Den 9. marts i år lå årsopgørelsen for 2014 klar for 4,4 mio. borgere. Årsopgørelsen er den endelige afstemning af skatteansættelsen for alle almindelige skatteydere og udgør årligt cirka 450 mia. kr. I årsopgørelsen for 2014 har SKAT forbedret en lang række processer - blandt andet med automatiske overførsler af børnebidrag, befordringsfradrag og lejeindtægter.
- Det skal være så nemt som muligt at betale det korrekte i skat. Derfor har vi i forbindelse med årsopgørelsen for 2014 lanceret en række initiativer, som skulle gøre det enklere for borgerne. Det har blandt andet været at udvide de rubrikker på årsopgørelsen, som borgeren ikke selv kan rette i, samt at overføre beløb fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen for bl.a. befordring og børnebidrag. Derudover har SKAT igen i år udsendt forslag til ny forskudsopgørelse til mange borgere. Samlet set har det givet en god effekt - vi kan se, at antallet af personer med restskat er faldet markant, og det samme er den samlede restskat i kroner og ører, fortæller direktør for Kundeservice i SKAT Jonatan Schloss.
Årsopgørelse på farten
2014 var det første år, hvor man kunne tilgå sin årsopgørelse fra sin tablet eller smartphone. Over 700.000 ud af de 3,5 mio. borgere, som tjekkede deres årsopgørelse i TastSelv på skat.sk, valgte at tjekke sin årsopgørelse på denne måde. Allerede fra næste år er det planen, at man også kan rette og se sin tilrettede årsopgørelse direkte på smartphonen/tablet.
- Du har altid din telefon eller tablet lige i nærheden, og vi bliver mere og mere vant til, at vi kan klare alt fra bankforretning til indkøb, mens vi er på farten. Den udvikling stopper ikke, og derfor er det rigtigt vigtigt, at SKAT tilbyder nogle løsninger, som dels er tidssvarende, og dels imødekommer de behov og den adfærd, som borgerne har. Over 700.000 har brugt mobilen eller deres tablet til at se årsopgørelsen, og det taler sit tydelige sprog. Næste år vil det derfor også være muligt at rette sin årsopgørelse på sin telefon eller tablet, forklarer Jonatan Schloss.
Enklere procedurer for værdipapirer
Gennem en årrække er procedurerne for selvangivelse af tab og gevinster i forbindelse med aktier mv. blevet nemmere for skatteyderne. For eksempel beregner SKATs værdipapirsystem automatisk aktiegevinster/ -tab og overfører beløbet til årsopgørelsen. Samtidig gøres borgeren opmærksom på, at der mangler oplysninger på årsopgørelsen, hvis borgeren fx har solgt aktier i løbet af året, og SKAT ikke kender anskaffelsessummen.
I 2014-årsopgørelsen har der været en positiv udvikling på området, hvor i alt 356.000 borgere fik hjælp af værdipapirsystem til at få styr på deres aktieopgørelse. Det er det hidtil største antal borgere, der har draget nytte af systemet. 2012 var indtil 2014 rekordholderen på området med 288.000 borgere, som værdipapirsystemet hjalp til at beregne deres tab og gevinster på værdipapirer. Disse landvindinger har betydet, at skatteprovenuet på området er steget med over 1 mia. kr. i forhold til sidste år.
Se fakta om årsopgørelsen for journalister
Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere: tlf.: 7222 1818