Foreligger der ikke løbende bogføring af varer udtaget til eget forbrug, er SKAT berettiget til at fastsætte værdien heraf efter et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn må der tages hensyn til varesortimentets omfang, herunder om den pågældende over varekontoen indkøber varer, der ikke er almindelige for vedkommende branche. Desuden må der lægges vægt på husstandens størrelse, herunder antallet af børn og deres alder, samt antallet af medhjælpere på kost o.s.v.

Påstand om, at der ikke udtages varer til eget forbrug, eller at de udtagne varer betales kontant, bør kun godkendes, hvis skatteyderen kan bevise, at dette er rigtigt. Bevis kan f.eks. føres ved fremlæggelse af kuponer, paragonnotaer, kontoudskrifter eller lignende eller på anden måde. Endvidere må kræves, at den selvangivne indkomst levner plads til et passende privatforbrug. Selvom en handlende angiver ikke at udtage en bestemt varegruppe til sig selv, kan der evt. være tale om udtagning til gæster og gaver. 

SKM2004.39.ØLR (Dissens). En købmand, der var interessent i og drev et supermarked, var blevet forhøjet med værdi af forbrug af egne varer. Landsrettens flertal fandt, at skatteyderen i tilstrækkeligt omfang havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke havde udtaget dagligvarer uden betaling. Der var herefter ikke baggrund for at foretage skønsmæssig ansættelse. Retten lagde bl.a. vægt på skatteyderens og dennes hustrus forklaringer, som man fandt troværdige, og på kontoudtog, som understøttede forklaringerne.

Se endvidere SKM2003.255.VLR, SKM2003.292.ØLR og SKM2005.362.LSR om skønsmæssig ansættelse af forbrug af egne varer m.v.

Se LSRM 1970.111, hvor en planteskoleejer var indkomstskattepligtig af værdien af de planter, der var overført fra planteskolen til hans egen villahave.

Om landbrugeres forbrug af egne produkter, se afsnit E.E.4.10.

Vejledende mindstesatser for forskellige varegrupper.  

Handlendes forbrug af egne varer

Til brug ved udøvelsen af skønnet over værdien af eget vareforbrug, når der ikke foreligger bogføring heraf, har SKAT for 2011 fastsat nedenstående vejledende mindstesatser for forskellige varegrupper, jf. SKAT-meddelelse SKM2010.744.SKAT. For den enkelte handlende skal værdien ansættes ved en individuel sammensætning af værdien af de varegrupper, som den pågældende handlende har i sin forretning:

	2010	2011
Fødevarer	(12.140 kr.)	12.310 kr.
Drikkevarer	(3.750 kr.)	3.820 kr.
Tobak	(2.320 kr.)	2.720 kr.
Andet	(3.730 kr.)	3.820 kr.

 De ovenfor nævnte 3 hovedgrupper: Fødevarer, drikkevarer og andet, er sammensat af følgende varegrupper:

	2010	2011
Brød, mel, gryn, kager, pasta, ris	(2.350 kr.)	2.330 kr.
Kød og kødvarer	(2.610 kr.)	2.570 kr.
Fisk og fiskevarer	(640 kr.)	650 kr.
Mælk, fløde, ost, æg smør, margarine, olier mv.	(2.260 kr.)	2.360 kr.
Frugt, grøntsager og kartofler	(2.140 kr.)	2.110 kr.
Kaffe, te, kakao og sukker	(1.690 kr.)	1.840 kr.
Andre fødevarer	(450 kr.)	450 kr.
Sodavand o.lign.	(1.220 kr.)	1.260 kr.
Spiritus og likør	(340 kr.)	340 kr.
Vin, port-, frugt-, hedvin, champagne o.lign.	(1.150 kr.)	1.160 kr.
Øl	(780 kr.)	790 kr.
Andre drikkevarer	(260 kr.)	270 kr.
Rengørings- og pudsemidler og -udstyr	(550 kr.)	560 kr.
Planter, blomster, gødning o.lign	(950 kr.)	970 kr.
Aviser og tidsskrifter	(830 kr.)	860 kr.
Toiletartikler og andre småting til personlig pleje	(1.400 kr.)	1.430 kr.

For beklædning og fodtøj er fastsat følgende satser:

	2010	2011
Beklædning	(3.130 kr.)	3.120 kr.
Fodtøj	(880 kr.)	840 kr.

Ovenstående satser er ekskl. moms og svarer til 1 forbrugsenhed. 

Værdien af husstandens samlede skønnede forbrug kan opgøres således:

• Første person i husstanden over 14 år medregnes med 1 forbrugsenhed.
• Alle efterfølgende personer over 14 år medregnes hver med 0,5 forbrugsenhed.
• Børn under 14 år medregnes hver med 0,3 forbrugsenhed.
• Ved drikkevarer indeholdende alkohol medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.
• Ved tobak medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.

I alle tilfælde er det alderen ved indkomstårets begyndelse, der er afgørende for vægtningen.

Værdien af varegrupper, der ikke er omfattet af satserne, må medregnes efter et konkret skøn. 

For restauratører mv. skal satserne lægges til grund med et passende tillæg for eventuelle manglende varegrupper. Hvor restauratøren ikke selv udfører arbejdet i restauranten, må der tillige foretages et skønsmæssigt tillæg for lønudgifter.  

I et særligt tilfælde anerkendtes en skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget vareforbrug, da ikke alle varearter i én varegruppe førtes i forretningen, jf. TfS 1987, 325 LSR. 

SKM2003.229.LSR. En restauratør var skattepligtig af forbrug af egne varer for et barn, der var i vuggestue. Forbruget skulle som udgangspunkt ansættes efter Ligningsrådets satser, der dog skulle reduceres med en tredjedel, da barnet dagligt havde fået mad i vuggestuen.

For så vidt angår aktionærers udtag af selskabets varer til privat brug henvises til S.F.2.2.3 og TfS 1992, 587 VLD.

Privat andel af elektricitet, vand og varme

Privat andel af elektricitet, vand og varme fastsættes for 2011 på grundlag af følgende oplysninger om det årlige forbrug jf. SKM2010.744.SKAT:

Elforbrug
Til opvarmning	80 kWh pr. m2
Til varmt vand for 1-4 personer	3.000 - 3.600 kWh
Til lys og husholdning
-  for lejligheder	2.000 kWh
-  for parcelhuse	4.000 kWh

Vandforbrug

For en person fastsættes vandforbruget for 2011 til 113,5 liter pr. døgn. (For 2010 var satsen 117 liter pr. døgn.)

Olieforbrug

For et 1-familieshus på ca. 120-130 m² fastsættes olieforbruget for 2011 til 2.500 liter. (For 2010 var satsen 2.500 liter)

Naturgasforbrug

For et 1-familieshus på ca. 120-130 m² fastsættes gasforbruget for 2011 til 2.200 m³. (For 2010 var satsen 2.200 m³).

Træaffald

En virksomhedsindehaver, som anvender træafskær fra sin virksomhed til boligopvarmning, beskattes ikke af den derved opnåede besparelse. Der kan dog blive tale om reduktion af driftsudgifter til f.eks. transportomkostninger, som specielt kan henføres til anvendelsen af træet til privat opvarmning.

(Om halmfyring, fyring med korn og raps, varmegenvindingsanlæg og biogasanlæg, se afsnit E.E.4.3.1-3.)

For erhvervsdrivende, der efter reglerne herom beskattes skønsmæssigt af merudgifter til den private anvendelse af heste, der i øvrigt anvendes erhvervsmæssigt, udgør satsen for indkomståret 2011 2.770 kr. ekskl. moms pr. hest. (For indkomståret 2010 var satsen 2.700 kr. ekskl. moms pr. hest.) Se også afsnit E.E.3.3.

Værdiansættelse af kørsel i salgsbiler

Ligningsrådet har vedtaget en anvisning for beskatning af bilforhandlere, herunder brugtvognsforhandlere, der privat anvender biler, der indgår i virksomhedens varelager, jf. TfS 2000, 702 LR. Anvisningen er indarbejdet i SKAT-meddelelse SKM2010.744.SKAT. Når bilen indgår i virksomhedens varelager, skal bilforhandlere mv. beskattes af værdien heraf.

Biler med en salgspris på over 300.000 kr. er ikke omfattet af anvisningen. Værdien af den private anvendelse af sådanne biler beskattes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der bl.a. henses til bilens markedsværdi.

Såfremt der ikke er ført en kørebog, der efter sædvanlige krav hertil kan danne udgangspunkt for, hvor stor en del af kørslen der vedrører den private anvendelse af bilen, eller der ikke kan fremlægges anden form for fyldestgørende dokumentation for den private anvendelse, kan den anvendelse, der skal beskattes som privat anvendelse, skønsmæssigt fastsættes efter nedenstående retningslinier:

Den private kørsel fastsættes, medmindre særlige forhold gør sig gældende, skønsmæssigt til 8.000 km. årligt med tillæg af kørsel mellem hjem og arbejde og eventuel kørsel til fritidsbolig.

Værdien af den private anvendelse fastsættes til kørselsomfanget, jf. ovenfor, gange den til enhver tid gældende kilometertakst for befordringsgodtgørelse og skattefri godtgørelse jf. LL § 9 B. Kilometertaksterne er for 2011 fastsat ved  Bekendtgørelse nr. 1321 af 16. november 2010 om Skatterådets satser for fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring. Se endvidere herom afsnit A.B.1.7.2.2. En sådan positiv beskatning af  den private anvendelse er udtømmende, og der er som følge heraf fuld fradragsret for de afholdte driftsudgifter. Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og benytter varelagerbiler til privat kørsel, skal beskattes efter LL § 16, jf. VSL § 1, stk. 3, 6. pkt.

SKM2006.17.VLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en bilforhandler, der drev virksomhed i virksomhedsordningen, skulle beskattes af privat benyttelse af virksomhedens demo/salgsbiler, når han allerede blev beskattet af en blandet benyttet bil, der ikke indgik i varelageret. Skatteyderen påberåbte sig anvisningen om beskatning af bilforhandleres kørsel i virksomhedens varelager. Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren kunne beskattes af værdi af privat benyttelse af virksomhedens demobiler, uanset han allerede blev beskattet af en anden blandet benyttet bil, og at det ikke var en forudsætning, at denne bil blev benyttet samtidigt. Bilforhandleren og hans hustru havde haft rådighed over demobilerne, og det påhvilede derfor ham at sandsynliggøre, at demobilerne ikke havde været benyttet til privat kørsel. Landsretten lagde efter sagen oplysninger  om benyttelsen af demobilerne til grund, at disse havde været benyttet privat. Landsretten fandt det endvidere uden betydning for beskatningen, om den private benyttelse af demobilerne havde været af begrænset omfang, idet retten dog udtalte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den private kørsel i demobilerne havde haft et så ringe omfang, at det ville være åbenbart urimeligt at beskatte værdien af den private kørsel, henset til den samtidige beskatning af værdien af den private kørsel i den blandet benyttede bil.

Privat brug af multimedier

Selvstændigt erhvervsdrivendes telefonudgifter er fra og med indkomståret 2010 omfattet af reglerne om multimediebeskatning.

Ved lov nr. 519 af 12. juni 2009 er der med virkning fra og med indkomståret 2010 indført særlige regler for beskatning af multimedier, som en arbejdsgiver stiller til privat rådighed for en ansat. Disse regler finder tilsvarende anvendelse for multimedier, som indgår i en erhvervsvirksomhed, og som den selvstændigt erhvervsdrivende har privat rådighed over. Dette følger af LL § 16, stk. 13, 1. pkt., jf. stk. 1, 1. pkt. og stk. 12.

Loven er ændret ved lov nr. 1563 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven (Ægtefællerabat vedrørende multimediebeskatningen). Ændringen, som har virkning fra og med indkomståret 2011, omtales nedenfor.  

Multimedier

Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsafgifter, samt adgangen til datakommunikation via internetforbindelse, herunder éngangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Om den nærmere afgrænsning af begrebet "multimedie" henvises til DJV Personbeskatning afsnit C.A.5.2.1.4. 

Beskatningen

Reglerne om multimediebeskatning medfører, at den selvstændigt erhvervsdrivende bliver beskattet af fri telefon, pc og internetforbindelse, uanset om den pågældende får stillet ét eller flere af de nævnte goder til rådighed for privat brug. Rådighed over sådanne multimedier værdiansættes til 3.000 kr. pr. år. Beløbet reguleres som udgangspunkt efter PSL § 20, men reguleringen er suspenderet, således at satsen er uændret 3.000 kr. for hvert af indkomstårene 2010-2013. Den selvstændigt erhvervsdrivende skal indtægtsføre de 3.000 kr. som personlig indkomst (B-indkomst), nærmere bestemt som overskud af virksomhed, og indtægten indgår i bidragsgrundlaget, jf. AMBL, se nærmere afsnit E.B.8. . 

Hvis den private rådighed over multimediet begrænser sig til en del af indkomståret, beskattes rådighedshaveren alene i forhold til den periode (påbegyndte måneder), vedkommende har rådighed over multimediet.

Rådighed 

Multimediebeskatningen er en rådighedsbeskatning, hvilket betyder, at det er muligheden for at bruge goderne privat, der udløser skat. Det er således ikke afgørende, om den erhvervsdrivende mv. rent faktisk bruger et af de omfattede multimedier privat.

En selvstændigt erhvervsdrivendes almindelige private brug af multimedier, som befinder sig i den pågældendes virksomhed, der ikke drives fra hjemmet, udløser som udgangspunkt ikke multimediebeskatning hos den pågældende. Dette gælder også bærbare multimedier.

Hvis den selvstændige blot én gang tager et multimedie, der indgår i den erhvervsmæssige virksomhed, med hjem, anses godet for at være bragt ind i den private sfære med en deraf følgende formodning for, at den pågældende har privat rådighed over multimediet. Denne formodning kan kun vanskeligt afkræftes og da kun ved meget sikre beviser for, at multimediet alene er brugt erhvervsmæssigt.

En fastnettelefon, en internetforbindelse eller en stationær pc, der indgår i den erhvervsmæssige virksomhed, og som er installeret i hjemmet, vil altid udløse multimediebeskatning.

Multimedier, der befinder sig i en virksomhed, der drives fra hjemmet (blandet bolig/erhverv) udløser som udgangspunkt multimediebeskatning, fordi der er formodning for, at der er privat rådighed over multimediet. Det vil derfor være særdeles vanskeligt for den selvstændigt erhvervsdrivende, der driver virksomhed fra bopælen - også selv om det sker fra separate lokaler - at afkræfte formodningen om den private rådighed over multimediet. Der skal foreligge meget sikre beviser for, at multimediet alene er brugt erhvervsmæssigt.

Øvrige personer i husstanden

Ifølge forarbejderne til LL § 16, stk. 12, dækker arbejdstagerens private rådighed, at øvrige personer i arbejdstagers husstand også har mulighed for at bruge de pågældende multimedier, men altså ikke, at arbejdsgiveren mv. direkte stiller multimedier til rådighed for arbejdstagerens ægtefælles og børns private benyttelse. Hvis der reelt er tale om, at multimedier stilles til rådighed for arbejdstagerens ægtefælle, børn eller andres private brug, skal arbejdstageren ud over multimediebeskatningen, også beskattes af markedsværdien af de multimedier, der stillet til rådighed for ægtefællen, børn m.v. 

Disse regler gælder ifølge LL § 16, stk. 13, også i de tilfælde, hvor en virksomheds multimedier er stillet til privat rådighed for virksomhedsejeren. 

Reglerne om multimediebeskatning af den ægtefælle, der arbejder med i virksomheden, gælder uanset, om ægtefællen arbejder som ansat i sin ægtefælles virksomhed (KSL § 25 A, stk. 7), om begge ægtefæller deltager ligeligt i driften af deres fællesejede virksomhed (KSL § 25 A, stk. 8), eller om en del af virksomhedens overskud overføres til den medarbejdende ægtefælle (KSL § 25 A, stk. 3). 

Se herom i DJV Personbeskatning afsnit  C.A.5.2.2.2.6 og henvisning dér til medarbejdende ægtefælle.

Hvis virksomheden drives fra et sted uden for hjemmet, vil der, hvis en af ægtefællerne tager multimedierne med hjem, være formodning for disses private rådighed over multimedierne, som vanskeligt kan afkræftes. I relation til hjemmeboende børn vil multimediebeskatning kunne undgås - afhængig af de konkrete forhold, jf. princippet i SKM2010.409.SR, der dog angik et en virksomhed, der blev drevet fra hjemmet.     

Hvis virksomheden drives fra hjemmet, vil det ligeledes være vanskeligt at afkræfte, at ikke også den "medarbejdende" ægtefælle, ikke har haft privat rådighed over multimedierne, også selv om multimedierne befinder sig i den erhvervsmæssige del af den blandet benyttede ejendom. Se SKM2010.409.SR, hvor Skatterådet fandt, at indehaver og medarbejdende ægtefælle skulle multimediebeskattes af 3.000 kr. hver i et tilfælde, hvor en selvstændigt erhvervsdrivende fra egen bopæl drev erhvervsvirksomhed, i hvis drift indgik telefon, internetforbindelse, computere, printer, specialiseret software og mobiltelefon. En hjemmeboende søn, der havde et beskedent job i virksomheden, blev dog ud fra en en konkret bedømmelse ikke anset for multimedieskattepligtig.

Det beror på en konkret vurdering, om multimedier anses for at være stillet direkte til privat rådighed for den "medarbejdende" ægtefælle, eller om denne ægtefælles private anvendelse af multimedier sker i kraft af den pågældendes status som en del af husstanden. Hvis den "medarbejdende" ægtefælle, blot har fået lov at låne den erhvervsdrivendes multimedie, vil den "medarbejdende" ægtefælle ikke blive anset for multimedieskattepligtig. Også hjemmeboende børns eventuelle multimedieskattepligt afgøres konkret, som det skete i SKM2010.409.SR. 

I den konkrete bedømmelse indgår den enkelte sags faktiske omstændigheder, herunder karakteren af fx ægtefællens arbejdsfunktioner, samt antallet og typen af multimedier i virksomheden. Mere konkret ser man på, hvad ægtefællen beskæftiger sig med i virksomheden, om der er flere goder af samme art til rådighed, og i bekræftende fald, om der er en reel begrundelse herfor, fx at virksomhedsejeren har flere boliger. 

Ægtefællerabat.

Med virkning fra og med indkomståret 2011 gælder en særlig regel i LL § 16, stk. 12, 5. pkt., for ægtefæller, der begge omfattes af multimediebeskatning.

Ægtefællerabatten indebærer, at den skattepligtige værdi af multimedierne for hver enkelt ægtefælle nedsættes med 25 %.

Det er dog følgende betingelser for at opnå nedsættelse:

• Ægtefællerne skal begge være omfattet af multimediebeskatningen i LL § 16, stk. 12, 1. pkt. Nedsættelsen kan opnås både, hvor ægtefællerne er omfattet af multimediebeskatningen i hele indkomståret og, hvor begge eller blot den ene ægtefælle kun er omfattet af multimediebeskatningen i en del af indkomståret.
• Ægtefællernes samlede skattepligtige værdi af multimedier skal før reduktionen udgøre mindst 4.000 kr. for indkomståret. Beløbet reguleres som udgangspunkt efter PSL § 20, men reguleringen er suspenderet, således at satsen er uændret 4.000 kr. for hvert af indkomstårene 2010-2013.
• Ægtefæller skal være samlevende ved indkomstårets udgang. Det indebærer, at hvis et par gifter sig i løbet af et indkomstår og er samlevende ved indkomstårets udgang, opnås ægtefællerabatten for hele indkomståret. Dette gælder uanset, hvornår på året parret indgår ægteskab. Registreret partnerskab ligestilles med ægteskab i skattelovgivningen. Ægtefællerabatten gælder derfor også for registrerede partnere.

For personer, der omfattes af den reducerede beskatning, kan rabatten først gives i forbindelse med årsopgørelsen. Det skyldes, at arbejdsgiverne ikke har de fornødne oplysninger om en ansats ægtefælle. Derfor vil den ansatte i løbet af indkomståret blive foreløbigt beskattet af det fulde multimediebeløb, ligesom det er tilfældet, hvor der for en person opkræves multimedieskat hos to arbejdsgivere.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan dog i et vist omfang selv tage højde for rabatten i forhold til den løbende skattebetaling. Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og opfylder betingelserne for at opnå ægtefællerabat, skal tillægge 2.250 kr. til virksomhedens resultat samt anse et tilsvarende beløb for hævet. Beløbet på 2.250 kr. forudsætter dog, at den selvstændigt erhvervsdrivende har multimedier til privat rådighed hele året, og at ægtefællen mindst er omfattet af multimediebeskatning i 4 måneder. For en ugift samboende selvstændigt erhvervsdrivende er beløbet dog 3.000 kr., idet der i så fald ikke er ægtefællerabat.

Se nærmere om ægtefællerabatten DJV Personbeskatning afsnit C.A.5.2.1.3.

Fradrag, afskrivning, moms m.v. 

Når den selvstændigt erhvervsdrivende har privat rådighed over multimedier, kan udgifter vedrørende de pågældende multimedier ifølge LL § 16, stk. 13, 2. pkt., fradrages som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Om afskrivning henvises til afsnit E.C.2.5.2. 

Hvis virksomheden drives i virksomhedsordningen, kan de pågældende multimedier - ligesom  biler - indgå i virksomhedsordningen se afsnit E.G.2.1.6.5.

Ifølge LL § 16, stk. 2, kan abonnementsudgifter til telefon uden for arbejdsstedet ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Erhvervsmæssige samtaleudgifter vedrørende telefon uden for arbejdsstedet kan for erhvervsdrivende fradrages som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LL § 16, stk. 2, vil f.eks. være aktuel for en selvstændigt erhvervsdrivende, som har multimedier stillet til rådighed for privat brug via sin virksomhed og derudover på sin bopæl har en fast-nettelefon, som den pågældende har betalt af egne beskattede midler. Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende foretager erhvervsmæssige samtaler fra denne privatejede telefon, vil vedkommende ifølge LL § 16, stk. 2, være afskåret fra at få fradrag for abonnementsudgiften, men kunne fradrage de erhvervsmæssige samtaleudgifter. For så vidt angår moms af multimedierne finder de almindelige regler anvendelse. Det afgørende for momsmæssigt fradrag er momsbeløbet på indkøbet og den faktiske anvendelse af det indkøbte, herunder fordelingen mellem den private og erhvervsmæssige anvendelse, som sker efter et skøn, jf. ML § 38, stk. 2, og Momsvejledningens afsnit J.2.1.2.

Hvis den selvstændige også er lønmodtager

Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende også er lønmodtager, og vedkommende har privat rådighed over multimedier fra både sin egen virksomhed og som ansat, bliver den pågældende kun multimediebeskattet én gang af 3.000 kr. I den nævnte situation kan den erhvervsdrivende vælge, om beskatningen skal ske via vedkommendes arbejdsgiver eller via virksomheden.

Hvis virksomheden drives i virksomhedsordningen, kan en erhvervsdrivende, der også er lønmodtager, vælge at lade multimediebeskatningen foretage via den af arbejdsgiveren indeholdte skat og dermed undlade at foretage hævning i virksomhedsordningen

Afgørelse

SKM2010.836.SR. Skatterådet udtalte i en konkret sag, hvor det var oplyst, at eksterne konsulenter var selvstændigt erhvervsdrivende og fik stillet en bærbar computer til rådighed af spørger, at hvis konsulenterne havde den til rådighed for privat brug, skulle de multimediebeskattes. Det forhold, at spørger stillede en computer til rådighed for konsulenterne af og til, når der var behov for, at konsulenterne skulle kobles op på spørgers interne netværk og af sikkerhedsmæssige grunde ikke måtte anvende deres egen computer, ville ikke ændre på konsulenternes status som selvstændigt erhvervsdrivende.

Om multimediebeskatning i øvrigt henvises til C.A.5.2.