Nogle arbejdsgivere udbetaler til tidligere ansatte en form for understøttelse eller pensionslignende ydelse, uden at denne kan anses som led i en egentlig pensionsordning. Understøttelsen ydes ofte til tidligere ansatte, der af en eller anden grund har været afskåret fra at deltage i en egentlig pensionsordning. Uanset om lønmodtageren har indbetalt bidrag til understøttelsesordningen eller ej, og uanset om sådanne bidrag har været fradragsberettigede, er alle udbetalinger af denne art indkomstskattepligtige.