Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere, der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m³, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.