§ 1 Der betales afgift til staten af gevinster:

  1. i Landbrugslotteriet og Almindeligt dansk Vare- og Industrilotteri (Varelotteriet),
  2. ved bortlodninger, der sker i henhold til lov om gevinstopsparing,
  3. ved klasselotteri afholdt af Det Danske Klasselotteri A/S,
  4. ved bortlodninger, hvortil der i henhold til § 2 i lov af 6. marts 1869 kræves tilladelse fra det offentlige, herunder bortlodning ved tombola,
  5. ved andre her i landet afholdte bortlodninger, der må anses for offentlige, og
  6. ved her i landet afholdte præmie- og gættekonkurrencer, der må anses for offentlige.

Gevinster af nævnte art er fritaget for indkomstskat til stat og kommune. Gevinster vundet i udlandet er ikke fritaget for indkomstskat, med mindre de vindes på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land, i det omfang det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes, se SKM.2004.121.DEP og SKM2009.276.LSR, samt Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.6.4.

Ved bortlodning forstås et arrangement, hvis deltagere mod betaling af et indskud opnår en gevinstchance, og hvor gevinstfordelingen beror på tilfældet.

Afgiftsfritaget Præmier opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt med hensyn til prisbelønninger for besvarelsen af opgaver af denne art, er ikke omfattet af denne lov. Sådanne præmier er derfor ikke fritaget for indkomstskat.

Afgørelser En ejendomsmægler bortloddede en grund blandt klienter, som havde afsluttet en handel inden for et angivet tidsrum, som udgjorde ca. 7 måneder. Daværende Skattedepartement traf afgørelse om, at bortlodningen var omfattet af lotteriafgiftsloven, SKDmedd 1977, 79.

Et rederiaktieselskab havde udbudt et skib til salg i anparter à 10.000 kr. Skibet var blevet udbudt ved annoncer i dagspressen, og de, der havde indsendt tegningsformularen samt foretaget første indbetaling på 150 kr. inden den 31. december 1974, havde deltaget i en lodtrækning med en hovedgevinst på 100.000 kr. Landsskatteretten fandt, at alle og enhver havde haft adgang til at gøre sig til kommanditist i kommanditselskabet og dermed til deltager i lodtrækningen, der derfor var omfattet af reglerne om lotteriafgift, LSR 1978, 183.

Et amtsråds regionplanudvalg havde udskrevet en offentlig konkurrence om et skriftligt bidrag til regionplanlægningen. Konkurrencen var offentlig og åben for alle, både enkeltpersoner og grupper, og den havde til hensigt at vække opmærksomhed om problemerne i forbindelse med lov om lands- og regionplanlægning. Skatteministeriets departement traf afgørelse om, at præmierne var afgiftspligtige efter § 1, stk 1, litra d, nu litra f, SKDmedd 1976, 104.

En region gennemførte en spørgeskemaundersøgelse blandt tilfældigt udvalgte borgere i regionen. Blandt deltagerne i undersøgelsen blev der trukket lod om nogle pengepræmier. Skatterådet traf I SKM2010.545.SR afgørelse om, at lodtrækningen opfyldte gevinstafgiftslovens betingelse om at være offentlig. Skatterådet lagde ved afgørelsen vægt på, at udvælgelsen af deltagere i spørgeskemaundersøgelsen var sket ud fra et tilfældighedsprincip, hvorved samtlige borgere i regionen havde haft en chance for at deltage. Idet udvælgelsen samtidig var sket blandt samtlige borgere i en hel region, fandt Skatterådet at der var tale om en tilstrækkelig stor og objektivt defineret gruppe til, at lodtrækningen kunne anses som offentlig. Der skulle derfor betales gevinstafgift af præmierne.

TV-konkurrencerKonkurrencer i form af fx tv-programmerne Jeopardy og Lykkehjulet har tidligere været anset for omfattet af denne lov. I SKM2006.80.SKAT er der taget nærmere stilling til den afgiftsmæssige behandling af visse TV-konkurrencer.

Det fremgår heraf, at praksis for de nævnte programmer og andre tv-konkurrencer, der alene er offentligt tilgængelige i relation til deltagelse i en udvælgelsesproces, men ikke til deltagelse i selve konkurrencen, og som hidtil er blevet tilladt omfattet af lotterigevinstafgiftsloven, er blevet nærmere vurderet af SKAT, der er kommet til det resultat, at praksis ikke kan opretholdes, idet konkurrencerne ikke kan anses for offentlige tilgængelige, når alle ansøgere ikke har mulighed for at deltage i selve konkurrencen. Dette indebærer, at vinderne skal betale indkomstskat til stat og kommune af præmierne i konkurrencen.

Det fremgår nærmere af SKM2006.80.SKAT, at dette gælder for konkurrencer, hvor deltagerne bliver udvalgt af TV-stationen/producenten ved casting på baggrund af personlige egenskaber, holdninger, TV-tække mv., dvs. ikke ud fra et tilfældighedsprincip eller lodtrækning. Konkurrencerne kan i disse tilfælde ikke anses for offentlige.

Endelig fremgår det af SKM2006.80.SKAT, at den hidtidige praksis fortsat var gældende for konkurrencer, hvor der var indgået produktionsaftale med producenten af programmet, eller hvor produktionen af programmet var påbegyndt senest den 31. december 2006. For at være omfattet skulle den enkelte konkurrence, der indgik i programmet, dog være afsluttet senest den 31. december 2007.

Se endvidere Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.6.4 for så vidt angår gevinster, der er skattepligtige indkomst for modtageren.