åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "F. Nedsættelse af beskatningsgrundlaget" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

GenereltPAL indeholder regler for nedsættelse af beskatningsgrundlaget.
 
Der skelnes mellem nedsættelse af beskatningsgrundlaget for henholdsvis institutionerne (dvs. skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1) og for indehavere af pensionsopsparingskonti i pengeinstitutter (dvs. skattepligtige efter PAL § 1, stk. 2).

For institutionerne findes nedsættelsesbestemmelserne i PAL § 7, stk. 1-7, 9 og 10, samt PAL §§ 15 og 16.  

For indehavere af pensionsopsparingskonti i pengeinstitutter findes nedsættelsesbestemmelserne i PAL § 7, stk. 7, 8 og 9.

Nedsættelsen efter PAL § 7, som gælder for både institutioner og pengeinstitutordninger, er knyttet til pensionsordninger tegnet før den 1. januar 1983, som stadig er i kraft ved indkomstårets udgang.

Nedsættelsesbestemmelserne i PAL §§ 15 og 16, gælder derimod kun for institutionerne. Disse nedsættelser aftrappes ikke, men varer i princippet så længe de omhandlede ordninger eksisterer.

Bestemmelsen i PAL § 7, stk. 1, 1. pkt., vedrører de institutioner, som har påtaget sig en forsikrings- eller pensionsforpligtelse, og som følge heraf har hensættelser til dækning herfor. Disse hensættelser er fordelt på de enkelte forsikringstagere eller medlemmer af en pensionskasse.
 
For de institutioner, der ikke har fordelte hensættelser - eller hvor bestemmelsen i PAL § 7, stk. 1, 1. pkt., ikke er direkte anvendelig - findes særregler i PAL § 7, stk. 3-6.
 
I alle tilfælde beregnes nedsættelsen på grundlag af en brøk. Forskellen består i, hvorledes tælleren henholdsvis nævneren, i denne brøk opgøres.

Nedsættelsesbeløbet skal reducere det samlede formueafkast, uanset om dette er positivt eller negativt. Er årets samlede formueafkast negativt, tillægges nedsættelsesbeløbet det negative formueafkast, som et positivt beløb, hvorved den reduktion, som er hensigten med bestemmelserne i Pal §§ 7, 15 og 16 opnås.


I det følgende gennemgås de forskellige nedsættelsesbestemmelser.