Dato for udgivelse
20 Nov 2017 12:35
Resumé

Det amerikanske tilbudsfænomen Black Friday indtager snart Danmark. Med gode tilbud lokker udenlandske virksomheder de danske forbrugere. Men det er vigtigt at kende reglerne for moms og told, når varerne bliver købt på internetsider uden for EU.

 


Tilbud på de nyeste sneakers og jeans importeret fra for eksempel den anden side af Atlanten kan virke fristende for mange. Varerne kan dog hurtigt blive dyrere end forventet. Der følger nemlig en ekstra regning på told og moms med i købet, hvis varerne bliver sendt fra lande uden for EU.

- Det er vigtigt at holde øje med, hvilke lande varerne sendes fra, for elles kan de gode tilbud på nettet vise sig at blive en dyr fornøjelse. Fragtfirmaet sørger for, at der bliver afregnet told og moms. Og de tager også et gebyr for dette arbejde. Så hvis du vil undgå uventede ekstra regninger, skal du tjekke, hvilke lande varerne bliver sendt fra, forklarer Preben Buchholtz, underdirektør i SKAT.

Hjælp at hente på skat.dk
Køber man varer over nettet, som bliver sendt fra et land uden for EU, skal man som hovedregel betale told og dansk moms. Der skal betales moms ved køb over 80 kroner og told ved køb over 1.150 kr. Derudover skal man betale særlige afgifter af nogle varer, som for eksempel spiritus, kaffe og slik.

- På vores hjemmeside har vi lavet en beregner, der kan hjælpe med at opgøre den told og moms, som skal betales. Så kan man, allerede inden man bestiller varen se, hvad den endelige pris på varerne bliver. Og dermed undgår man overraskelser, siger Preben Buchholtz.

Til den opgjorte told og moms skal man regne med et gebyr fra det fragtfirma, der sender varen. Det koster normalt mellem 160-250 kr., som man skal lægge oveni den samlede pris.

Se SKATs beregner: skat.dk/toldberegner

Eksempler:
Et ur, der er på tilbud fra en hjemmeside uden for EU, koster inkl. fragt 1.050 kr., oveni kommer så moms på 25 procent, så prisen indtil videre er på 1.313 kr. Sluttelig vil det fragtfirma, der sender varen, opkræve et importgebyr for at fragte varen ind i landet.  

Et par cowboybukser, der bliver købt online fra et land uden for EU til 680 kr. inkl. fragt, skal der lægges 170 kr. oveni i moms. Så den samlede pris løber op i 850 kr. Derudover skal der betales et importgebyr til det fragtfirma, der står for forsendelsen.

En skijakke, der koster 1650 kr. inkl. fragt på en hjemmeside, hvor varen sendes fra et sted udenfor EU, skal der først betales told af varen (inkl. fragt). I dette tilfælde er tolden på tekstiler 12 pct, dvs., tolden på skijakken er på 198 kr. Så skal der betales moms af både prisen på skijakken (inkl. fragt) og tolden på de 198 kr. Momsen bliver 462 kr. Det bliver 2310 kr. i alt. Og ligesom i de andre eksempler vil fragtfirmaet opkræve et importgebyr for at tage varen ind i Danmark, og det beløb kommer oveni de 2310kr.

Faktaboks:

  • Moms: Du skal betale dansk moms, hvis du køber varer for mere end 80 kr. før fragt. Momsen beregnes af både varens pris, fragten og tolden. Du skal altid betale moms af spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter), parfume og eau de toilette, uanset hvor meget du køber.
  • Told: Du skal betale told, hvis du køber varer for mere end 1.150 kr. før fragt. Tolden beregnes af både varens pris og fragten. Du skal altid betale told af spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter), parfume og eau de toilette, uanset hvor meget du køber.
  • Særlige afgifter (punktafgifter): Du skal betale særlige afgifter af blandt andet spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter), slik, dæk, engangsservice og mineralolier.
  • Gebyr: Transportøren vil ofte opkræve gebyr i forbindelse med toldbehandlingen. SKAT har ikke noget med dette gebyr at gøre.