Alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kan fradrages. Ydes en del af lønnen i form af naturalier, f.eks. i form af frit ophold eller blot i form af fri kost eller fri bolig, er arbejdsgiverens udgifter hertil fradragsberettigede, jf. f.eks. LSRM 1980, 145 om en depotejers fradrag for udgifterne ved udlevering af overenskomstmæssigt fastsat »drikkeøl« til personalet.

Arbejdsgivere kan endvidere fratrække en række ydelser til personalet, som de ikke direkte er forpligtet til at betale, f.eks. udgifter til personalefester, skovture, julefrokoster mv. I LSRM 1984, 30 blev en stenhuggermester, der havde overværet et boksestævne sammen med to medarbejdere, dog nægtet fradrag for billetudgiften.

Tilskud til personaleforeninger er fradragsberettigede, f.eks. tilskud til afholdelse af personalefester eller til afholdelse af udgifter vedrørende firmasport. Ligeledes er tilskud til en rejseforening anset for at være fradragsberettiget, jf. bl.a. LSRM 1984, 118.

I TfS 1991, 501 ØLD anerkendte Østre Landsret, at et selskab havde fradragsret for tilskud til personalets kunstforening, idet formålet med selskabets tilskud til foreningen, som var åben for alle medarbejdere, var sædvanlig personalepleje. Udlodning af kunstværker til foreningens medlemmer fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. Se kommentaren hertil i TfS 1992, 27 DEP.

En banks udgifter til repræsentantskabets årlige sommermøde, hvor halvårsregnskabet blev forelagt, men hvortil også hørte udflugter med ægtefæller, blev anset for personaleudgifter og derfor fradragsberettigede, TfS 1988, 618 LSR. Se også TfS 1999, 783 LSR, hvor Landsskatteretten anerkendte fuld fradragsret for udgifter til ikke ansatte ægtefællers deltagelse i et personalearrangement.

I SKM2001.66.ØLR anså Landsretten operationsudgiften til en interessents hjerteoperation for at være en fradragsberettiget driftsomkostning. Landsretten henviste bl.a. til bestemmelserne i interessentskabskontrakten om interessenternes månedlige vederlag, også i tilfælde af sygdom, om fordelingen af de årlige over-/underskud og efter interessentens forklaring om arbejdsforholdene i revisionsfirmaet, herunder om betydningen af navnlig den syge medinteressents arbejdsindsats.

I SKM2008.662.SR bekræftede Skatterådet, at en virksomhed kunne foretage fradrag for dækning af en enkelt medarbejders udgifter til operation som en lønudgift, jf. statsskattelovens § 6. Forholdet fandtes ikke at være omfattet af ligningslovens § 30, da betalingen ikke var et led i virksomhedens generelle personalepolitik.

I SKM 2010.156.LSR fandt Landsskatteretten - modsat Skatterådet (SKM2008.709.SR) - at et selskabs udbetaling af bonus til medarbejdere i form af fantomaktier ved salg af selskabet kunne anses for en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at bonusaftalerne blev indgået i forbindelse med en enkelt investors indtræden i selskabet, og at den hidtidige medarbejderaktieordning ophørte. I øvrigt henså Landssketteretten til, at bonusaftalerne ikke blev indgået i forbindelse med bestræbelser på salg af selskabet, at bestemmelsen om bonusudbatling ved salg måtte anses for at skulle udligne den vilkårlighed, der lå i, at den løbende bonusudbetaling skulle være knyttet til udbytteudlodningen, og at en tilsvarende bonusudbetaling skulle foretages, hvis medarbejderen fratrådte. På den baggrund fandtes også bonusudgifterne - også i forbindelse med salg af selskabet - at skulle belønne medarbejdernes løbende arbejdsindsats i virksomheden og således at være knyttet til selskabets løbende drift. Landssketteretten understreger i sin afgørelse, at denne er konkret. Se om udgifter til sundhedsbehandling afnit E.B.3.1.9 (selvstændigt erhvervsdrivende) og LV Almindelig del afsnit A.B.1.9.24 (arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter).

En fabrikant fik ikke fradrag for en udgift på 4.058 kr., som han havde betalt til forskellige børneinstitutioner for pasning af medarbejdernes børn. Det var oplyst, at virksomheden havde en mundtlig aftale med nærliggende vuggestuer, børnehaver og fritidshjem om, at medarbejdernes børn i akutte tilfælde midlertidigt kunne passes der. Arbejdet i virksomheden var stærkt specialiseret og krævede langvarig oplæring, og for at undgå afbræk i produktionen havde firmaet påtaget sig at betale de pågældende udgifter. Der forelå ingen mulighed for at specificere disse udgifter på de enkelte medarbejdere, som heller ikke var beskattet af ydelserne, LSRM 1980, 29.

Om tab ved udlån til eller kaution for personalet, se afsnit E.A.2.8.

I SKM2009.271.HR blev en bonus til to direktører for en ekstraordinær arbejdsindsats i forbindelse med salg af selskabet ikke anset for en fradragsberettiget driftsomkostning i selskabet. Højesteret fandt, at den udbetalte bonus ikke havde den tilknytning til selskabets drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedlige indkomsten - der må kræves, for at udgiften kan anses for en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a.

Højesteret henviste til, at direktørernes krav på bonus var betinget af, at selskabet blev solgt endeligt, og at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet, ligesom bonussens størrelse alene afhang af salgsprisen for selskabet.

Højesteret lagde efter indholdet af aftalen om direktørbonussen og efter de afgivne forklaringer til grund, at aftalen havde til formål at vederlægge de to direktører for at udføre arbejde i forbindelse med salgsbestræbelserne og for at sikre, at de forblev ansat, indtil endeligt salg var aftalt - begge dele med henblik på at opnå den højst mulige salgspris for selskabet.

I SKM2008.859.SR bekræftede Skatterådet derimod, at et selskab ville kunne fradrage udgiften til fastholdelsesbonus til ledende medarbejdere som en driftsudgift. Forholdet var nærmere, at medarbejderen skulle undlade at opsige sin stilling i en periode, der spændte fra 6-12 måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor selskabet var blevet solgt. Bonussens størrelse kunne højst udgøre et beløb, der svarede til mellem 6 og 24 måneders ekstra løn, men afhang nærmere af, hvor lang tid medarbejderen havde været ansat i selskabet, og hvor i hierarkiet den pågældende havde været placeret. I sagen påhvilede bonusudgiften selskabet, efter det var solgt, og bonussens størrelse var ikke fastsat på grundlag af den sum, det havde indbragt ved salg.

I SKM2008.956.SR nægtede Skatterådet det spørgende selskab fradragsret for bonus-udbetalinger til medarbejdere bl.a med den begrundelse, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer.

I SKM2008.957.SR nægtede Skatterådet ligeledes det spørgende selskab fradragsret for bonus-udbetalinger til medarbejere med den begrundelse, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer, og med den begrundelse, at der fandtes at være tale om transaktionsbonusser, som i henhold til praksis ikke anses for at vedrøre indkomsterhvervelsen.

I SKM2009.555.ØLR (anket) nægtede landsretten det sagsøgende selskab, som ikke var næringsdrivende med køb og salg af aktier, fradragsret ved indkomstopgørelsen for bonus, der var udbetalt til direktøren i forbindelse med salg af aktier i selskabet, og som var beregnet som en procentdel af den ved salget opnåede aktieavance. Bonusudgifterne fandtes ikke at have den til driftsfradrag fornødne sammenhæng med selskabets løbende indkomsterhvervelse, men måtte anses for at være afholdt for at sikre selskabets formue (aktierne). Endvidere fastslog landsretten, at selskabet ikke kunne anses for rette omkostningsbærer af nogle udgifter, der var knyttet til nogle koncerninterne overdragelser.

I SKM2009.603.ØLR nægtede landsretten ligeledes et selskab fradrag i indkomstopgørelsen for pensionsindbetalinger for hovedaktionæren og henviste til, at hovedparten af det arbejde, som hovedaktionæren var blevet vederlagt for, havde bestået i forhandlinger om salg af et datterselskab. På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at der havde været en driftsmæssig begrundelse for indbetalingen af pension til hovedaktionæren.l

►I SKM2010.498.BR (Appelleret) nægtede byretten en virksomhed fradrag for udgifter til flybilletter til to litaueres hjemrejse, fordi de ikke måtte arbejde i virksomheden. Fradraget blev ikke godkendt, fordi der ikke var tale om en pligtmæssig handling for virksomheden◄.

►I SKM2010.674.BR (Appelleret) kunne et anpartsselskab ikke fradrage en udgift på 150.000 kr., der var afholdt som en reklameudgift over for en lystfiskerforening, der havde 8 medlemmer, hvoraf det ene medlem ejede 50 pct. af anparterne i selskabet, som en personaleudgift. Udgifterne var ikke afholdt løbende på baggrund af en reklameaftale, der var indgået med foreningen, og udgifterne var således ikke til dækning af konkrete personalearrangementer. Der var heller ikke dokumentation for omfanget eller karakteren af arrangementerne eller oplysninger om deltagerne.◄