Østre Landsrets forlig af 16. november 2000, B-2391-99
Afsagt af landsretsdommerne:
Niels Larsen, John Mosegaard og Taber Rasmussen
Parter:
A og B mod Skatteministeriet
Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999, 611-1900-0351
A's klage vedrører opgørelsen af indkomsten for 1996 på følgende punkt:
| Ikke godkendt fradrag for udgifter til beklædning og rensning |
29.415 kr. |
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren og dennes ægtefælle optræder med populærmusik til fester, på restaurationer og lignende. Klageren er pianist og ægtefællen er sangerinde. De har i det påklagede indkomstår afholdt dokumenterede udgifter til indkøb af scenetøj med i alt 10.347 kr. Det indkøbte tøj består i en lang kjole besat med farvede pailletter og guldkanter, en mellemlang jakkekjole med mønstre trykt i guld og stærke farver, en hellang, rød velourkjole med fjerboa, en orangegul herrejakke af hør samt en skindjakke. Klagerens repræsentant har oplyst, at tøjet ikke anvendes privat. Hun har endvidere oplyst, at der er afholdt udgifter til tøjrensning med 1.634 kr.
Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse nægtet klageren fradrag for udgifter til tøj og tøjrensning. Nævnet har særligt lagt vægt på, at udgifterne ikke ses at medføre en større samlet beklædningsudgift, end hvad der må antages at være normalt for områder, hvor almindelig pænere påklædning er påkrævet under arbejdet, at der ikke er tale om kostumer, at der er tale om hverdagstøj eller pænere påklædning, at indkøbene ikke står i forbindelse med en konkret forestilling, og at indkøbene ses at være mere af langsigtet karakter og af mindre speciel anvendelse. Nævnet har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9, stk. 1.
Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren indrømmes fradrag med halvdelen af de samlede afholdte udgifter til tøj og tøjrensning, dvs. 5.990 kr. Repræsentanten har til støtte for påstanden blandt andet anført, at det er nødvendigt for klageren og ægtefællen for at opretholde et godt ry og dermed fastholde indkomstgrundlaget at optræde i finere selskabstøj/scenetøj ved deres engagementer. Det forudsættes ofte af arrangøren, at der optrædes i selskabstøj eller fint tøj, selv om det ikke fremgår af den skriftlige kontrakt. Med hensyn til skatteankenævnets begrundelse har repræsentanten anført, at der er tale om beklædning, der er ganske anderledes end en almindelig hverdagsgarderobe og langt mere speciel en almindelig, pænere påklædning, uanset at der måtte eksistere en mulighed for privat anvendelse. Der er tale om egentligt selskabstøj i stil med, hvad man ville anvende ved store festlige lejligheder og ikke "almindeligt pænere tøj". Klageren og ægtefællen har optrådt ved 55 engagementer i 1996 og kan ikke optræde i samme beklædning ved alle engagementer. Udgifterne til scenetøjet kan ikke anses for at medføre en besparelse i den almindelige daglige beklædning. Repræsentanten har endelig anført, at det er generelt nødvendigt at få scenetøj renset, da det skal bruges mange gange i løbet af året, og klageren kan ikke optræde i snavset og svedigt tøj. Udgiften til rensning vedrører derfor også tidligere indkøbt tøj.
Landsskatteretten bemærker, at fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6 a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.
Landsskatteretten skal bemærke, at udgifter til beklædning som udgangspunkt er private udgifter. Udgifterne kan derfor normalt ikke fratrækkes ved indkomstopgørelsen.
Retten finder, at klageren ikke kan anses at have haft en større samlet udgift til beklædning, end hvad der er normalt for områder, hvor almindelig pænere påklædning anvendes under arbejdet. Afgørelsen stadfæstes derfor.
Østre Landsrets forlig af 16. november 2000, B-2391-99
Ingen var tilsagt eller mødt.
Der fremlagdes skrivelse af 26. oktober 2000 fra Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli, der efter bemyndigelse fra sagsøgte har forligt sagen i overensstemmelse med sagsøgernes principale påstande, således at spørgsmålet om sagsomkostninger overlades til landsrettens afgørelse med sædvanligt kæreforbehold.
Endvidere fremlagdes skrivelse af 2. november 2000 fra sagsøgernes advokat, advokat Kim Pedersen, med dennes bemærkninger vedrørende sagsomkostninger og af 7. november 2000 vedrørende samme.
Retten bestemte, at sagsøgte, Skatteministeriet, i sagsomkostninger til sagsøgerne, A og B, inden 14 dage betaler 25.000 kr.
Sagen hævet som forligt.
Retten hævet.