Dato for udgivelse
09 apr 2001 13:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.128.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
I 111/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Tvangsakkord, Krav om betaling af yderligere selskabsskat, Tiltrådt akkordforslag
Resumé
Højesteret ændrede landsrettens dom og tog Skatteministeriets påstand til følge. Den omstændighed, at akkorden har virkning som et retsforlig kunne ikke i sig selv føre til, at en fordringshaver, der havde anmeldt en fordring og tiltrådt akkordforslaget, efterfølgende var afskåret fra at gøre yderligere fordringer fra tiden før akkorden gældende. Skattemyndighederne havde ikke givet et bindende afkald på at gøre fordringen gældende, idet en sådan virkning måtte forudsætte, at fordringshaveren kendte eller burde kende fordringen, og at skyldneren havde føje til at opfatte fordringshaverens undladelse som et afkald på fordringen. Selskabets ledelse og tilsynet under betalingsstandsningen havde ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne endeligt havde godkendt selskabets selvangivelse. Skatteministeriet var derfor ikke afskåret fra efterfølgende at træffe afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst og fremsætte krav om betaling af selskabsskat.
Reference(r)
Konkursloven § 189
Konkursloven § 190

Parter:

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten)

mod

F1 A/S under konkurs
ved kurator, advokat A
(advokat A1)

Tidligere instans:

Østre Landsrets dom af 10. september 1999

Afsagt af dommerne:

7 dommere

Parternes påstande

Appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, har nedlagt påstand om, at indstævnte, F1 A/S under konkurs ved kurator, advokat A, tilpligtes at anerkende det som simpelt krav i medfør af konkurslovens § 97 anmeldte krav på 15.495.788 kr., eventuelt nedsat til det beløb, som måtte blive fastslået af domstolene, for så vidt angår pålignet selskabsskat for skatteåret 1991/92.

Konkursboet har påstået stadfæstelse.

Sagen angår

Af selvangivelse for F1 for skatteåret 1991/92 fremgår, at regnskabsåret er 1. maj 1989 til 31. april 1990, at selskabet har haft en indkomst på 18.544.313 kr. og fremført et underskud af samme størrelse, og at den skattepligtige indkomst således er 0 kr. Selvangivelsen er underskrevet den 30. januar 1992 af direktør B.

I en opgørelse af F1s skattepligtige indkomst for regnskabsåret 1989/90, udarbejdet af revisionsfirmaet F2, hedder det bl.a.:

"Selskabet har i regnskabsåret solgt aktiver til F3 Ltd., ejet af hovedaktionærerne.

Aktierne i F3 Ltd. er senere i regnskabsåret solgt til en uafhængig tredjemand, der samtidig har erhvervet knowhow fra F1 A/S og goodwill fra F4 Export A/S."

I et brev af 7. juli 1993 fra Told- og Skatteregion N-by til F4 Eksport A/S er anført:

"Vedrørende salgsaftaler F1-koncernen m.m. og F5 imellem

Under henvisning til det i "Redegørelse fra Tillidsmændene iht. konkurslovens § 165" af 5. februar 1992 om F1 A/S i betalingsstandsning anførte, skal regionen hermed under henvisning til skattekontrollovens § 6 i (lovbekendtgørelse nr. 743 af 27.8.1992) udbede sig tilsendt samtlige dokumenter, aftaler, korrespondance m.v. i forbindelse med F1-koncernens afståelse af knowhow, goodwill, grunde og bygninger m.m. til henholdsvis F5 og F3 LTD i kalenderåret 1989. Af redegørelsens side 5 fremgår det, at F5 i alt har betalt henholdsvis 8.4 og 1.3 mio. pund i disse handler.

Det udbedte aftalekompleks skal anvendes til en nærmere bedømmelse af, hvorvidt den erlagte købesum er fordelt korrekt de sælgende selskaber m.v. imellem."

Ved Told- og Skatteregionens brev af 5. august 1994 til F1 forhøjedes selskabets indkomst for skatteåret 1991/92 med 47,6 mio. kr.

Denne ændring af selskabets indkomstansættelse blev stadfæstet ved Landsskatterettens kendelse af 19. januar 1998, der er indbragt for Østre Landsret.

Begrundelse og konklusion

En tvangsakkord har, som det fremgår af konkurslovens § 190, ikke præklusiv virkning over for ikke anmeldte fordringer. Den omstændighed, at akkorden har virkning som et retsforlig, jf. lovens § 189, kan på denne baggrund ikke i sig selv føre til, at en fordringshaver, der har anmeldt en fordring og tiltrådt akkordforslaget, er afskåret fra efterfølgende at gøre yderligere fordringer fra tiden før akkorden gældende. Manglende anmeldelse af eller forbehold om en eksisterende eller mulig fordring vil efter omstændighederne kunne føre til, at fordringshaveren anses på bindende måde at have givet afkald på fordringen. En sådan virkning må imidlertid forudsætte, at fordringshaveren kendte eller burde have kendt fordringen, og at skyldneren havde føje til at opfatte fordringshaverens undladelse som et afkald på fordringen.

Ifølge selvangivelsen for F1 for skatteåret 1991/92 (indkomståret 1989/90) var selskabets skattepligtige indkomst 0 kr. Selvangivelsen blev tidligst indgivet i slutningen af januar 1992 kort tid før Told- og Skatteregion N-bys anmeldelse af skattevæsenets krav. Det fremgik ikke af oplysningerne i tillidsmændenes redegørelse, at der var grundlag for at forhøje selskabets skattepligtige indkomst. En stillingtagen hertil måtte bero på nærmere undersøgelser. Det forhold, at told- og skatteregionen ikke anmeldte eller tog forbehold om et krav på selskabsskat, kunne under disse omstændigheder ikke give selskabets ledelse og tilsynet under betalingsstandsningen grundlag for at antage, at skattemyndighederne endeligt havde godkendt selskabets selvangivelse. Allerede af denne grund er skattemyndighederne ikke afskåret fra efterfølgende - i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler herom - at træffe afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst og at fremsætte krav om betaling af den hertil svarende selskabsskat inden for de rammer, der følger af, at fordringen er omfattet af tvangsakkorden.

Højesteret tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Indstævnte, F1 A/S under konkurs ved kurator, advokat A, tilpligtes at anerkende det af appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, som simpelt krav i medfør af konkurslovens § 97 anmeldte krav på 15.495.788 kr., eventuelt nedsat til det beløb, som måtte blive fastslået af domstolene, for så vidt angår pålignet selskabsskat for skatteåret 1991/92.

I sagsomkostninger for skifteret, landsret og Højesteret skal konkursboet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 250.000 kr. til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.