Parter:
A ApS
(advokat B)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)
Tidligere instans:
Østre Landsrets dom af 22. september 1999
Afsagt af dommerne:
5 dommere
Parternes påstande
Appellanten, A ApS, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal betale 60.500
kr. med procesrente fra den 6. maj 1998.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Parternes argumenter
A ApS har for Højesteret yderligere gjort gældende, at bemyndigelsen til Skatteministeriet i den
dagældende stempellovs § 62, stk. 7, - således som bemyndigelsen er udnyttet ved § 6 i bekendtgørelse nr. 539 af 30. juni
1993 om stempelafgift - indebærer en
krænkelse af grundlovens § 43.
Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Begrundelse og konklusion
Ifølge den dagældende bestemmelse i stempelafgiftslovens § 62, stk. 7, kunne
skatteministeren fastsætte regler for påtegning på dokumenter som betingelse for stempelfrihed i
henhold til § 62, stk. 1, nr. 3, og de i en sådan påtegning givne oplysninger ved
dokumentets indlevering til tinglysning var bindende for parterne under en stempelprøvelse af
dokumentet. Det var således i loven forudsat, at påtegningen skulle være anført senest ved
dokumentets indlevering til tinglysning. På denne baggrund er de administrative forskrifter, der blev
fastsat ved § 6 i stempelafgiftsbekendtgørelsen ikke i strid med grundlovens §
43.
Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster
Højesteret dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A ApS, betale 15.000 kr. til indstævnte,
Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms
afsigelse.