersker tegnsprog. Ud over danske døve er der også døve tilflyttere, tegnsprogstolke, familier og pårørende og andre professionelle, der til daglig arbejder med døve og tegnsprog. Danske Døves Landsforbund er en non-profit interessepolitisk organisation, der arbejder for at forbedre døve og tegnsprogstalendes vilkår i samfundet - både med hensyn til uddannelse, arbejde og sociale sammenhænge. Læs mere om døve og tegnsprog på www.deaf.dk
Se tegnsprogsvideoerne på skat.dk/tegnsprog
Yderligere oplysninger:
Danske Døves Landsforbund: 35 24 09 10
SKAT: Borgere og virksomheder: tlf. 72 22 18 18; Journalister: tlf. 72 37 09 00