Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 6. november 1996, har sagsøgeren, D A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, skal anerkende, at sagsøgte ikke er berettiget til hos sagsøgeren at efteropkræve for lidt betalt told og importmoms med 530.570,89 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. Sagsøgte har endvidere i et processkrift af 31. marts 1999 nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes til sagsøgte at betale 530.570,89 kr. med tillæg af rente 1,3 % pr. påbegyndt måned af 77.437,73 kr. fra den 1. maj 1990, af 93.985,36 kr. fra den 1. juni 1990, af 61.117,66 kr. fra den 1. august 1990, af 9.179,42 kr. fra den 1. september 1990, af 83.921,60 kr. fra den 1. december 1990, af 58.491,96 kr. fra den 1. april 1991 og af 146.437,16 kr. fra den 1. juni 1991 alt til betaling sker.

Sagsøger har nedlagt påstand om frifindelse heroverfor.

Sagen angår

I perioden februar 1990 til april 1991 importerede D via agenter et større antal T-shirts fra Bangladesh. Som dokumentation for varernes oprindelse blev der ved D fortoldningsangivelser vedlagt i alt 13 GSP-certifikater, der fremstod som udstedt af den kompetente myndighed i Bangladesh, Export Promotion Bureau (E.P.B.). D opnåede på grundlag heraf toldfrihed efter reglerne om toldpræference vedrørende import til EF af varer fra visse udviklingslande.

På grund af en mistanke om, at tekstilvarer importeret med angivet oprindelse i Bangladesh kunne være af kinesisk oprindelse, anmodede EF-Kommissionen, ifølge sagsøgte i december 1991 de enkelte medlemslandes toldmyndigheder om at iværksætte kontrol af, om tekstilvarer angivet med oprindelse i Bangladesh faktisk havde denne oprindelse. De danske toldmyndigheder fremsendte herefter en række GSP-certifikater til Kommissionen, der fremsendte dem til E.P.B. i Bangladesh til verifikation. Heriblandt var 9 af de 13 certifikater, der er omhandlet i denne sag.

Ved en skrivelse, som parterne er enige om retteligt er af 22. juli 1992, meddelte Bangladesh' Ambassade i Bruxelles Kommissionen, at resultaterne af en verifikationsundersøgelse havde vist, at 165 ud af 241 undersøgte certifikater ikke var udstedt af E.P.B. På den vedlagte liste over GSP-certifikater udstedt af E.P.B. var de her omhandlede 9 certifikater angivet som ikke udstedt af E.P.B.

Ved skrivelse af 31. oktober 1992 sendte E.P.B. til Kommissionen en kopi af registeret over de certifikater, der i blandt andet den her omhandlede periode var udstedt af E.P.B. til Danmark. Ingen af de 13 certifikater, heller ikke de 4 ikke forelagte, fremgik af dette register. På listen over forelagte certifikater, der ikke var udstedt af E.P.B., fremgik stadig de ovenfor nævnte 9 certifikater. Af skrivelsen fremgik endvidere, at det ved undersøgelse af de nævnte certifikater blev fastslået, at faksimilestemplet på certifikaterne ikke svarede til faksimilestemplet på de godkendelsespåtegninger, som E.P.B. havde autoriseret til sådanne formål.

Den 17. december 1992 blev der afholdt et møde mellem Told- og Skatteregion City og D, hvor der af regionen bl.a. blev udleveret en skrivelse af samme dato med beskrivelse af de ovennævnte undersøgelser. I skrivelsen er bl.a. anført:

"...

Forudsætningerne for den begærede - og opnåede - toldfrihed er herved bortfaldet, og der skal derfor iht Skatteministeriets daværende lovbekendtgørelse nr. 610 af 14.10.1988 med senere ændringer § 2, jf. nuværende lovbekendtgørelse nr. 153 af 27.2.1992, § 2, erlægges tarifmæssig told. Bortfaldet af toldfriheden medfører endvidere, at der skal ske regulering af den beregnede importmoms.

Under hensyntagen til EF's gældende bestemmelser vedr. forældelse af efteropkrævning af told m.v., skal regionen herved meddele firmaet A/S D krav om betaling af told, foreløbigt beregnet til 434.894,59 kr., samt betaling af importmoms, foreløbigt beregnet til 95.676,68 kr., alt vedr. før omtalte fortoldningsekspeditioner.

..."

Ds advokat afviste i skrivelse af 21. december 1992 kravet og anførte, at regionen ville høre nærmere fra ham, når han havde haft lejlighed til at gennemgå sagen med sin klient.

Ved skrivelse af 21. februar 1994 fra Told- og Skatteregionen til D anførtes bl.a.:

"...

Da selskabet - eller dets advokat - ikke har rettet henvendelse hertil, har regionen iht. lov nr. 1116 af 22. december 1993 (toldloven) § 39, stk. 2, jf. vedlagte opgørelse af 21.2.1994, ansat den skyldige told til kr. 434.894,61 og den skyldige importmoms til kr. 95.676,28, i alt kr. 530.570,89, som A/S D jf. samme lovs § 39, stk. 1, som importør hæfter for.

..."

Ds advokat afviste ved skrivelse af 2. marts 1994 på ny selskabets betalingsforpligtelse.

Den 19. august 1996 meddelte Told- og Skattestyrelsen Ds advokat følgende afgørelse:

"Told- og Skattestyrelsen har ved flere lejligheder skrevet til Dem i forbindelse med ovennævnte sag.

De er i breve af h.h.v. 27. januar 1995, 23. august 1995 og 11. oktober 1995 blevet anmodet om dels at præcisere, hvad De konkret klagede til Styrelsen over og dels at fremkomme med en udtalelse vedr. brev fra Told- og Skatteregion City dateret 25. november 1994.

Told- og Skattestyrelsen har, på trods af udebleven reaktion fra Deres side, valgt at behandle sagen som en klage over selve Told- og Skatteregion City's afgørelse (efteropkrævning af for lidt betalt told, kr. 530.570,89).

Told- og Skattestyrelsen skal herefter meddele, at den af Told- og Skatteregion City trufne afgørelse fastholdes.

Begrundelsen herfor er følgende:

I december 1991 meddeler EU-Kommissionen medlemslandene, at der er begrundet mistanke om, at der foregår svindel med det generelle præference system (GSP) i Bangladesh. Det drejer sig om forkert opgivelse af oprindelsen af tekstiler.

På denne baggrund sender medlemslandenes toldvæsener - herunder Told og Skat i Danmark - en lang række GSP-certifikater til efterfølgende kontrol hos myndighederne i Bangladesh.

I skrivelse fra de kompetente myndigheder i Bangladesh af 31. oktober 1992 fremgår resultatet af den meget omfattende verifikation (kopi vedlagt).

Skrivelsen omfatter dels en liste over fremsendte certifikater, som de kompetente myndigheder IKKE har udstedt og dels kopi af det register, som de kompetente myndigheder fører over de certifikater, der udstedes.

Af disse lister fremgår, at de af Deres klient fremviste oprindelsesdokumenter (Form A), fremvist i forbindelse med 9 fortoldninger af varer fra Bangladesh i perioden 24. januar 1990 - 6. marts 1991, enten 1) positivt fremgår af listen over certifikater, der ikke er udstedt af myndighederne eller 2) ikke fremgår af listen over de af myndighederne udstedte certifikater.

De 13 omfattede certifikater anses derfor for ugyldige.

Der kan derfor ikke gives præferencetoldbehandling, idet forudsætningen for at opnå præferencetoldbehandling efter GSP-reglerne er fremlæggelse af gyldigt Form A (jf. dagældende Rådsforordning 693/88 art. 7 - kopi vedlagt).

Der er således ved fortoldningen af de indførte varesendinger betalt for lidt i told og importmoms.

Forskellen mellem den betalte told/importmoms og den faktiske toldskyld/importmoms skal derfor, jf. dagældende Rådsforordning 1697/79 art. 2 (kopi vedlagt), efteropkræves af toldmyndighederne - dvs. i dette tilfælde Told- og Skatteregionen City.

Styrelsen må på baggrund af ovenstående fastholde den af Told- og Skatteregion City trufne afgørelse af 17. december 1992 som gentaget i skrivelse af 21. februar 1994.

Senere endelige administrative afgørelse kan indenfor 3 måneder fra dato indbringes for domstolene, jf. toldlovens § 71, stk. 5."

D anlagde herefter denne sag.

Til brug for sagen er fremlagt den rapport, som Kommissionen udarbejdede over de undersøgelser, der blev foretaget i oktober og november 1992 i Bangladesh på grundlag af mistanken om bedrageri med tekstilvarer. I rapporten er bl.a. i dansk oversættelse anført:

"3. INDLEDENDE UNDERSØGELSER I HONG KONG

...

3.2. Disse undersøgelser bekræftede såvel det overordnede omladningselement af "Bangladesh-handelen" som det mere specifikke, at de varer, som blev omladet - hovedsageligt tekstilvarer i kategori 4 - oprindeligt var afsendt (via Hong Kong) fra Folkerepublikken Kina - bekræftende dokumentation herfor fandtes i de relevante arkiver vedrørende fritagelsesordningen for fragt omladet i Hong Kong (Hong Kong xxx xxx xxx).

...

4. ANDRE UREGLEMÆSSIGHEDER I BANGLADESH

- Det generelle præferencesystem (GSP)

4.1 I tillæg til og parallelt med "omladningselementet" i sagsakterne dokumenterede undersøgelserne systematiske uregelmæssigheder med hensyn til en tilsyneladende forfalskning af GSP-oprindelsescertifikater formular A, der benyttes til at medfølge hovedparten af de bangladeshiske tekstiludførsler til Fællesskabet.

Eksportfremmebureauet

5.2 Medarbejdere fra Eksportfremmebureauet har bekræftet, at selvom der var krav om, at selskaber, der ansøgte om oprindelsescertifikater/formular A, skulle registreres hos Eksportfremmebureauet, var systemet med registreringer ikke blevet iværksat før i slutningen af 1991. Et system med overførsel af journaler til edb var ufuldstændig - arbejdet var først blevet påbegyndt i 1991. I lighed dermed var overførsel af statistiske oplysninger til edb også først blevet påbegyndt samme år, da de indtil da var blevet indsamlet manuelt.

...

6. ANDRE UNDERSØGELSER

6.1 Andre undersøgelser foretaget i Bangladesh dokumenterer indikationerne om, at der var visse fællestræk ved de transaktioner, som forskellige modtagende selskaber foretog, i det omfang det var muligt at identificere visse Bangladeshiske agenter eller "handelshuse", som var involveret i den kontraktlige side af indkøbene.

..."

Forklaringer

C har bl.a. forklaret, at han er ejer af D og er administrerende direktør i selskabet, hvor han har været ansat i 30 år. D driver detailbutikker, hvor der sælges tøj, der designes og produceres i Danmark eller andre lande. De omhandlede T-shirts var en standardvare, der omsattes i stor mængde med en begrænset avance pr. solgt enhed. T-shirtene blev indkøbt via agenten, J, som vidnet anser for en af de bedste agenter på Bangladesh. Toldfriheden indgik som en parameter ved vurderingen af Js priser. T-shirtenes specifikationer fremgik af aftalen med J, men købekontrakterne blev indgået direkte med handelshusene i Bangladesh, over for hvem rembourserne også blev åbnet. J modtog procenter vedrørende kontrakterne. Han kan ikke bedømme, om der er basis for at rejse krav mod handelshusene i Bangladesh eller J på grund af denne sag. Vidnet var ikke med ved selve indkøbet og indklareringen af T-shirtene, men vidste, hvor mange der blev indkøbt. Han underskrev rembourserne, når de blev åbnet. Der blev ved bestillingen lavet en leveringsoversigt, hvoraf det fremgik, hvornår der skulle leveres.

For at overholde fristerne blev varerne ind i mellem sendt med fly. D har aldrig siden selskabets start i 1957 oplevet en situation som denne. Ingen i D havde formodning om, at GSP-certifikaterne var falske - derfor fortsatte de importen. De havde ingen særlige formodninger om, hvordan GSP-certifikaterne skulle se ud, men gik ud fra, at de skulle ligne tilsvarende certifikater fra andre lande. De hørte ikke fra Told- og Skat, at der skulle være problemer med GSP-certifikater fra Bangladesh, før denne sag opstod.

S har bl.a. forklaret, at han er ansat i D A/S. I 1990-91 var han indkøber, og han deltog i importen af de omhandlede T-shirts. Det var standard T-shirts, lavet af bomuld, rund hals og korte ærmer. Det var en basisartikel, der blev købt via agenter. Det var en billig artikel med lav avance. Alle lavede dem stort set ens. Agenten handler måske tusindvis af T-shirts for de enkelte kunder. De brugte 2 agenter - J for ca. 90 % vedkommende og firmaet N ApS. D indgik kontrakterne CFR, således at varerne blev leveret frit i Y-by. Typisk fik de oplyst rederiets navn og agent samt skibets navn og ankomstdato. Afskibningsdato, pakkelister, GSP og oprindelsescertifikater sikredes via agenten som betingelser for remboursen. Dokumenterne blev sendt fra sælgers bank til købers bank, hvorefter pengene blev udbetalt. D fik herefter papirerne fra banken, hvorefter de udfyldte toldbegæringen og sendte den til toldvæsenet. I 1990-91 var ingen i D klar over eller havde mistanke om, at der kunne være et problem med Bangladesh.

D var vist begyndt at importere T-shirts fra Bangladesh i 1988 og var ikke tidligere blevet mødt med efterbetalingskrav. De har ikke modtaget advarsler fra Told- og Skat fra 1988 og frem til 1990-91 om, at der kunne være problemer med ægtheden af oprindelsescertifikater fra Bangladesh. De hørte først om sagen i 1996. De vidste, at det var en betingelse for toldfrihed, at T-shirtene kom fra Bangladesh. Den danske agent, J, sagde, at de kom fra Bangladesh. D fandt, at J havde den rigtige T-shirt til den rigtige pris. Grundprisen var 1 USD lavere, end man ellers kunne opnå i markedet - Kina. T-shirtene var fladstrik med sidesømme, således som de laves i Bangladesh, i modsætning til i Kina, hvor de laves som rundstrik uden sidesømme. Ordren blev bekræftet af producenten i Bangladesh, og remboursen blev åbnet over for producenten i Bangladesh. D fandt senere ud af, at J havde anvendt et handelshus X, der havde kontraheret med andre fabrikker i Bangladesh. De har afbrudt samarbejdet med J, men har ikke rejst krav over for agenten.

T har forklaret, at han er toldkontrollør i Told- og Skatteregion City og har været beskæftiget med denne sag i perioden fra november 1992 til ultimo 1994. Told- og Skattestyrelsen orienterede ved skrivelse af 12. august 1991 de regionale skattemyndigheder om, at EU-kommissionen havde givet meddelelse om, at der var mistanke om forfalskede GSP-certifikater fra Bangladesh. Regionen blev i den forbindelse anmodet om at udtage et repræsentativt udsnit af certifikaterne til nærmere undersøgelse. Den 6. december 1991 fremsendte regionen 10 stk. Det blev i fremsendelsesskrivelsen bemærket, at nogle certifikater ikke var korrekt på plads, idet de var udtaget til særlig kontrol den 23. marts 1990. Han ved ikke, om denne oplysning relaterer sig til certifikater fra D. Han ved således ikke, hvorfor 4 af de 13 certifikater fra D ikke blev fremsendt. Styrelsen anmodede den 28. oktober 1991 om, at samtlige certifikater blev indsendt. I forbindelse med behandlingen af denne sag foretog han en undersøgelse af Lloyds skibsregister.

Undersøgelsen viste, at et af de fragtskibe, der var angivet som transportør i et af fragtbrevene til D, var blevet ophugget i 1984. De danske myndigheder skal videregive den told, som de har pligt til at opkræve, til EU med fradrag af et mindre administrationsbidrag.

Parternes argumenter

Sagsøger har til støtte for sin påstand bl.a. anført:

at sagsøgte ikke med tilstrækkelig sikkerhed har godtgjort, at GSP-certifikaterne er falske, subsidiært at de 4 ikke undersøgte certifikater ikke er falske, idet EU har forladt sig på Bangladesh' egne undersøgelser og udtalelser, som ikke kan anses for bevis i en sag som denne, når der henses til landets struktur, udvikling og det forhold, at svindlen kan have foregået inden for myndighedernes egne rækker.

at sagsøgeren, selv om det måtte blive lagt til grund, at GSP-certifikaterne er falske, har været i god tro med hensyn til dette forhold, da sagsøger blot købte en standardvare, som ikke gav sagsøger grundlag for at foretage særlige undersøgelser, hverken af varen eller dens oprindelse i Bangladesh. Sagsøger har aldrig tidligere oplevet problemer af denne karakter.

at der er begået myndighedsfejl ved, at Told- og Skattestyrelsen allerede i marts 1990 har haft en formodning om, at noget var galt med certifikaterne ved import fra Bangladesh. Uagtet dette blev importørerne ikke informeret og advaret, før sagsøger modtog sagsøgtes krav den 17. december 1992, og EU Kommissionen lod herved - indtil falsknerierne tog for voldsomt et omfang - indirekte importørerne betale u-landshjælp til Bangladesh, idet importen fandt sted uden opkrævning af importafgift, som nu efterfølgende opkræves.

at betingelsen for at undlade at efteropkræve importafgifter dermed er opfyldt, jf. Rådets forordning nr. 1697/79 art. 5.

at retstilstanden som omtalt i TfS 1998 s. 646 ff. tilsiger, at sagsøger i en situation som denne ikke skal efterbetale importafgiften, hvilket også fremgår af sagen C-348/89 (Mecanarte) præmis 19-20.

at kravet mod sagsøger er undergivet 5 årig forældelse, og dermed er forældet i juli 1996, idet såvel Kommissionen som Told- og Skattestyrelsen langt før 1990 var klar over, at der var problemer med Bangladesh.

at sagsøgte indledningsvis påstår frifindelse i denne sag, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen, og at det første skridt til at afbryde forældelsen er sagsøgtes nedlæggelse af den selvstændige betalingspåstand i sagen, hvilket skete i 1999, hvor kravet i hvert fald var forældet.

at sagsøgte i øvrigt ikke har forfulgt sit krav rettidigt, og ved passivitet har mistet retten til at efteropkræve importafgiften.

For så vidt angår påstanden over for sagsøgtes rentekrav anføres:

at toldlovens § 83 og § 89, stk. 2, ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om efterbetalingskrav,

at sagsøgte ikke ved fremsættelsen af efterbetalingskravet over for sagsøger har fremsat krav om renter,

at der derfor først kan kræves renter fra det tidspunkt, hvor sagsøgte fremsætter sin selvstændige betalingspåstand, den 31. marts 1999, og

at der i den foreliggende situation skal ske fritagelse for betaling af renter, jf. Rådets forordning 1697/79 artikel 7.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande anført:

at det er en betingelse for sagsøgers opnåelse af toldpræference i henhold til Kommissionens forordning (EØF) nr. 693/88 artikel 7, at der fremlægges behørige GSP-certifikater udstedt af den kompetente myndighed i det præferenceberettigede land.

at den kompetente myndighed i Bangladesh er E.P.B.

at de fremlagte GSP-certifikater ikke er udstedt af E.P.B, idet E.P.B med skrivelse af 31. oktober 1992 har vedlagt en liste over samtlige certifikater udstedt af E.P.B. til danske importører i perioden 1. juli 1987 til 17. oktober 1992 ("positivliste") samt liste over forelagte certifikater, der ikke var udstedt af E.P.B. ("negativliste"), og 9 af de omhandlede 13 certifikater figurerer på "negativlisten", og de sidste 4 certifikater ikke fremgår af "positivlisten", og

at sagsøger dermed ikke opfylder kriteriet for at opnå toldpræference.

at resultatet af Kommissionens undersøgelser, jf. E.P.B.'s besvarelse af 31. oktober 1992 udgør et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at oprindelseskravet ikke er opfyldt, idet undersøgelserne er udført i overensstemmelse med forordning 693/88 artikel 7 og 13, hvilket berettiger til at lægge undersøgelsens konklusioner til grund, herunder at de omhandlede GSP-certifikater ikke er udstedt af den kompetente myndighed således også jf. sagen C-97/95 (Pascoal) præmis 34 og 37.

at risikoen for falsk således er importørens, jf. sag 827/79 (Ciro Acampora) præmis 8.

at sagsøgte, da betingelserne for toldpræference ikke er opfyldt, er såvel berettiget som forpligtet til at efteropkræve de skyldige importafgifter, jf. Rådets forordning (EØF) 1697/79 af 24. juli 1979, artikel 2.

at sagsøgte alene kan undlade at efteropkræve de skyldige importafgifter, såfremt der er begået myndighedsfejl, som sagsøger ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, og såfremt sagsøger i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen handlede i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de pågældende forskrifter, jf. forordning 1697/79 artikel 5, stk. 2, og at der i denne sag ikke er begået myndighedsfejl, idet myndighederne ikke havde nogen sikker viden om svindel med GSP-certifikaterne i marts 1990, idet opkrævningen af de skyldige importafgifter foretages 1 måned efter, at man med sikkerhed kan konstatere, at GSP-certifikaterne ikke er udstedt af den kompetente myndighed, og idet der heller ikke er begået myndighedsfejl i Bangladesh, da GSP-certifikaterne slet ikke er udstedt af myndighederne i Bangladesh.

at sagsøgeren ikke har overholdt samtlige bestemmelser i de pågældende forskrifter, idet der ikke var vedlagt et gyldigt certifikat.

at det fremsatte krav ikke er forældet, idet forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor der sker endelig afrapportering fra myndighederne i Bangladesh i oktober 1992.

at sagsøgte har anlagt denne sag som anerkendelsessøgsmål inden forældelsesfristens udløb, under hvilke omstændigheder det ikke er nødvendigt for afbrydelse af forældelsen, at sagsøgte selv anlægger sag, da anerkendelsessøgsmålet i sig selv er formuleret, så sagen er egnet til at skabe klarhed over kravets eksistens.

at det i relation til rentepåstanden følger af toldlovens § 83, at toldskylden skulle have været indbetalt den 15. i måneden efter afregningsperiodens udløb, at afregningsperioden var måneden og betalingstidspunktet dermed den 15. i måneden efter, at varerne var fremsendt til fortoldning. Rentesatsen og tidspunktet for forrentningens start fremgår af toldlovens § 89, stk. 2.

at rentekravet, jf. forordning 1697/79 artikel 7, alene kan frafaldes, hvis der er begået myndighedsfejl ved opkrævning af importafgifterne, hvilket jf. det tidligere anførte ikke er tilfældet.

at der ikke er udvist passivitet, idet sagsøgte allerede i december 1992, kun godt 1 måned efter modtagelsen af brevet af 31. oktober 1992 fra myndighederne i Bangladesh, rejste efterbetalingskravet mod sagsøger.

Begrundelse og konklusion

I overensstemmelse med Kommissionens forordning nr. 693/88 foretog Kommissionen en efterfølgende undersøgelse af oprindelsescertifikater (formular A), som medfulgte ved import til Fællesskabet af tekstilvarer fra Bangladesh under det generelle toldpræferencesystem. Som et led heri foretog myndighederne i Bangladesh en undersøgelse af en række oprindelsescertifikater og konstaterede herunder, at 9 af de i denne sag omhandlede certifikater ikke var udstedt af Export Promotion Bureau, der er den kompetente myndighed i Bangladesh.

Endvidere sendte myndighederne i Bangladesh til Kommissionen en kopi af en del af registeret for certifikater, som Export Promotion Bureau havde udstedt til Danmark. De resterende 4 certifikater, der er omhandlet i denne sag, og som ikke havde været forelagt for myndighederne i Bangladesh, fremgår ikke af registerkopierne.

Landsretten finder det på dette grundlag godtgjort, at de oprindelsescertifikater, der er omfattet af denne sag, ikke er udstedt af de kompetente myndigheder i Bangladesh. Det bemærkes i øvrigt, at alle 13 certifikater vedrører indkøb af T-shirts til dels hos de samme handelshuse, samt at Kommissionens undersøgelse viste, at der var visse fællestræk ved de undersøgte transaktioner, herunder at varerne sandsynligvis var afsendt fra Kina, og at visse handelshuse i Bangladesh var involveret.

I overensstemmelse med Rådets forordning nr. 1697/79 artikel 2, stk. 1, og som fastslået ved EF-domstolens dom af 14. maj 1996 i sagerne C-153/94 og C-204/94 (xxx xxx Co.) præmis 67, skal myndighederne herefter foretage efteropkrævning af det manglende afgiftsbeløb.

Der er, selv om det manglende afgiftsbeløb omfatter både importafgift og moms, enighed mellem parterne om, at efterbetalingsspørgsmålet herefter må afgøres på grundlag af artikel 5, stk. 2, i samme forordning.

Efter forklaringerne fra administrerende direktør C og S, D A/S, og det øvrige foreliggende materiale finder landsretten, at sagsøgeren ved importen har handlet i god tro og må anses for at have overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter, uanset at oprindelsescertifikaterne var falske. Der henvises herved til EF-domstolens dom af 7. juni 1991 i sagen C-348/89 (Mecanarte) præmis 30.

Fritagelsen for betaling af importafgift af de omhandlede varer blev meddelt af de danske myndigheder i perioden marts 1990 - april 1991. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Fællesskabet tidligst medio 1991 fik mistanke om svig i forhold til import fra Bangladesh. Det i sagen foreliggende materiale giver således ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne på tidspunktet for importen var klar over, at oprindelsescertifikaterne var falske, eller at myndighederne havde en sådan mistanke om uregelmæssigheder, at myndighederne skulle have iværksat foranstaltninger heroverfor. Sagsøger har derfor ikke godtgjort, at importafgiften ikke blev opkrævet i forbindelse med importen som følge af fejl, som myndighederne i Danmark, i Fællesskabet eller i Bangladesh selv har begået.

Landsretten finder således, at sagsøgte ikke efter artikel 5, stk. 2, har været berettiget til at undlade efteropkrævning af importafgiften.

Sagsøgerens sagsanlæg den 6. november 1996 vedrørte berettigelsen af de krav om efterbetaling, som sagsøgte havde rejst. Uanset at sagen således er anlagt af debitor som et anerkendelsessøgsmål, og ikke som foreskrevet i forældelseslovens § 2 af kreditor, finder landsretten, at sagsøgte ikke har været forpligtet til at anlægge sag om det samme krav for at afbryde forældelsesfristen, idet sagsøgerens sagsanlæg var egnet til at skabe klarhed over kravets eksistens.

Landsretten finder, at myndighederne ikke forud for den 6. november 1991 har været bekendt med, at der var grundlag for at nægte toldfritagelse. Myndighederne var således i hvert fald på dette tidspunkt i utilregnelig uvidenhed om deres efterbetalingskrav, jf. § 3 i forældelsesloven af 1908, hvorfor sagsøgtes krav om efterbetaling ikke er forældet.

Landsretten finder endvidere ikke grundlag for at anse efterbetalingskravet for bortfaldet på grund af passivitet. Kravet er fremsat i skrivelse af 17. december 1992 og således kort tid efter, at myndighederne ved modtagelsen af skrivelsen af 22. juli 1992 fra Bangladesh's ambassade i Bruxelles blev bekendt med grundlaget for at rejse krav, og kravet er siden fastholdt af myndighederne.

Landsretten finder, som anført ovenfor, at myndighederne ikke har begået fejl ved opkrævningen af importafgiften, hvorfor sagsøgers anbringende om anvendelse af Rådets forordning 1697/79 artikel 7 om rentefritagelse ikke kan tages til følge. Efterbetalingskravet skal således forrentes efter lovbestemmelserne herom og i overensstemmelse med parternes anførsler.

Sagsøgtes påstande må herefter tages til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøger, D, skal til sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, betale 530.570,89 kr. med tillæg af rente 1,3 % pr. påbegyndt måned af kr. 77.437,73 fra den 1. maj 1990, af kr. 93.985,36 fra den 1. juni 1990, af kr. 61.117,66 fra den 1. august 1990, af kr. 9.179,42 fra den 1. september 1990, af kr. 83.921,60 fra den 1. december 1990, af kr. 58.491,96 fra den 1. april 1991 og af kr. 146.437,16 fra den 1. juni 1991 alt til betaling sker.

Sagsøger skal betale 38.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Det idømte skal betales inden 14 dage.