På det andet trin af beregningen fastsættes et såkaldt normtal for hver af kategorierne enfamiliehuse, rækkehuse m. v. og sommerhuse, der sammen med grundværdierne skal udtrykke ejendomsværdiniveauet i området. Det fremtræder som en angivelse i kroner af bygningsværdien pr. kvadratmeter vægtet etageareal i et "standardhus". Det generelle normtal beregnes på grundlag af alle frie salg, der har fundet sted i hele landet i indsamlingsperioden, jf. indledningen til dette afsnit. For ejerlejligheder se yderligere B.1.1.6.

Standardhuset anvendes som fælles målestok overalt i landet. Afviger en ejendoms bygninger fra standardhusets i henseende til alder, størrelse eller kvalitet, forhøjes eller nedsættes bygningsværdien med udgangspunkt i normtallet. I forslagssystemet opdeles salgene efter de egenskaber ved ejendommene, der er registreret i Bygnings- og Boligregisteret (BBR). For hver af kategorierne enfamiliehuse, rækkehuse m. v., sommerhuse og ejerlejligheder analyseres forholdet mellem priser og egenskaber. På grundlag heraf udmåles størrelsen af de tillæg til og fradrag i bygningsværdien, som afvigelserne betinger.

Det er kun egenskaber, som er registreret i BBR, der kan inddrages i analyserne. Bygningernes almindelige vedligeholdelsestilstand registreres ikke. Der må derfor korrigeres for dette og andre ikke registrerede forhold under SKATs gennemgang af ansættelserne, se B.1.1.5 og B.1.2.

Med gennemførelsen af denne del af analysen er den første fase af forslagsberegningen afsluttet. Resten af processen i forslagsberegningerne drejer sig om at beregne det lokale vurderingsniveau. Her inddrages de allerseneste salg samt de grundværdier, som SKAT påregner at ansætte, nemlig resultaterne af henholdsvis 1. og 2. grundværdiberegning, se C.2.1.1.