Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet, og fuldt skattepligtige personer er derfor skattepligtige hertil af deres samlede indkomst, hvad enten den hidrører her fra landet eller fra udlandet, jf. SL § 4. Dersom en given udenlandsk indtægt også er undergivet beskatning i udlandet, kan der forekomme dobbeltbeskatning.

Højesteret har ved dom af 12. august 2008, SKM2008.686.HR fastslået, at en person, der fra Norge, havde modtaget børnetilskud ("barnetillegg"), var skattepligtig af beløbet jf. SL § 4 og var blevet beskattet af dette her i landet. Det var ubestridt, at hun ikke opfyldte grundbetingelserne for at få udbetalt skattefrit børnetilskud efter de danske regler i børnetilskudslovens § 25, jf. ligningslovens § 7, litra p, og at ingen danskere i en tilsvarende situation med hensyn til samliv og modtagelse af børnebidrag ville være berettiget til sådanne tilskud.

Højesteret tiltrådte herefter, at det ikke udgjorde en diskrimination i strid med EØS-aftalens regler, at personen var blevet beskattet af det fra Norge modtagne børnetilskud.