Parter

HX ApS under konkurs ved kurator, advokat Erik Malberg
(Kammeradvokaten ved advokat Mads Lund)

mod

1. A
(advokat H. Graversen)

og 2. F1-Bank A/S
(advokat Jørgen B. Jepsen)

og A
(advokat H. Graversen)

mod

1. F1-Bank A/S
(advokat Jørgen B. Jepsen

2. F2-Bank A/S
(advokat Hans Peder Jespersen)

3. Advokat B
(advokat Peter Junge)

4. Advokataktieselskabet R1
(advokat Peter Junge)

5. Reg. revisor C
(advokat Søren Halling-Overgaard)

6. R2
(advokat Søren Halling-Overgaard)

7. R3 A/S (tidligere R4 ApS)
(advokat Ole Krogh Petersen)

og

8. Skattekonsulent D
(advokat Ole Krogh Petersen)

Afsagt af landsdommerne

John Lundum, Annette Dellgren og Lis Frost (kst.)

Hovedsagen, der er anlagt den 24. marts 1998, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A som sælger af anparterne i overskudsselskabet H1 ApS, nu HX ApS under konkurs, hæfter for tilbageførsel af selskabets midler efter den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 5, eller subsidiært er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab ved, at selskabet efterfølgende blev tømt for midler. Sagen omhandler tillige spørgsmålet om et eventuelt ansvar for F1-Bank A/S, der var bank for køberen af selskabet, samt om den indbyrdes fordeling mellem sælgeren og F1-Bank A/S.

Adcitationssagen, der er anlagt den 7. april 1998, drejer sig om, hvorvidt sælgeren af selskabet, A, kan kræve sig helt eller delvis friholdt af F1-Bank A/S (købers pengeinstitut) og/eller af F2-Bank A/S (sælgers pengeinstitut), advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S samt skattekonsulent D (sælgers rådgivere). Adcitationssagen vedrører tillige den indbyrdes fordeling af et eventuelt friholdelsesansvar mellem de adciterede.

Parternes påstande

Parterne har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgeren HX ApS under konkurs:

Principalt:

1. De sagsøgte skal til sagsøgeren in solidum betale 6.476.155,14 kr. med tillæg af rente 0,6 pct. pr. påbegyndt måned af 2.446.791,14 kr. fra den 1. marts 2000 til betaling sker, dog således at sagsøgte 2 højst tilpligtes af betale sagsøgeren 2.446.791,14 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

2. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at sagsøgte 1 er forpligtet til at betale boets omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, sagsomkostninger, som boet måtte blive pålagt at betale til sagsøgte 2, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, og rimelige omkostninger ved likvidation af HX ApS, og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, i den udstrækning disse krav godkendes af skifteretten og kan rummes inden for maksimum for sagsøgte 1's hæftelse efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4.

3. Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at sagsøgte 1 - inden for maksimum for hæftelsen efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 - hæfter for krav udover de af første og andet led omfattede, for så vidt sådanne krav anerkendes i konkursboet af skifteretten, og af domstolene henføres til selskabets tab efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 5.

Subsidiært:

De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren 2.441.791,14 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til den 29. februar 2000 af 5.162.931,00 kr. og derefter med tillæg af procesrente af 2.441.791,14 kr. fra den 1. marts 2000, til betaling sker.

Sagsøgte 1 A:

Over for sagsøgeren:

Frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Over for sagsøgte 2, F1-Bank A/S:

1. Sagsøgte 2 tilpligtes at friholde sagsøgte 1 for ethvert beløb, sagsøgte 1 har betalt og under nærværende sag måtte blive dømt til at betale udover 2.346.678,79 kr. med tillæg af procesrenter fra den 24. marts 1998 til den 29. februar 2000, herunder renter og omkostninger.

2. Over for sagsøgte 2's friholdelsespåstand påstås frifindelse.

Subsidiært: Sagsøgte 2 tilpligtes at friholde sagsøgte 1 for betaling af et mindre beløb end anført i den principale påstand.

Adcitanten A:

Over for samtlige adciterede:

1. De adciterede 1-8 tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt at friholde adcitanten for ethvert beløb, denne har betalt og under nærværende sag og hovedsagen måtte blive dømt til at betale udover 2.346.678,79 kr. med tillæg af procesrenter fra den 24. marts 1998 til den 29. februar 2000, herunder renter og omkostninger.

2. Over for de adciteredes friholdelsespåstande påstås frifindelse.

Sagsøgte 2 F1-Bank A/S:

Over for sagsøgeren:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for sagsøgte 1, A:

Sagsøgte 1 tilpligtes at friholde sagsøgte 2 for ethvert beløb inkl. renter og omkostninger, som sagsøgte 2 måtte blive dømt til at betale sagsøger, HX ApS under konkurs.

Over for sagsøgte 1's friholdelsespåstand påstås frifindelse.

Over for adcitanten, A:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for samtlige medadciterede:

De medadciterede 2-8 tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt at friholde adciterede 1 for ethvert beløb inkl. renter og omkostninger, som adciterede 1 måtte blive tilpligtet at betale til adcitanten, A.

Over for de medadciteredes friholdelsespåstande påstås frifindelse.

Adciterede 2 F2-Bank A/S:

Over for adcitanten:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede:

Adciterede 1 og 3-8 tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt at friholde adciterede 2 for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som adciterede 2 måtte blive dømt til at betale adcitanten.

Subsidiært: De medadciterede tilpligtes på samme måde delvist at friholde adciterede 2.

Over for de medadciteredes friholdelsespåstande påstås frifindelse.

Adciterede 3 og 4 Advokat B og Advokataktieselskabet R1:

Over for adcitanten:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede:

De adciterede 1-2 og 5-8 tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt at friholde adciterede 3 og 4 for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som adciterede 3 og 4 måtte blive dømt til at betale adcitanten.

Subsidiært: De medadciterede tilpligtes på samme måde delvist at friholde adciterede 3 og 4 for sådanne beløb.

Adciterede 5 og 6 registreret revisor C og R2:

Over for adcitanten:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede:

De medadciterede 1-4 og 7-8 tilpligtes at friholde adciterede 5 og 6 fuldt ud for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som adciterede 5 og 6 måtte blive dømt til at betale adcitanten.

Adciterede 7 og 8 R3 A/S og skattekonsulent D:

Over for adcitanten:

Frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for de medadciterede:

De medadciterede 1-6 tilpligtes at friholde adciterede 7 og 8 fuldt ud for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som adciterede 7 og 8 måtte blive dømt til at betale adcitanten.

Sagsøgeren har opgjort beløbet på 6.476.155,14 kr. i den principale påstand, pkt. 1 således:

Skyldig selskabsskat for skatteårene 1989/90, 1990/91, 1991/92 og 1992/93 inkl. efterbeskatning af investeringsfondsmidler og

kontrollovstillæg	5.167.931,00 kr.
Indbetalt den 29/2 2000 af A	2.721.9,86 kr.
	2.446.791,14 kr.
Selskabsskatterenter påløbet pr. 29/2 2000	4 029.364,00 kr.
I alt	6.476.155,14 kr.

Beløbet i sagsøgerens subsidiære påstand udgøres af skattekravet på 5.167.931,00 kr. med fradrag af det af sagsøgte 1 indbetalte beløb 2.721.9,86 kr., hvorfor restbeløbet 2.446.791,14 kr. påstås forrentet af hele skattekravet indtil indbetalingen og herefter af det resterende krav.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument af 11. september 2000 afgivet følgende procesændring:

"Sagsøgeren erklærer, at sagsøgte 1 til opfyldelse af de principale påstande 1, 2 og 3 ikke vil blive afkrævet et beløb, der overstiger 37.432.201,84 kr. med tillæg af rente efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, fra den 28. juni 1991 til betaling sker."

Beløbet på 2.346.678,79 kr. i sagsøgte 1/adcitantens principale påstand i såvel hovedsagen som adcitationssagen, er det beløb, som A kan anerkende som sin berigelse. Beløbet er af A opgjort således:

I:	Overkurs	kr.	1.917.609,00
II:	Likviditetsfordel:
	Avanceskat af overkursen kr. 479.402,25 er betalt i 3 rater med:
	kr. 159.801 den 01.11.1992 kr. 159.801 den 01.01.1993 kr. 159.801 den 01.02.1993
	4,125 % p.a. af kr. 1.917.609 for tiden 28.06.1991 - 01.11.1992 (483 dg)	kr.	106.127,67
	4,125 % p.a. af kr. 1.757.808 for tiden 01.11.1992 - 01.01.1993 (60 dg)	kr.	12.084,93
	4,125 % p.a. af kr. 1.598.007 for tiden 01.01.1993 - 01.02.1993 (30 dg)	kr.	5.493,14
	4,125 % p.a. af kr. 1.438.206 for tiden 01.02.1993 - 24.03.1998 (1.853 dg)	kr.	305.364,05
i alt		kr.	2.346.678,79

I det anførte beløb indgår ikke skattelovsrenter og investeringsfondsmidler. I en alternativ opgørelse, hvor investeringsfondsmidlerne er medtaget, har A opgjort sin berigelse til 2.540.983,79 kr.

De adciterede har bestridt adcitantens opgørelse af sin berigelse.

Sagsøgte 2/adciterede 1, F1-Bank A/S, har bl.a. fremlagt følgende principale opgørelse af adcitantens tab:

1.	Afgrænsning af krav omfattet af den solidariske hæftelse mellem sagsøgte 1 og sagsøgte 2:
	Skattekrav			kr.	5.167.931,00
	Efterbeskatning af investeringsfonds			-	6.000,00
	Skattekrav til rest			-	4.554.931,00
2.	Tabsopgørelse:
	Sagsøgte 1's berigelse
		-	Overkurs	kr.	1.917.609,00
		-	Nettoforrentning (4,125 % for perioden 28.6.1991- 29.2.2000)	kr.	685.764,93
		-	Difference mellem afsat og pålignet skat (udover investeringsfonds) (kr. 72.189,00 - kr. 47.633,00)	kr.	24.556,00
		-	Nettoforrentning 4,125 % af kr. 24.556,00 fra 28.6.1991 til 29.2.2000	kr.	8.781,59
			i alt	kr.	2.636.711,52
	Sagsøgte 1's tab:
		-	Skattekrav	kr.	4.554.931,00
		-	Sagsøgte 1's berigelse	kr.	2.636.711,52
			I alt	kr.	1.918.219,48

Adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D har fremlagt følgende opgørelse af adcitantens tab:

Skattehovedstolen	kr.	5.162.931,00
Overkursen	kr.	1.917.609,00
Forrentning af overkursen (4,125 % p.a. fra 28/6 1991 til 24/3 1998)	kr.	533.862,35
Efterbeskatning af investeringsfonds	kr.	194.305,00
Forrentning heraf 28.6.91 til 24.3.98 (4,125 %)	kr.	54.094,51
Difference skatteåret 1992/93	kr.	67.189,00
Forrentning heraf 28.6.91 til 24.3.98 (4,125 %)	kr.	18.705,42
I alt	kr.	2.377.165,72

Sagen angår

Det fremgår af sagen, at A, der var eneanpartshaver i H2 ApS (nu HX ApS under konkurs), ved købekontrakt af 5. februar 1991 overdrog H2 ApS's virksomhed med køb og salg af kartofler til H3 under navneændring til H4 A/S. På en ekstraordinær generalforsamling afholdt samme dag i H2 ApS blev det besluttet at ændre selskabets navn til H1 ApS. Af et regnskab for H1, der er udarbejdet af R2, fremgår af balancen, at selskabets aktiver herefter alene bestod af likvide midler samt negative moms- og ambitilsvar pr. 20. juni 1991 opgjort til henholdsvis 37.760.349 kr. og 245.051 kr. Egenkapitalen udgjorde 33.034.721 kr., og der var en kortfristet gæld vedrørende selskabsskat 1989/90 på 1.9.776 kr. og vedrørende ambi på 21.609 kr. Der var endvidere en langfristet gæld på 2.616.599 kr. vedrørende selskabsskat for 1990/91 samt en hensættelse på 418.695 kr. til eventualskat.

Med henblik på salg af H1 ApS udfærdigede skattekonsulent D en skrivelse, dateret den 24. juni 1991, indeholdende selskabets nøgletal. Den pågældende skrivelse indeholdt afslutningsvis følgende:

"Jeg hører gerne hurtigst muligt om selskabet har interesse og om pris herfor.

Med venlig hilsen
D
Skattekonsulent."

Den fremlagte skrivelse indeholder ingen adressat.

I en bekræftelsesskrivelse af 26. juni 1991 fra F2-Bank A/S til As advokat, advokat B, oplyste F2-Bank bl.a., at der på selskabskontoen tilhørende H1 ApS stod følgende beløb, der kunne frigives

" ... til selskabet/overførsel til selskabets evt. nye pengeinstitut:

Indestående p.t.	kr.	37.6.579,14
Vedhængende renter pr. 20.6.91	kr.	68.760,00
+ renter pr. 1.7.91	kr.	126.787,50
I alt	kr.	37.332.126,64
- indsat på særskilt deponeringskonto til betaling af de til selskabet påhvilende selskabsskatter 1989/90	kr.	1.9.776,00
	kr.	35.418.350,64"

Den 27. juni fremsendte R5 I/S ved I pr. telefax et købstilbud på overskudsselskabet til R4 ApS, det nuværende R3 A/S. Tilbuddet, der var dateret den 26. juni 1991 og stilet til R6 A/S, angik H1 ApS. Samme dag videresendte skattekonsulent D, R4 ApS, pr. telefax tilbuddet til revisor C fra R2, der var revisionsfirma for H1 ApS. I fremsendelsesskrivelsen oplyste D, at købers bankforbindelse var MK i F1-Bank A/S. Skattekonsulent D videregav endvidere disse oplysninger til advokat B. Ligeledes den 27. juni 1991 om aftenen modtog D en telefax fra I med oplysning om, at køber var et selskab ved navn G1 SA med adresse i ...., og også denne meddelelse blev videresendt pr. telefax den 28. juni 1991 om morgenen - til R2.

Det er under sagen oplyst, at sælgeren i tiden frem til den 28. juni 1991 havde forhandlet med en anden potentiel køber af overskudsselskabet.

I en skrivelse af 28. juni 1991 til R5 I/S, att. TS, anførte advokat B følgende:

"Salg: overskudsselskab.

Idet jeg henviser til telefonsamtale mellem Dem og D, R4 ApS og idet jeg henviser til morgenstundens behagelige telefonsamtale, har vi måske solgt det omhandlede selskab - måske ikke. Afklaring forventes at foreligge i løbet af 1 times tid.

Vi kan jo ikke sælge 2 gange, men skulle køber "springe i målet", hvad der tilsyneladende er udsigt til, da er sælger særdeles interesseret i at handle med Deres klient.

Vi kan først gå i realitetsforhandlinger i løbet af 1 times tid, men vi kan jo gøre, hvad vi kan for at forberede sagen, så der ikke til den tid spildes tid.

Jeg vedlægger derfor råudkast til købsaftale."

Råudkastet til kontrakten, indeholdt bl.a. følgende passus i pkt. 5.

"Den aftalte købesum betales til sælger senest pr. 20. juni 1991 ved overførsel via F4-Bank til sælgers bank, således at tab af valørdage undgås. Senest samme dag overføres Selskabets likvide midler til købers pengeinstitut klausuleret således, at de likvide midler alene kan frigives af købers pengeinstitut, mod dokumentation for:

a)
at ovennævnte købesum er erlagt
b)
at hidtidige ledelse/revisors fratrædelse og Selskabets navneændring er anmeldt overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med behørig sikkerhed for, at anmeldelsen ikke kan tilbagekaldes
c)
at skyldig skat til betaling den 20.11.1991 kr. 1.9.776 er sikret betalt eventuel ved købers banks indestående for, at nævnte skattebeløb betales

..."

Udkastet blev den 28. juni telefaxet til TS, der samme formiddag telefaxede sine kommentarer til advokat B. I skrivelsen fra TS hedder det blandt andet.

"...

Vi har følgende bemærkninger til udkastet:

§ 5. Selskabets likvide midler samt prisen for selskabet overføres mellem de respektive pengeinstitutter umiddelbart efter købsaftalen er underskrevet af begge parter.

Overførslen sker via F4-Bank.

Da køber bor i udlandet, forpligter R5 I/S sig på købers vegne, at ny ledelse og revision vælges og anmeldes senest 2 uger efter aftalens indgåelse ..."

Advokat B viderefaxede kommentarerne til R4 ApS. Han har med håndskrift påført F1-Banks fax-nr. samt navnet LR på skrivelsen fra TS. Købsudkastet blev herefter revideret, og den 28. juni 1991 underskrev A som sælger den reviderede købskontrakt. B telefaxede herefter kontrakten til "... TS/LR c/o F1-Bank, ...", og TS underskrev som køber kontrakten for G1 SA, hvorved man erhvervede hele indskudskapitalen på 300.000 kr. i H1 ApS. Kontrakten indeholder bl.a. følgende vilkår:

"...

2.

Overtagelsesdagen er aftalt til den 20. juni 1991.

3.

Overdragelsen sker på baggrund af en af sælger udarbejdet balance pr. 20. juni 1991, hvilken balance udviser en egenkapital på kr. 33.034.721.

Det forudsættes, at Selskabets aktiver alene består af tilgodehavende moms, tilgodehavende AMBI samt likvide midler og bankindskud, jævnfør i øvrigt punkt 1.

4.

Købesummen er fastsat til Selskabets indre værdi med tillæg af et beløb på kr. 1.917.609, - beregnet som følger:

1 1/5 % af egenkapital inkl. reserver

+ 47 % af udskudt skat samt af skat for indeværende år

- hvorefter den kontante købesum foreløbig er anslået til kr. 34.952.330,00 skriver kroner tretifiremillionernihundredefemtitotusinde trehundredetreti 00/100, jævnfør nærmere nedenfor i pkt. 6.

5.

Den aftalte købesum betales til sælger dags dato ved overførsel til sælgers bank A/S F2-Bank, således at valørdage undgås. Dags dato overføres Selskabets likvide midler til købers pengeinstitut klausuleret således, at de likvide midler alene kan frigives af købers pengeinstitut, mod dokumentation for:

a)
at ovennævnte købesum er erlagt
b)
at R5 I/S v/TS indestår for at hidtidig ledelse/revisors fratrædelse samt selskabets navneændring anmeldes overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden 2 uger samt indestår for, at anmeldelsen ikke tilbagekaldes.
Da selskabets likvide midler overføres senere end 20.6. 1991, sker dette med tillæg af vedhængende renter fra den 20.6. 1991.

..."

Samme dag fremsendte advokat B en A-anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen angående overdragelsen af H1 ApS. Han sendte endvidere pr. telefax en instruktionsskrivelse til sælgerens bankforbindelse, F2-Bank A/S. Af skrivelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Hoslagt fremsendes kopi af udkast til købsaftale, som vi forventer indenfor de næste minutter at modtage retur i underskrevet stand.

Jeg skal herefter, gerne i dag og gerne inden kl. 15.30 gøre klar til overførsel af de kontante midler.

...

Som det fremgår heraf, skal køber til sælgers konto i banken overføre

34.952.330,00

alene klausuleret af, at det købende selskabs likvide midler, foreløbig ekskl. investeringsfond overføres til F1-Bank.

Jeg beder venligst F2-Bank tage skridt til at følgende beløb overføres til F1-Bank:

Indestående i pengeinstitut	37.263.367,00 kr.
vedhængende renter pr. 20/6 1991	68.760,00 kr.
I alt	37.332.127,00 kr.

...

Banken bedes derfor venligst gøre klar til overførsel af ovennævnte beløb til F1-Bank, således at det overføres på vegne H1 ApS, idet F1-Bank fremover skal være kontoførende for pågældende selskab.

Beløbet bedes af F2-Bank klausuleret således, at det under ingen omstændigheder må frigives til selskabet under andres ledelse, end A, før købsaftalen er endelig og definitiv på plads, dvs. før købsaftalen foreligger underskrevet og/eller før købesummen for selskabets anpartsportefølje er F2-Bank i hænde, foreløbigt med 34.952.330,- kr.

..."

Af en skrivelse af 28. juni 1991 fra F2-Bank A/S til F1-Bank A/S "Vedr. H1 ApS ..." fremgår følgende:

"I henhold til aftale bekræfter vi hermed, at der fremsendes

kr. 37.332.126,64 + renter til dato

via F4-Bank med valørdato den 1. juli 1991 under forudsætning af, at De har overført til os:

kr. 34.952.330,00

via F4-Bank med valør 1.7.1991...".

Af en skrivelse af samme dato fra F1-Bank A/S til F2-Bank A/S fremgår følgende:

"I henhold til aftale fremsendes hermed bekræftelse på, at der pr. 28.06.1991 fremsendes

kr. 34.952.330,00

via F4-Bank med valør 01.07.1991.

Samtidig beder vi Dem sende telefax med bekræftelse på at der pr. 28.06.1991 via F4-Bank med valør 01.07.1991 overføres

kr. 37.586.705,00

plus vedhængende renter til dato ...".

Ifølge en udskrift af en konto betegnet kassekredit i F1-Bank A/S, i navnet G2 I/S blev der den 28. juni 1991 trukket et beløb på 34.952.330 kr. på kontoen hvorefter kontoen gik i negativ med 33.339.952 kr. Beløbet blev indsat pr. 1. juli 1991 på en konto i F2-Bank A/S tilhørende A. Af kontoudskriften fremgår endvidere, at der den 1. juli 1991 blev indsat 37.432.201,84 kr., svarende til det beløb, der blev trukket fra H1 ApS's konto i F2-Bank A/S.

Den 28. juni 1991 videresolgte G1 SA, ejet af TS, H1 til G3 ApS, som efter det oplyste var ejet af HP. På en anmodning fra HP bad F3-bank A/S den 8. juli 1991 F2-Bank A/S om at overføre de investeringsfondsmidler, der henstod på H1's konto i F2-Bank A/S, til F3-bank A/S, hvor midlerne ifølge henvendelsen ville blive indsat på en nyoprettet konto under navnet H1 ApS. F2-Bank A/S overførte herefter den 9. juli 1991 429.806,71 kr. til F3-bank A/S. Fra denne konto blev midlerne hævet samme dag. Ifølge HPs anmeldelse af 8. juli 1991 til F3-bank A/S skulle midlerne anvendes til køb af anparter i vindmøller opstillet med henblik på forlods afskrivning.

Henholdsvis den 14. august og den 10. september 1991 fremsendte advokat B vedrørende H1 ApS 198.255 kr. i negativt momstilsvar og 25.184 kr. i negativt ambitilsvar til R5 I/S ved TS. Herefter var der ikke flere midler i selskabet.

Ved skrivelse af 23. marts 1993 anmodede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Sø- og Handelsretten om at tvangsopløse H1 ApS, nu HX ApS.

Det fremgår af det for landsretten oplyste, at HX ApS trådte i likvidation den 29. oktober 1993, og at der blev afsagt konkursdekret den 8. december 1994. Skattevæsenet har opgjort sit skattekrav mod selskabet til 5.167.931 kr. ekskl. renter. Konkursboet har anmodet dels A, dels F1-Bank A/S om at indbetale dette beløb til boet, men begge har afvist at hæfte for kravet. A har den 29. februar 2000 indbetalt et beløb på 2.721.9,86 kr. til boet.

Den 3. juli 1991 sendte R4 ApS en faktura til A, c/o revisionsfirmaet R2, på honorar på 8.500 kr. "for arbejde i forbindelse med overdragelsen af anparterne i H1". Det fremgår af skrivelsen, at beløbet var momsfrit, jf. momslovens § 2, stk. 3, litra j.

Advokat B modtog et honorar på 70.000 kr. med tillæg af moms for sit arbejde med salget af overskudsselskabet, herunder de forhandlinger, der blev ført frem til den 28. juni 1991 med en anden potentiel køber (K1).

A betalte 3.500 kr. til F2-Bank A/S for bankens "omkostninger i forbindelse med salg af H2 ApS."

Det fremgår endelig af sagen, at A betalte et honorar på 10.000 kr. med tillæg af moms til Revisionsfirmaet R2 A/S.

Forklaringer

A har forklaret, at han efter realeksamen hjalp sin far i dennes vognmandsforretning, og fra han blev 18 år, kørte han lastbil for forretningen. Senere - i 1965 - startede han sin egen virksomhed med handel med kartofler. Den 21. marts 1991 solgte han sin forretning til et selskab ejet af F, der købte alle aktiver ud af H2 ApS. De kontante midler i selskabet var opdelt således, at der til betaling af skat for 1989/90 stod ca. 1.9 mio. kr. på en særskilt konto i F2-Bank. Det var en ordning, han havde lavet for at have styr på pengene, men han kunne dog frit hæve fra kontoen. Han kan ikke huske, om hans rådgivere kendte til ordningen. Efter salget af selskabets aktiviteter havde han sammen med sin revisor, nogle overvejelser om, hvorledes de indestående investeringsfondsmidler kunne anvendes. En dag blev han ringet op af sin revisor, C, R2, der fortalte, at han havde hørt, at man kunne sælge et selskab som H2 ApS. A gav grønt lys for, at revisor C skulle undersøge denne mulighed nærmere.

Et stykke tid efter oplyste revisoren, at han havde kontakt med D, som kunne skaffe en køber til selskabet, og at D tidligere havde været ansat i Kommunens skattevæsen, men nu var skattekonsulent i R4 ApS. A havde da aldrig tidligere haft kontakt med R4 ApS. Den potentielle køber var et selskab ved navn K1, men på et møde, hvori også As advokat, B, og revisor C deltog, sagde advokat B, at køber øjensynlig ingen penge havde, og at det var urealistisk at forhandle videre med denne. De aftalte derfor, at D skulle lede efter en anden køber, og A betingede sig, at det skulle være en køber med penge. Kort tid efter ringede C ham op og fortalte, at D nu havde fundet en ny køber - en udenlandsdansker - som F1-Bank stod bag. Der blev optaget forhandlinger med den nye køber. A syntes, at det var mærkeligt, at man kunne sælge sin gæld. Han bad derfor sin revisor om en forklaring.

C kom med et stykke papir, der viste, at handelen ved hjælp af investeringer efter belgiske afskrivningsregler kunne betale sig for køberen. A opfattede det herefter som salg af et helt selskab med plusser og minusser og ikke som et salg af gæld. Han syntes, at det var indviklet, og han sagde til sin revisor, at der ikke måtte være nogen risiko ved salget, der jo angik hans livsværk. Når hans rådgivere - advokat, revisor og skattekonsulent - sagde, at salget var lovligt, når F1-Bank stod bag, og når alt blev meddelt til myndighederne, troede han, at det var i orden. Han kendte ikke til forbuddet mod salg af et selskab ved selvfinansiering, og han havde aldrig hørt om selskabstømning. Køberen hed TS, men A hverken så eller talte med ham. Det var altid D, der repræsenterede køberen. Alt det tekniske og praktiske vedrørende salget tog advokat og revisor sig af. Han havde intet at gøre med pengeoverførslerne. To-tre år senere blev han ringet op af politiet, der bad om at se papirerne fra handelen. Det måtte politiet gerne, men de kontaktede ham ikke igen.

Han hørte herefter ikke mere til sagen før på et langt senere tidspunkt, hvor han blev kontaktet af kurator i det sagsøgende konkursbo.

Advokat B har forklaret, at A er fast klient i det firma, advokaten driver virksomhed igennem, Advokataktieselskabet R1, men at advokat LL er klientholder. Han træder selv til, når advokat LL er forhindret. I slutningen af januar 1991 kom der et tilbud fra F om køb af As virksomhed til den pris, A krævede for at sælge. I den anledning blev der den 28. januar 1991 afholdt et møde på Bs kontor, hvori A, C samt han selv deltog. Mødet resulterede i, at han skulle udfærdige en købekontrakt vedrørende handelen med F. Det gjorde han, og den blev underskrevet af begge parter den 5. maj 1991. På det tidspunkt diskuterede man overhovedet ikke salg af selskabet, men i en telefonsamtale den 20. juni 1991 bad revisor C ham om at deltage i et møde med C selv, skattekonsulent D og A vedrørende salg af H2. D havde fremskaffet en køber, K1, og advokat B skulle ikke foretage undersøgelser vedrørende denne køber.

Prisen var allerede aftalt, og han skulle blot udarbejde udkast til aktieoverdragelsesaftalen. Det gjorde han den 24.-26. juni. Han havde en måned tidligere deltaget i et kursus, hvor et stort revisionsfirma havde gennemgået salg af overskudsselskaber, og han fandt ikke anledning til at undersøge salget nærmere. Efter en henvendelse fra K1' advokat, LC, bad han F2-Bank om en bekræftelse på størrelsen af H1 ApS' indestående i F2-Bank, hvilket han fik den 26. juni 1991. Han fik ligeledes F2-Bank til den 27. juni 1991 at fremsende et brev konciperet af ham til købers bank, F4, vedrørende udveksling af købesummen og H1 ApS' kapital, idet han havde fået oplyst, at F4 skulle være kontoførende for selskabet, og idet selskabets penge selvfølgelig skulle indsættes på selskabets konto i den tyske bank.

Da det viste sig, at K1 ikke havde de nødvendige midler, og at køberens bank ikke ville lånefinansiere købesummen, indså A og rådgiverne på et møde den 27. juni om eftermiddagen, at handelen næppe ville blive gennemført, og den 28. juni afviste B skriftligt transaktionen overfor advokat LC. Det gjorde han, fordi han ikke ville være med til selskabstømning. Fredag den 28. juni om morgenen modtog han det nye tilbud, som D havde indhentet. K1 havde fået en frist til kl. 12 samme dag til at bringe forholdene i orden, og først efter fristens udløb kunne man gå videre med det ny tilbud. Selv om D i et brev af 27. juni 1991 oplyste om, at MK i F1-Bank ville kunne bekræfte købers betalingsevne- og vilje, undersøgte B hverken, hvad køber ville bruge selskabet til, eller om køber havde penge. Han ved ikke, om D undersøgte den nye køber nærmere. Fredag den 28. juni om formiddagen blev han ringet op af køberen, TS, der virkede meget fornuftig, og vidnet telefaxede et kontraktsudkastet til TS.

Da han senere modtog TSs bemærkninger hertil, faxede han kl. .07 kommentarerne videre til skattekonsulent D hos R4 ApS, fordi han ikke selv havde noget at gøre med TS, og fordi det var D og Cs opgave at forhandle kontrakten. Han går ud fra, at D da havde fået kontrakten. På et møde om fredagen kl. 14 mellem ham selv, A, C og D blev kontraktsudkastet rettet til. I det første udkast havde han indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at overførsel af selskabets likvide midler forudsatte, at skyldig skat til betaling den 20. november 1991 1.9.776 kr. blev sikret betalt. Den bestemmelse blev slettet, fordi TS ifølge D ikke ville kunne leve med den. Herefter telefaxede han kl. 14.43 kontrakten til TS/LR, F1-Bank, idet TS havde fortalt ham, at han var på vej til et møde i banken. Kontrakten kom retur fra F1-Bank kl. 15.07 med TSs underskrift. Udkastet til meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev også telefaxet til F1-Bank og kom retur med et "OK" kl. 15.10.

Han formoder, at kommentaren er skrevet af TS. Han skrev selv instruksen af 28. juni 1991 om pengeoverførsel til F2-Bank. Han kunne ikke forestille sig, at F2-Bank kunne finde på at overføre selskabsmidlerne på anden måde end til en særskilt konto vedrørende H1 ApS i F1-Bank, og han mener også, at det fremgår af instruksen, at det var hans hensigt, at midlerne skulle overføres til en konto for selskabet. Han dikterede instruksen på mødet fredag eftermiddag, og ingen af mødedeltagerne fremsatte bemærkninger til skrivelsen. Det var meningen, at pengeoverførslen skulle finde sted om fredagen, men det kunne formentlig ikke nås før om mandagen. Han har naturligvis ikke givet nogen instruks til F1-Bank. Fra fredag eftermiddag og weekenden over var han med sit barn indlagt på hospitalet, og han fik derfor først fulgt op på overførslen om mandagen. Han modtog et stort honorar - 85.400 kr. - for sin medvirken ved salget af anpartsporteføljen i H1 ApS, men han brugte også meget tid på især den handel, der ikke blev gennemført.

Registreret revisor C fra R2 har forklaret, at han har været revisor for A i ca. 25 år, og at han medvirkede ved H2 ApS' frasalg af selskabets aktiviteter. Han og hans revisionsfirma benyttede skattekonsulent D og R4 ApS, når der opstod særlige skattespørgsmål, som krævede en ekspertviden. På et tidspunkt fik hans firma en henvendelse fra R4 ApS om, at man havde køberemner, og at det var muligt at gøre en god forretning, hvis man kunne fremskaffe nogle overskudsselskaber til salg. C kontaktede herefter A vedrørende et eventuelt salg af overskudsselskabet. Han mener, at der blev holdt et møde vedrørende K1 som køberemne den 19. juni. Der blev ikke aftalt en særlig arbejdsdeling mellem ham, B og D. Han opfattede sig selv som værende på sidelinien. Han kan huske, at D på et tidspunkt talte om, at køberen havde mulighed for at eliminere skatten ved at anskaffe aktiver, f.eks. vindmøller. Han har ikke haft noget at gøre med TS.

A betalte ham et honorar på 12.500 kr. på baggrund af en timefakturering. En almindelig, personlig selvangivelse for A plejer at koste 2.-3.000 kr. Han mener, at han kun har udarbejdet perioderegnskab. Han har intet haft med salget at gøre efter kontraktens underskrift. Han kan huske, at A sagde, at der ikke måtte være noget ulovligt eller nogen risiko forbundet med handlen. Det blev ikke drøftet, om handelen var en selvfinansieringshandel. Han kan ikke huske, hvornår han modtog Ds brev af 27. juni 1991. Han kan heller ikke huske, om F1-Bank bekræftede indholdet. Han deltog i mødet fredag den 28. juni 1991 kl. 14.00, men han kan ikke huske, om vilkåret vedrørende deponering af skattemidler blev drøftet. Når han beder R4 ApS om råd, betaler hans firma normalt herfor, men i den konkrete situation betalte A regningen - måske på grund af momsen. Han ved ikke, hvorfor regningen blev sendt via ham. Der var vedlagt et girokort, som han videresendte til A.

Han tror ikke, at D deltog i mødet den 19. juni, men han deltog den 27. og den 28. juni. D var ret passiv på møderne. Det var advokat B, der stod for forhandling af kontrakten. Han kan ikke huske, om B eller D kontaktede ham i anledning af TSs ønske om kontraktsændringer. Han mener, at han har set det oprindelige tilbud fra TS.

Skattekonsulent D har forklaret, at han fra 1970 til 1985 var ansat ved Told og Skat. I perioden 1985-90 var han ansat i R7 som skatterevisor. Herefter startede han firmaet R4 ApS, der i dag hedder R3 A/S. Kunderne er overvejende revisorer. Hertil kommer enkelte advokater og banker. Det er helt usædvanligt med en privatperson som kunde. På et tidspunkt blev han ringet op af revisor C, og de holdt i begyndelsen af juni måned 1991 et møde om, hvad man kunne stille op med de investeringsfondsmidler, der henstod i et overskudsselskab. I mødet deltog yderligere en medarbejder fra revisionsfirmaet. Man kom på mødet ind på muligheden af at sælge H1 ApS, bl.a. fordi R4 ApS havde fået en henvendelse fra selskabet K1, der efter det oplyste ville investere i typehuse og herved kunne eliminere skatten. De drøftede ikke den konkrete køber, men blot om salg var en mulighed, som A kunne være interesseret i. Senere bad C ham om at indhente et konkret tilbud, idet A var interesseret i salg.

Dette skete, før perioderegnskabet af 21. juni 1991 var udarbejdet. Han husker ikke nærmere om det brev af 24. juni 1991, som han har skrevet, og som indeholder nøgletal vedrørende H1 ApS. Måske er det sendt til K1. Tilbuddet fra TS af 27. juni 1991 har R4 ApS helt sikkert modtaget. På det tidspunkt fik man mange generelle køberhenvendelser. Tallene må nødvendigvis stamme fra oplysninger, som han, D, har givet TS. Han videresendte tilbuddet til revisoren. Han har ligeledes den 28. juni fået advokat Bs telefax med skrivelsen til K1' tyske bank. Han foretog sig ikke noget i den anledning. Han havde ikke noget forhåndskendskab til køberen. Han spurgte TS om, hvad selskabet skulle bruges til, og fik at vide, at det drejede sig om en stor investering i vindmøller i udlandet. Han udspurgte ikke TS nærmere, og han undersøgte ikke købers betalingsevne og -vilje. Advokat B bad ham om at afklare et spørgsmål om difference i egenkapitalen på baggrund af TSs kommentarer til kontraktsudkastet.

Han blev også bedt om at deltage i mødet den 28. juni kl. 14. Udover ham selv deltog A, C og B i mødet. Han kendte ikke A på forhånd. Han havde ingen rolle på det møde, idet der ikke opstod skatteretlige spørgsmål. Han kan ikke huske diskussionen om kontraktsvilkåret vedrørende skattedeponering, og han havde i det hele taget intet at gøre med kontraktsforhandling. Han fik hverken kontraktsudkastet til K1 eller til G1 SA. Han kunne ikke drømme om at blande sig i overførslen af penge. Han har ikke haft nogen forbindelse til sagen efter den 28. juni 1991. Han har faktureret regningen direkte til A, hvilket fremgår af, at der ikke er pålagt moms. Han var dog ikke rådgiver for A, idet hans bistand var rekvireret af C. Regningen, der lyder på 8.500 kr., dækker dels over deltagelse i et møde med revisor samt to yderligere møder, dels over indhentelse af tilbud. Han har faktureret med en timesats på 650-700 kr.

MK har forklaret, at han siden 1976 har været ansat i F1-Bank i forskellige afdelinger. Siden 1986 har han været ansat i afdelingen, hvor han primært beskæftiger sig med privatkunder. I slutningen af 1989 henvendte én af bankens kunder, IT, sig og spurgte, om han måtte oprette en konto for G2 I/S, som han ejede sammen med TS, og som var et firma, der skulle handle med selskaber. Kontoen skulle anvendes ved køb og salg af virksomheder. Kontoen fik ikke tilknyttet nogen kassekredit, selv om ordet står på den fremlagte kontoudskrift. Hvis det havde været tilfældet, ville der også have været angivet et kreditmaksimum. Da der den 28. juni 1991 blev debiteret næsten 35 mio. kr. på kontoen, opstod der et overtræk på mere end 33 mio. kr. Dette blev kun tilladt, fordi der forelå et brev fra F2-Bank om, at der ville komme penge herfra, og fordi overtrækket kun var en formalitet i og med, at der med det samme ville komme et beløb, der oversteg overtrækket, den anden vej. Han kan ikke forklare, hvorfor beløbet blev trukket allerede den 28. juni. Det kunne lige så godt have ventet til den 1. juli, der var valørdag.

Han var ikke personligt involveret i den konkrete disposition. Det var tilfældigt, at det var LR, der tog sig af sagen. Da der ikke var knyttet kreditfaciliteter til kontoen, blev der heller ikke ført løbende kontrol med G2 I/S' økonomi. Han mener, at der ligger et brev fra TS om overførsel af pengene, men det er også muligt, at TS har givet en mundtlig instruks til LR, da TS var i banken den pågældende dag.

JG har forklaret, at hun har en bankuddannelse, og er ansat i F2-Bank. I 1991 blev hun prokurist, men da handelen med H1 ApS blev gennemført, var hun endnu bankfuldmægtig. Hun mener, at brevet af 26. juni 1991 fra banken til advokat B vedrørende H1 ApS' indestående i banken blev skrevet efter en telefonisk anmodning fra B. Hun fik at vide, at brevet skulle skrives, fordi selskabet skulle sælges. Den særskilte "skattekonto" blev oprettet på anmodning fra A, der ville have penge til betaling af skat adskilt fra de øvrige midler. Kontoen var reelt en indlånskonto og ikke en deponeringskonto. Forud for bankens modtagelse af advokat Bs instruks om pengeoverførsel var der telefonisk kontakt med advokaten, der sagde, at banken skulle gøre, som der stod i instruksen, og at man endelig ikke måtte handle, før man havde modtaget den. JG bad hovedafdelingen om at give meddelelse, når pengene var til rådighed. Dengang skulle pengeoverførsler via F4-Bank være på plads senest kl. 11 om formiddagen.

Meddelelsen kom så sent, at overførslen først kunne effektueres den 1. juli. Bekræftelsen af 28. juni 1991 på, at F2-Bank ville overføre penge til F1-Bank, sendte hun sent om eftermiddagen pr. telefax til F1-Bank på foranledning af B. Hun mener, at det var efter, at hun havde modtaget bekræftelsen fra F1-Bank. Hun drøftede ikke med medarbejdere fra F1-Bank på hvilken konto pengene skulle indsættes, men det fulgte af F2-Banks skrivelse af 28. juni 1991 til F1-Bank, at pengene skulle indsættes på en konto tilhørende selskabet. Den 1. juli 1991 sendte hun et brev til F1-Bank som en bekræftelse på, at overførselen nu havde fundet sted. Instruksen fra B gik ud på, at hele engagementet på nær investeringsfondshenlæggelserne skulle overføres til F1-Bank. Hun blev ikke bedt om at undersøge køberens betalingsevne eller -vilje. Banken havde i sit brev af 26. juni 1991 vedrørende H1 ApS' indestående gjort B opmærksom på den særskilte konto med penge til betaling af skat, men kontoen var ikke på nogen måde klausuleret. Hun har ikke været med til at drøfte, hvad pengene skulle overføres til.

Hvis der var blevet overført selskabsmidler til F2-Bank, ville hun straks have oprettet en selskabskonto til pengene, og hun mener, at overskriften i F2-Banks bekræftelse af 28. juni 1991 til F1-Bank viser, at det er selskabets penge, der overføres. I juli måned 1991 fik F2-Bank en meddelelse fra F3-bank om, at investeringsfondskontoen skulle overføres hertil. Der var tale om en ren kontoflytning, og F2-Bank havde ingen viden om, at midlerne skulle frigives. For det arbejde, banken havde udført med hensyn til overførsel af penge, tog banken et gebyr på 3.500 kr.

LR har forklaret, at han i 1990 startede i F1-Bank. Han havde da en almindelig bankuddannelse. Han fratrådte sin stilling den 1. april 1995. Han kender navnet G2 I/S, men det var MK, der var kundeansvarlig for selskabet. Navnet H1 ApS siger ham absolut ingenting, og han har ingen erindring om, at have talt med JG fra F2-Bank. Han kan huske, at han har haft kontakt med TS, men han husker ikke den eksakte dato. Han vidste, at TS og G2 I/S beskæftigede sig med køb og salg af virksomheder, men ikke hvad virksomhederne indeholdt. Han husker ikke den konkrete overdragelse, og han husker ikke indholdet af den fremlagte fax af 28. juni fra B adresseret til TS/LR i F1-Bank. Han kan heller ikke huske, hvorfor pengeoverførslen fandt sted den 28. juni i stedet for den 1. juli, men det gav gode renter til banken. Han kan ikke huske, om TS var i banken den dag, men det ville være naturligt, og han formoder, at TS har givet instruks om pengeoverførslen.

Det er for så vidt underligt, at der ikke ligger en underskrift fra TS herpå. LR har uden tvivl drøftet overførslen med filialdirektør PS, og det har selvfølgelig været en klar forudsætning, at der skete en udligning - altså at der fra F2-Bank gik penge ind på G2's konto. Ved en overførsel af denne art vil F1-Bank typisk oplyse den overførende bank, her F2-Bank, om, hvor pengene skal placeres. F2-Bank vil da oplyse F4-Bank om, hvortil pengene skal overføres. F1-Bank vil typisk have fået de relevante oplysninger om kontonummer, navn og adresse fra modtageren, dvs. fra køberen. Han kan ikke genkende navnet G1.

Parternes argumenter

Sagsøgeren, HX ApS under konkurs, har til støtte for sin principale påstand overfor sagsøgte 1, A, gjort gældende, at A i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, er forpligtet til at erstatte sagsøgerens tab som følge af, at overdragelsen af H1 ApS fandt sted i strid med selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2. På køberens konto indestod der den 28. juni 1991 alene 1.612.377 kr., og trækket på kontoen på 34.952.330 kr. kunne kun lade sig gøre, fordi der var aftalt en samtidig overførsel af selskabets midler, i alt 37.432.201,84 kr. Disse midler blev overført fra F2 A/S til F1-Bank A/S på baggrund af advokat Bs instruks af 28. juni 1991, og midlerne blev indsat på køberens konto i F1-Bank A/S og ikke på en konto tilhørende selskabet. Hverken sælger, dennes advokat eller F2 A/S foretog sig noget for at sikre sig, at pengene blev indsat på en konto tilhørende selskabet og dermed beskytte skattevæsenets krav.

Der er således intet i den fremlagte dokumentation, der viser, at pengene skulle indbetales til en konto tilhørende H1 ApS. Det er ubestridt, at køberen ikke kan opfylde sin tilbagebetalingspligt efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4. Da det var A og/eller hans rådgivere, der traf beslutningen om at overføre selskabets midler til køberen, følger det af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, at A indestår for selskabets tab, og det er i den forbindelse uden betydning, om A vidste, hvortil selskabsmidlerne skulle overføres. Tabet udgør i princippet samtlige selskabets midler, dvs. 37.432.201,84 kr., og beløbet skal forrentes efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4. Sagsøgerens principale påstande er med sikkerhed udtryk for en begrænsning i forhold hertil, og de bør derfor i det hele tages til følge.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand over for A gjort gældende, at A som sælger af anpartsporteføljen i H1 ApS i hvert fald har handlet culpøst, og at han dermed er erstatningspligtig efter dansk rets almindelige erstatningsregel for skattevæsenets tab ved, at selskabsskatten ikke blev betalt. Han hæfter også for sine rådgiveres fejl. A og hans rådgivere indså eller burde indse, at der var stor risiko for selvfinansiering, idet selskabets aktiver alene bestod af likvide midler, og A burde ved salget indse, at der herved blev påført skattevæsenet en særdeles nærliggende tabsrisiko. Der påhvilede derfor A en særlig omsorgspligt over for selskabets kreditorer, særligt skattevæsenet som tvangskreditor for et betydeligt beløb. Alternativet til salg var likvidation, hvilket ville betyde, at skatten skulle betales, og begrundelsen for i stedet at sælge var alene at spare skat. For køber kunne handelen ikke begrundes i sparede omkostninger eller rentefordel, men var alene begrundet i skattespekulation ved eliminering af skatten.

Skulle køberen kunne gøre dette ved lovlige dispositioner, ville det kræve en stor kapital. Ved i denne situation at modtage en overkurs på 47 % fra et køberselskab, der var sælgeren helt ukendt, uden at undersøge køberens planer for betaling af selskabets skatter har A tilsidesat sin omsorgspligt over for selskabets kreditorer.

Over for As indsigelse om, at kravet mod denne sagsøgte må bortfalde eller reduceres som følge af, at sagsøgeren ikke har påstået sagsøgte 2, F1-Bank A/S, dømt til at hæfte for skattelovsrenter og bobehandlingsomkostninger, har sagsøgeren gjort gældende, at A og F1-Bank A/S er solidarisk ansvarlige, og at sagsøgeren frit kan vælge, hvem man vil rette sine krav imod. Over for As indsigelser mod den del af erstatningskravet, der vedrører den efterfølgende gennemførte overførsel af investeringsfondshenlæggelser, har sagsøgeren anført, at det i overensstemmelse med TH-sagen (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.365 H) må anses for underordnet, at beløbet først efter overdragelsen af H1 ApS blev overført til en konto for selskabet og derefter hævet. Også i TH-sagen blev midlerne hævet senere efter en i formen korrekt anmeldelse, og Højesteret fastslog, at hele tabet inkl. procenttillæg og kontrollovstillæg måtte anses for påregneligt for såvel sælgeren som køberens bank.

Endelig har sagsøgeren bestridt, at det krav, der er fremsat i pkt. 3 i den principale påstand, er bortfaldet på grund af sagsøgerens passivitet. Kravet, der er fremsat i påstandsdokumentet af 11. september 2000, er et erstatningskrav, som ikke er forældet, da forældelsesfristen blev afbrudt ved sagsanlægget, hvor der blev fremsat krav om betaling i henhold til den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. Der er heller ikke indtrådt præklusion, idet der ved sagsanlægget den 24. marts 1998 ikke var anmeldt andre krav i konkursboet end skattevæsenets krav. Det skete først den 23. april 1998. Nærværende sag adskiller sig herved fra den såkaldte SG-sag (ØLD af . september 2000, 5. afd., B-2422-99 og B-2423-99), hvor de relevante kreditorkrav ikke var medtaget i stævningen, uagtet kravene var anmeldt over for konkursboet mindst et år før, der blev udtaget stævning. Kravene blev først medtaget i konkursboets processkrift to år senere, og på den baggrund fandt landsretten, at kravene var prækluderede.

Til støtte for sine påstande over for sagsøgte 2, F1-Bank A/S, har sagsøgeren gjort gældende, at F1-Bank A/S har handlet ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregel, jf. herved også bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. På baggrund af MKs forklaring må det lægges til grund, at F1-Bank A/S vidste, at G2 I/S' konto var oprettet med henblik på at gennemføre selskabshandeler. F1-Bank A/S vidste også, at der i den konkrete situation var tale om en selskabshandel, idet advokat B havde fremsendt købsaftalen til banken. Endvidere vidste F1-Bank A/S, at F2 A/S' pengeoverførsel udgjorde H1 ApS' likvide midler, der ved at blive placeret på G2 I/S' konto udlignede overtrækket på denne konto. Gensidigheden var en betingelse for, at transaktionerne kunne gennemføres, og F1-Bank A/S indså eller burde have indset, at selskabshandelen herved blev finansieret med selskabets egne midler.

Forud for den ulovlige udbetaling af H1 ApS' midler til køberen havde selskabet rigelige midler til betaling af skatter, og skattevæsenets og eventuelle andre kreditorers tab er forårsaget af denne udbetaling og er en adækvat følge af F1-Bank A/S' handlinger og undladelser i forbindelse med udbetalingen. Desuden havde F1-Bank A/S erfaring med selskabshandeler af den omhandlede type, idet F1-Bank A/S ifølge redegørelsen til Finanstilsynet har medvirket i 11 tilsvarende transaktioner. I flere af disse tilfælde er banken ifaldet et erstatningsansvar. F1-Bank A/S skabte ved dennes transaktion grundlaget for, at købet af selskabet blev finansieret med dets egne midler, og gjorde således intet for at afværge risikoen for, at skattevæsenet led tab. Sagsøgerens påstand over for F1-Bank A/S bør derfor i det hele tages til følge. Sagsøgte 1, A, har til støtte for sine påstande over for det sagsøgende konkursbo i første række gjort gældende, at selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2 ikke er overtrådt i forbindelse med salget af H1 ApS.

Det fremgår af de fremlagte bilag fra F1-Bank A/S, herunder udskrift af G2 I/S' konto, og af JGs forklaring, at købesummen blev betalt den 28. juni 1991, mens selskabets likvider først blev overført den 1. juli 1991. Købesummen kan derfor ikke være betalt af selskabets midler. Såfremt det antages, at selskabets midler i forbindelse med handelen blev stillet til rådighed for køberen i strid med anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, har A gjort gældende, at beslutningen om at stille selskabets midler til rådighed for køberen, ikke blev truffet eller opretholdt af ham eller hans rådgivere, og han hæfter derfor ikke efter anpartsselskabsslovens § 84, stk. 5, for tilbageførslen af selskabets midler. A gav ingen instruks til F4-Bank om at overføre penge til G2 I/S' konto, og han havde heller ikke kompetence hertil den 1. juli, hvor midlerne blev overført, da han allerede den 28. juni var blevet frameldt ledelsen over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Advokat B har heller ikke givet instruks til hverken F4-Bank eller F1-Bank A/S om, at H1 ApS' midler skulle indsættes på G2 I/S' konto. Tværtimod angav advokaten i den skriftlige instruks af 28. juni 1991 til F2 A/S, at pengene skulle overføres til H1 ApS i F1-Bank A/S. Der er heller ikke grundlag for at antage, at F2 A/S har givet instruks om overførsel af penge til G2 I/S' konto. I F2 A/S' bekræftelsesskrivelse til F1-Bank A/S refereres i overskriften til H1 ApS, og der henvises ikke til G2 I/S. Da man således på sælgersiden har givet instruks om at overføre pengene til en konto tilhørende selskabet, er der ikke tale om en såkaldt mellemformssag, men om en bruttosag, hvor beslutningen om anbringelse af selskabets midler på G2 I/S' konto blev truffet på købersiden.

F1-Bank A/S havde en særlig interesse heri, idet banken havde tilladt G2 I/S et overtræk på godt 33 mio. på kontoen, og ifølge de forklaringer, der er afgivet af MK og LR, var det en forudsætning for dette overtræk, at de penge, der efter det oplyste stort set samtidig skulle komme fra F2 A/S, skulle indsættes på kontoen, således at overtrækket blev udlignet. Der var således fra F1-Bank A/S' side tale om gensidigt betingede overførsler, og F1-Bank A/S overså i den forbindelse, at F2 A/S i sin skrivelse til F1-Bank A/S havde oplyst, at selskabets midler skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. I retspraksis forudsættes en vis form for viden/burde viden på sælgersiden for at pålægge sælgeren et hæftelsesansvar efter § 84, stk. 5.

Eksempelvis var det i PI-sagen, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998.1172, direkte aftalt i købekontrakten, at pengene skulle overgives til køber. Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Et andet eksempel er SP-sagen, der er gengivet i Tidskrift for Skatteret 2000, nr. 446, hvor landsretten i præmisserne lagde vægt på, at den fuldmægtig, der handlede for sælgeren, "vidste eller i hvert fald bestemt måtte formode" at pengene ville blive indsat på købers konto.

I den foreliggende sag havde hverken A, hans rådgivere eller hans bankforbindelse, F2 A/S, nogen anelse herom.

A, har i anden række gjort gældende, at det erkendes, at han - eller hans rådgivere - ud fra den norm, der er anlagt i retspraksis, har handlet i strid med den almindelige erstatningsansvarsregel, men at der dog ikke foreligger culpa ved overførsel af investeringsfondshenlæggelserne. Disse midler blev efter anmodning overført til F3-Bank A/S et stykke tid efter, at hovedtransaktionen var afsluttet, og midlerne blev utvivlsomt overført til en konto tilhørende H1 ApS. På baggrund af anmeldelserne, og da der ikke er ført bevis for andet, må det antages, at midlerne blev anvendt lovligt. A var i hvert fald ikke vidende om en eventuel anvendelse i strid med reglerne, og et eventuelt misbrug af midlerne ville i øvrigt heller ikke være påregneligt for ham.

For så vidt angår sagsøgerens principale påstand har A subsidiært gjort gældende, at sagsøgeren ved at opgive kravet om betaling af selskabsskattelovsrenter og bobehandlingsomkostninger over for F1-Bank A/S har forringet As regresmuligheder i et sådant omfang, at kravet mod ham vedrørende betaling af de nævnte poster bør bortfalde eller stærkt reduceres.

For så vidt angår sagsøgerens generelt udformede påstand under pkt. 3 i den principale påstand, har A gjort gældende, at den må afvises af tre grunde. For det første fordi påstanden er uklar og ikke kan eksekveres. For det andet ville konsekvensen af at imødekomme påstanden være helt uoverskuelig for A. R3 A/S har anmeldt et krav på over 8 mio. kr., og man kan forestille sig, at de øvrige adciterede ligeledes vil anmelde krav. Tages påstanden til følge, kunne A således komme til at betale sit eget regreskrav. For det tredje har sagsøgeren udvist passivitet ved først at fremsætte påstanden i påstandsdokumentet.

A, har til støtte for sine påstande over for F1-Bank A/S, som A også har adciteret, gjort gældende, at A kan gøre regres mod F1-Bank A/S for hele det beløb, A måtte blive dømt til at betale, inkl. skattelovsrenter og konkursomkostninger. Skulle landsretten komme til det resultat, at investeringsfondshenlæggelserne skal medregnes i forhold til sagsøgeren, omfatter regreskravet også dette beløb. Det er uden betydning for vurderingen af regreskravets omfang, at As eventuelle ansvar efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, er et objektivt ansvar, mens F1-Banks A/S' ansvar er et almindeligt culpaansvar, og fordelingen af ansvaret bør ske ud fra principperne i erstatningsansvarslovens § 25, hvilket støttes af Vestre Landsrets dom af . april 2000, gengivet i Tidsskrift for Skatteret 2000, nr. 446, vedrørende SP ApS under konkurs. Et af formålene med gennemførelsen af erstatningsansvarslovens §§ 24 og 25 var, at det skulle være muligt at foretage en friere ansvarsfordeling.

I den foreliggende sag bør F1-Bank A/S bære hele ansvaret, idet banken var eller burde have været bekendt med, at man medvirkede i en selskabshandel, og at de midler, der blev overført til bankens konto i F4-Bank, tilhørte det overdragne selskab. På baggrund af det tidligere anførte må det antages, at beslutningen om at overføre selskabets midler til G2 I/S' konto blev truffet af F1-Bank A/S. Såfremt F1-Bank A/S vil gøre gældende, at det ikke var banken, der traf beslutningen om at overføre midlerne fra F1-Banks A/S' konto i F4-Bank til G2 I/S' konto i F1-Bank A/S, påhviler bevisbyrden for denne påstand F1-Bank A/S, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Det var F1-Bank A/S' kunde, der tømte selskabet for dets midler, og det var ikke første gang, F1-Bank A/S medvirkede i en sådan transaktion. F1-Bank A/S besad ekspertisen på området og havde mulighed for at gennemskue, at selskabets midler blev stillet til rådighed for køberen, mens A var uden forudsætninger for at gennemskue, hvad der reelt foregik ved transaktionerne.

Til støtte for sine påstande over for adciterede 2, F2 A/S, har adcitanten, A, gjort gældende, at sagen ikke var opstået, hvis F2 A/S havde fulgt advokat Bs instruks af 28. juni 1991. Var instruksen blevet fulgt punktligt, ville F2 A/S have gjort det klart over for F1-Bank A/S, at det overførte beløb skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. For det tilfælde, at landsretten skulle frifinde F2 A/S, har adcitanten gjort gældende, at F2 A/S i hvert fald ikke skal tillægges omkostninger, idet F2 A/S selv har givet anledning til adcitation ved ikke utvetydigt over for F1-Bank A/S at angive, at pengene skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS.

Adcitanten, A, har til støtte for sine påstande over for adciterede 3 og 4, advokat B og Advokataktieselskabet R1, gjort gældende, at advokat B har været hans hovedrådgiver. Advokat B rådgav således A i forbindelse med salget af overskudsselskabet, ligesom han udfærdigede overdragelsesdokumenter, og det var også ham, der rådgav og afgav instrukser til F2 A/S om overførsel af selskabets midler. Advokat B burde i forbindelse med sin rådgivning have advaret A om risikoen for overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, og han burde have forhindret, at der opstod nærliggende risiko for selskabstømning, ligesom han burde have fulgt op på sin instruks af 28. juni 1991 til F2 A/S. Advokat B bør solidarisk med Advokataktieselskabet R1 pålægges erstatningsansvar for hele det tab, A måtte lide ved en fældende dom i forhold til sagsøgeren, hvad enten sagen bedømmes som en såkaldt bruttosag eller en såkaldt mellemformssag.

Adcitanten, A, har til støtte for sine påstande over for adciterede 5 og 6, registreret revisor C og R2, gjort gældende, at revisor C har optrådt som økonomisk rådgiver for A, og at C i vidt omfang må betegnes som initiativtager til salget af H1 ApS. A var indledningsvis betænkelig ved at sælge overskudsselskabet i stedet for at likvidere det, men revisor C overtalte ham til at sælge, og han burde have advaret om risikoen for overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, ligesom han burde have forhindret, at der opstod nærliggende risiko for selskabstømning. Revisor C hæfter for hele det krav, A måtte blive dømt til at hæfte for over for konkursboet, og R2 hæfter solidarisk med C for dennes culpøse skadevoldende handlinger og undladelser.

Til støtte for sine påstande over for adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har adcitanten, A, gjort gældende, at D har optrådt som rådgiver for A, hvilket bl.a. fremgår af, at han har udstedt en momsfri regning til A for sit arbejde i forbindelse med anpartsoverdragelsen. Det er underordnet, hvem der har antaget D. Det afgørende er, at D har givet A mangelfuld rådgivning, idet han ikke påpegede risikoen for selvfinansiering, ligesom han intet gjorde for at forhindre, at selskabet blev tømt for midler. R3 A/S hæfter solidarisk med skattekonsulent D for dennes culpøse skadevoldende handlinger og undladelser.

Endelig har adcitanten over for de adciterede gjort gældende, at de bør hæfte solidarisk, og at fordelingen af ansvaret mellem A og hans rådgivere, adciterede 2-8, bør finde sted efter principperne i erstatningsansvarlovens § 25, stk. 2. Som følge heraf bør A alene fralægge sig sin berigelse, idet han var uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af det salg af selskabet, som hans rådgivere anbefalede ham, og som F2 A/S og F1-Bank A/S var medvirkende til at gennemføre. Desuden er han uden ansvarsforsikring, og efter § 25, stk. 2 er det muligt ved den endelige fordeling af ansvaret at tage hensyn til, om en eller flere af de erstatningsansvarlige er ansvarsforsikret. Advokat B, revisor C og skattekonsulent D har alle ansvarsforsikringer.

Sagsøgte 2, F1-Bank A/S, har til støtte for sine påstande over for sagsøgeren i første række gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at købesummen for selskabet blev betalt af selskabets egne midler. F1-Bank A/S var ganske vist kontoførende for G2 I/S, men G2 I/S var ikke køberen. Det var derimod G1 SA, hvilket klart fremgår af såvel TSs skrivelse af 27. juni 1991 om formidling af et overskudsselskab som af købsaftalen. Det fremgår også af TSs telefax af 26. juni 1991 til R6 A/S, at køberen skulle betale kommission til R5 ved TS (G2 I/S). Det var først efterfølgende, at det blev klart, at I også stod bag G1 SA. Da handelen foregik, vidste man blot, at køber var en udenlandsdansker, og om køber havde de fornødne midler til at betale købesummen, vides ikke, idet dette ikke fremgår af de fremlagte dokumenter.

Såfremt det lægges til grund, at G2 I/S var køber af selskabet, har F1-Bank A/S i anden række gjort gældende, at F1-Bank A/S hverken indså eller burde have indset, at køberen erhvervede selskabet for dets egne midler: LR og MK var som ansatte i F1-Bank A/S klar over, at G2 I/S handlede med virksomheder, men ingen i F1-Bank A/S var klar over, at H1 ApS var et overskudsselskab, idet JG og LR kun talte om pengeoverførsler. F1-Bank A/S vidste, at der var likvide midler i selskabet, men havde ikke kendskab til, om der eventuelt var aktiviteter i selskabet, eller om der var andre aktiver som eksempelvis bygninger. F1-Bank A/S havde heller intet kendskab til, at der påhvilede selskabet en skattegæld. F1-Bank A/S kunne ikke af F2 A/S' overførselsskrivelse af 28. juni 1991 udlede, at der var tale om salg af et overskudsselskab, og A gav heller ikke på anden måde F1-Bank A/S oplysning herom. Der er ikke ført bevis for, at et udkast til købsaftalen blev fremsendt til F1-Bank A/S.

Advokat Bs telefax af 28. juni 1991 var ganske vist stilet til TS/LR, c/o F1-Bank, men LRs navn var alene nævnt, for at der skulle være en modtager i banken, som kunne sikre, at telefaxen gik videre til den reelle modtager, TS. F1-Bank A/S havde således ikke anledning til at undersøge købsaftalen og pengeoverførslerne nærmere, idet F1-Bank A/S' eneste interesse i denne sag var at undgå risiko for, at overtrækket på G2 I/S' konto ikke blev dækket ind. Endelig har F1-Bank A/S over for sagsøgeren gjort gældende, at F1-Bank A/S intet har haft at gøre med det solgte selskabs investeringsfondsmidler, og allerede af den grund er efterbeskatning og procenttillæg F1-Bank A/S uvedkommende, og erstatningsansvar herfor kan ikke pålægges banken.

Til støtte for sine påstande overfor sagsøgte 1, A, har sagsøgte 2, F1-Bank A/S, henvist til de anbringender, banken har gjort gældende overfor sagsøgeren, herunder at G2 I/S ikke gav F1-Bank A/S nærmere oplysninger om baggrunden for pengeoverførslerne, samt at G2 I/S' konto alene var en indskudskonto, hvorfor der ikke var grundlag for F1-Bank A/S til at foretage en nærmere kreditvurdering af køberen. Hertil kommer, at hverken A eller dennes rådgivere har givet instruks om, at pengene, der blev overført fra F2 A/S, skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. F1-Bank A/S har endvidere gjort gældende, at sælgeren under alle omstændigheder ikke kan videreføre et eventuelt ansvar efter den objektive regel i den tidligere anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, dvs. krav vedrørende skattelovsrenter, konkursomkostninger m.v., til F1-Bank A/S, idet disse krav alene er blevet aktualiseret som følge af As overførsel af selskabets likvide midler direkte til G2 I/S.

Et regreskrav kan ikke støttes på erstatningsansvarslovens § 25, fordi denne regel forudsætter et solidarisk ansvar, og der er ikke noget ansvarsgrundlag for F1-Bank A/S for de krav, der er særskilt reguleret i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5.

For det tilfælde, at landsretten måtte antage, at der er et skattekrav omfattet af en solidarisk hæftelse, har F1-Bank A/S i relation til den indbyrdes ansvarsfordeling gjort gældende, at det skattebeløb på godt 1,9 mio. kr., som vedrører skatteåret 1989/90, er F1-Bank A/S uvedkommende, idet skatteåret var afsluttet den 1. juli 1991, da transaktionen blev foretaget, og A kan derfor ikke have haft nogen berettiget forventning om, at dette skattekrav kunne udskydes eller elimineres. A skal bære den del af det resterende beløb, der svarer til hans berigelse, og dette beløb skal gøres op i overensstemmelse med det ligedelingsprincip, der er fastslået i TH-dommen. Da A var en erfaren forretningsmand, skal der ikke ske fravigelse af ligedelingsprincippet.

Overfor de medadciterede 2-8 har adciterede 1, F1-Bank A/S, til støtte for sin friholdelsespåstand gjort gældende, at de alle i modsætning til F1-Bank A/S indså eller burde have indset, at H1 ApS blev erhvervet for egne midler, og at der herved opstod nærliggende risiko for, at selskabet ville blive tømt for midler med tab til følge for selskabets kreditorer. De medadciterede var involveret i de forudgående drøftelser vedrørende salg af overskudsselskabet. F2 A/S var involveret ikke blot i denne transaktion, men også i forhandlingerne med K1, hvilket advokat B også var. Advokat B optrådte i øvrigt som hovedrådgiver, og revisor C fandt i samarbejde med D den endelige køber. De adciterede 2-8 er derfor forpligtede til at friholde F1-Bank A/S, såfremt banken måtte blive dømt helt eller delvist i overensstemmelse med adcitantens påstand.

Adciterede 2, F2 A/S, har til støtte for sine påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at F2 A/S ikke har pådraget sig noget ansvar over for adcitanten, da F2 A/S ikke skulle yde og heller ikke har ydet nogen som helst rådgivning i forbindelse med beslutningen om salg af H1 ApS. F2 A/S har ikke begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med de i sagen omhandlede pengeoverførsler. Advokat B stillede i betalingsinstruksen af 28. juni 1991 til F2 A/S to betingelser, som skulle påses opfyldt, for at banken måtte overføre selskabets midler til F1-Bank A/S: Købsaftalen skulle foreligge underskrevet, og købesummen for selskabets anpartsportefølje skulle være F2 A/S i hænde. Begge betingelser var opfyldt, før selskabets midler blev overført via F4-Bank til F1-Bank A/S, idet købsaftalen da forelå i underskrevet stand, og idet F2 A/S havde sikret sig, at købesummen var overført via F4-Bank til F2 A/S.

F2 A/S har endvidere anført, at det fremgik klart af korrespondancen mellem F1-Bank A/S og F2 A/S, at selskabets midler skulle anbringes på en konto tilhørende selskabet, herunder af overskriften i F2 A/S' bekræftelsesskrivelse til F1-Bank A/S, hvor det udtrykkeligt var anført, at pengeoverførslen vedrørte H1 ApS. Under disse omstændigheder var det upåregneligt for F2 A/S, at F1-Bank A/S indsatte pengene på G2 I/S' konto - en konto tilhørende et selskab, som ingen af sagens parter bortset fra F1-Bank A/S havde kendskab til. F2 A/S havde ikke fået oplyst nyt kontonummer for H1 ApS. Midlerne kunne derfor kun overføres til F1-Banks A/S' konto i F4-Bank, og F2 A/S havde ingen indflydelse på, hvilken konto i F1-Bank A/S, pengene blev overført til herfra.

Det forhold, at F2 A/S også overførte de midler, der var indsat på en særlig konto til skattebetaling, er ikke ansvarspådragende, idet kontoen var en almindelig indlånskonto, som sælgeren af hensyn til sit eget overblik havde oprettet, og idet advokat Bs instruks omfattede samtlige midler bortset fra investeringsfondshenlæggelser. F2 A/S har heller ikke begået fejl ved efterfølgende at overføre investeringsfondshenlæggelserne til F3-Bank A/S, idet F2 A/S ikke kunne nægte at efterkomme F3-Bank A/S' anmodning om at overføre midlerne. Der er således ikke noget ansvarsgrundlag for F2 A/S.

For det tilfælde, at landsretten skulle pålægge F2 A/S et ansvar, har banken gjort gældende, at adcitanten selv må bære den opnåede overkurs tillagt forrentning, og at F2 A/S i hvert fald ikke hæfter for skattelovsrenter og konkursboomkostninger, idet banken ikke er omfattet af de objektive tilbageførselsregler i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5. For så vidt angår opgørelsen af adcitantens tab har F2 A/S tilsluttet sig den opgørelse, som F1-Bank A/S har udarbejdet, og som viser et tab på 1.918.219,48 kr., og har gjort gældende, at adcitanten selv bør bære en del af det tab, der skal bæres på sælgersiden, da adcitanten var en dygtig og kyndig forretningsmand og derfor fuldt ud havde de fornødne forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af overskudsselskabet og de i den forbindelse foretagne dispositioner.

Over for de medadciterede 1 og 3-8 har adciterede 2, F2 A/S, gjort gældende, at et eventuelt ansvar bør fordeles mellem de adciterede i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 25. F1-Bank A/S, som var køberens bank, medvirkende til selvfinansieringen og muliggjorde dermed, at køberen kunne tømme selskabet for midler. F1-Bank A/S er derfor nærmest til at bære risikoen for tabet. LR modtog den 28. juni 1991 kopi af overdragelsesaftalen, og skrivelsen af 28. juni fra TS til LR viser, at F1-Bank A/S var bekendt med, at det var H1 ApS, der var genstand for overdragelse. LR vidste ifølge sin egen forklaring, at transaktionen drejede sig om salg af det nævnte selskab, og han havde den viden, der var nødvendig for at kunne forstå, at det var selskabets midler, der blev overført fra F2 A/S, og at disse midler derfor også skulle behandles som tilhørende H1 ApS og ikke som tilhørende G2 I/S. De medadciterede 3-8 er ligeledes nærmere til at bære et eventuelt tab end F2 A/S, idet adciterede 3-8 alle optrådte som rådgivere for adcitanten.

Rådgivningen foregik i et samarbejde mellem disse rådgivere, initiativet til salget af H1 ApS som overskudsselskab er udgået fra rådgiverne, og F2 A/S har ikke haft anledning til at stille spørgsmålstegn ved advokat Bs rådgivning og beslutninger.

Adciterede 3 og 4, advokat B og R1, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at advokat B ganske vist har været hovedrådgiver for A i forbindelse med salget af overskudsselskabet, men at han ikke handlede culpøst i forbindelse med rådgivningen. Der er ingen fejl i den af advokaten udfærdigede kontrakt. Skattekonsulent D havde foretaget visse undersøgelser af køber, og der var på grund af den korte tidsfrist ikke tid til, at advokat. B undersøgte køberens forhold yderligere. En sådan undersøgelse ville heller ikke kunne have hindret, at køberen tilegnede sig selskabets midler. Endvidere frarådede advokat B salg til K1, hvilket viser, at han var opmærksom på risikoen for selvfinansiering, og at han ikke ønskede, at være med til noget sådant.

Det var upåregneligt for advokaten, at F1-Bank A/S ville medvirke til selvfinansiering, og der var derfor ikke særskilt anledning for advokat B til at foretage en nærmere tilrettelæggelse af pengeoverførslen ved salget til G1 SA med henblik på at undgå selvfinansiering. Uanset dette angav han i instruktionen af 28. juni 1991 til F2 A/S, at pengene skulle overføres til en konto i F1-Bank A/S tilhørende H1 ApS. Dette stemmer også med JGs forklaring for landsretten. Adciterede 3 og 4 har yderligere anført, at advokat B ved i det første kontraktsudkast at indsætte pkt. 5 c vedrørende de knap 2 mio. kr. hensat til skattebetaling har varetaget skattevæsenets interesser, og når sælgeren på mødet den 28. juni 1991 accepterede køberens krav om, at bestemmelsen skulle udgå, må adciterede 3 og 4 også af den grund være uden ansvar.

For det tilfælde, at retten pålægger adciterede 3 og 4 et erstatningsansvar; har disse adciterede gjort gældende, at der er tale om en såkaldt bruttosag. For det tilfælde, at det bliver lagt til grund, at der er tale om en mellemformsag, har adciterede 3 og 4 gjort gældende, at skattelovsrenter og boomkostninger alene skal dækkes af den, der har disponeret, dvs. af A. Endelig har de adciterede 3 og 4 anført, at flytning af investeringsfondsmidlerne under ingen omstændigheder kan være erstatningspådragende for adciterede 3 og 4, der slet ikke var involveret i, at disse midler blev overført fra F2 A/S til F3-Bank A/S.

Over for de medadciterede 1-2 og 5-8 har adciterede 3 og 4 gjort gældende, at de alle er nærmere til at bære et tab end adciterede 3 og 4, og for så vidt angår adciterede 1, F1-Bank A/S har man gjort gældende, at denne adciterede bør bære et særligt ansvar, idet alene F1-Bank A/S kan bebrejdes, hvis overdragelsen må karakteriseres som en såkaldt mellemform med deraf følgende objektivt ansvar for adcitanten efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. F1-Bank A/S var klar over, at der var tale om salg af et selskab og om overførsel af store likvider tilhørende selskabet. F1-Bank A/S burde derfor have sikret sig, at midlerne indgik på en særskilt konto tilhørende selskabet. Som følge heraf bør F1-Bank A/S også hæfte for konkursomkostninger og skattelovsrenter.

Adciterede 5 og 6, registreret revisor C og R2, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at adciterede 5 og 6 ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med overdragelsen af anpartskapitalen i H1 ApS. Der var en klar arbejdsdeling mellem rådgiverne, hvorefter advokat B skulle yde juridisk rådgivning samt udarbejde de fornødne dokumenter, herunder overdragelsesaftale samt instruks i forbindelse med pengeoverførslerne m.v., D fra R4 ApS - nu R3 A/S - skulle yde skatterådgivningen og forestå kontakten til køberen, TS, og revisor C skulle tage sig af det regnskabsmæssige. Revisor C har ikke handlet culpøst i forbindelse med udførelse af sit hverv. Det var D, der henvendte sig til C vedrørende en mulig køber, og det var på den baggrund, C kontaktede A.

På det tidspunkt havde denne allerede i nogen tid overvejet salg af H1 ApS i forbindelse med, at selskabets aktiviteter blev solgt, og selve henvendelsen vedrørende et eventuelt salg er ikke nogen ansvarspådragende handling for adciterede 5 og 6. De regnskaber, C udarbejdede, er korrekte og kan derfor heller ikke i sig selv medføre noget ansvar. I sendte kommentarer til kontraktsudkastet og herunder til egenkapitalens størrelse til advokat B, og revisor C blev i den forbindelse bedt om at bekræfte de relevante tal. Det gjorde han på baggrund af tal fra det korrekt udarbejdede regnskab, og heller ikke herved har C foretaget ansvarspådragende handlinger eller undladelser. Revisor C deltog i et møde den 27. juni 1991 vedrørende K1 og i mødet den 28. juni 1991, men der er ikke grundlag for at pålægge ham et undladelsesansvar for ikke at have gjort opmærksom på risikoen for selvfinansiering og selskabstømning, idet det som følge af arbejdsdelingen mellem rådgiverne ikke var hans opgave at rådgive om disse spørgsmål.

Rådgivning herom burde i stedet være ydet af advokat B som juridisk ekspert og skattekonsulent D som skatteekspert. C havde efter sin egen forklaring ikke den fornødne viden til at rådgive om salg af et overskudsselskab, og det var netop derfor, at han foranledigede, at D blev antaget som skatteekspert til at rådgive A. Som følge heraf er der ikke noget undladelsesansvar for adciterede 5 og 6.

For det tilfælde at landsretten måtte antage, at der er et culpaansvar for adciterede 5 og 6, har disse adciterede gjort gældende, at A selv må bære hele eller i hvert fald en del af tabet. Han havde været erhvervsaktiv igennem 30 år, han spurgte konkret til lovligheden af transaktionen, og han havde forudsætningerne for at forstå betydningen af et salg af overskudsselskabet og de hermed forbundne transaktioner. Det er i den forbindelse uden betydning, at nogle rådgivere har en ansvarsforsikring. Ifølge retspraksis er der en særlig pligt for sælgeren til at varetage selskabets omsorgspligt over for selskabets kreditorer, og det ansvar påhviler også A i denne sag. Rådgiverne tilstræbte en økonomisk gevinst for sælgeren, og det accepterede sælgeren. Dette forhold bør også have betydning for fordelingen af et eventuelt ansvar mellem A og de adciterede.

For så vidt angår opgørelsen af As tab har C og R2 tilsluttet sig F1-Bank A/S' opgørelse, hvorefter adcitanten har lidt et tab på 1.918.219,48 kr. Særligt for så vidt angår investeringsfondshenlæggelserne har disse adciterede gjort gældende, dels at alternativet til salg var likvidation, og i så fald skulle der betales fuld skat af henlæggelserne, dels at midlerne efterfølgende blev overført til et tredje pengeinstitut og derfor ikke indgik i selvfinansieringen. Endelig har disse adciterede gjort gældende, at C ikke var involveret i spørgsmål om deponering, pengeoverførsel og lign. og derfor ikke har handlet culpøst i den henseende. Da den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, ikke finder anvendelse på rådgivere, er det ikke muligt at pålægge C og R2 et videregående objektiveret ansvar.

Over for de medadciterede 1-4 og 7-8 har C og R2 gjort gældende, at disse adciterede er nærmere til at bære et ansvar end C og R2 og derfor skal tilpligtes at friholde dem. Over for adciterede 1, F1-Bank A/S, har C og R2 gjort gældende, at F1-Bank A/S har medvirket til, at selskabet blev erhvervet for dets egne midler, eller i hvert fald har spillet en meget aktiv rolle i forbindelse med selvfinansieringen, og banken har dermed udvist en betydelig større grad af culpa end C. F1-Bank A/S, der var i besiddelse af kontrakten, var den direkte årsag til, at køber fik mulighed for at tømme det overdragne selskab for dets midler ved at stille en kredit til rådighed for G2 I/S på betingelse af, at der kom et mindst tilsvarende beløb tilbage på kontoen.

Det var en bunden opgave for TS at træffe beslutning om at gennemføre handlen ved selvfinansiering, idet midlerne fra H1 ApS skulle ind på G2 I/S' konto for at dække overtrækket. F1-Bank A/S overtrådte den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, idet det reelt er F1-Bank A/S, der har truffet beslutningen om, at handlen skulle gennemføres som selvfinansiering. I det mindste har banken handlet groft uforsvarligt. Som følge heraf skal F1-Bank A/S friholde C og R2. For det tilfælde, at landsretten måtte antage, at A har truffet eller opretholdt beslutningen om selvfinansiering, og at adciterede 5 og 6 er erstatningsansvarlige, har disse adciterede over for F2 A/S gjort gældende, at F2 A/S har udvist en større grad af uagtsomhed end C og R2 ved ikke klart at have angivet i bekræftelsesskrivelsen af 28. juni 1991 til F1-Bank A/S, at pengene skulle indsættes på en konto tilhørende det solgte selskab.

Over for advokat B og Advokataktieselskabet R1 har C og R2 supplerende gjort gældende, at de bør bære et særligt ansvar, da advokat B var As hovedrådgiver. Det var ham, der bl.a. udfærdigede overdragelsesaftalen og gav F2 A/S instrukser om overførsel af H1 ApS' likvide midler. Advokat B oppebar også et betydeligt større honorar end revisor C. Over for adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har C og R2 ligeledes gjort gældende, at disse adciterede bør bære en større del af ansvaret end C og R2, idet D optrådte som selvstændig rådgiver og som skatteekspert for A.

Adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at D ikke har handlet ansvarspådragende, idet han ikke har rådgivet A, og at han heller ikke har været antaget hertil af A. Den omstændighed, at D efterfølgende stilede sin faktura til A, er ikke et bevis for, at D var antaget af A idet fakturaen efter Ds forklaring alene blev adresseret til A for at undgå, at der skulle betales moms af honoraret. D rådgav efter anmodning fra revisor C denne om, hvad han kunne gøre for at stille sin klient, A, gunstigt i skattemæssig henseende. Desuden oplyste D navnene på to køberemner, fordi han blev bedt herom af C, efter at A havde besluttet sig for at sælge H1 ApS.

D var til stede ved enkelte møder, senest fredag den 28. juni 1991 kl. 14, men på dette møde havde han ifølge sin egen forklaring, som støttes af de øvrige forklaringer, en yderst passiv rolle, idet A da brugte sine rådgivere - advokat B og revisor C - hvorved bemærkes, at sidstnævnte havde været As revisor i mange år.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for F1-Bank A/S har R3 A/S og Skattekonsulent D gjort gældende, at F1-Bank A/S var vidende om, at der var tale om en selskabsoverdragelse, idet det må lægges til grund, at banken også modtog skrivelsen af 28. juni 1991 fra R5 I/S til advokat B vedrørende bemærkninger til købsaftale. F1-Bank A/S medvirkede til, at selvfinansieringsforbuddet i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, blev overtrådt i forbindelse med handelen, idet det var F1-Bank A/S, der lod G2 I/S overtrække kontoen med ca. 33 mio. kr. for herefter at sætte selskabets midler ind på samme konto, og banken indså eller burde have indset, at selskabet derved blev erhvervet for dets egne midler. F1-Bank A/S har derved udvist en betydelig større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D, og banken bør derfor friholde disse adciterede fuldt ud.

Til støtte for friholdelsespåstanden overfor F2 A/S har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at banken har udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D, idet banken, som var sælgers bank, medvirkede til overførslen af selskabets midler til køberen uden at sikre sig, at selskabet ikke blev erhvervet for dets egne midler, selv om F2 A/S vidste, at der var tale om en selskabsoverdragelse.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for advokat B og Advokataktieselskabet R1 har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at advokat B har udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D. Det var således advokat B, der forestod den juridiske rådgivning og foretog den juridiske vurdering af sagen, ligesom han forestod forhandlingerne med køberen samt udarbejdelse af købsaftale og forhandlingerne herom, herunder tilrettelæggelsen af betalingstransaktionerne.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for revisor C og R2 har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at C som revisor for A havde et nærmere kendskab til selskabets forhold, herunder regnskabsmæssige forhold, og sammen med advokat B forestod han rådgivningen af A. C og R2 har derfor udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D og bør derfor friholde disse fuldt ud.

For det tilfælde, at R3 A/S og skattekonsulent D skulle blive pålagt et culpaansvar, har de gjort gældende, at sagen må bedømmes som en såkaldt bruttosag, idet det ikke er godtgjort, at A havde nogen som helst viden om, at det overdragne selskabs midler blev sendt til køber. Vedrørende tabsopgørelsen har R3 A/S og skattekonsulent D henvist til den opgørelse, de har fremlagt. En fordeling bør finde sted ud fra principperne i "TH-dommen". R3 A/S og skattekonsulent D har dog gjort gældende, at ligedelingsprincippet ikke kan fraviges til fordel for A, da han var en erfaren forretningsdrivende og derfor havde de fornødne forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af overskudsselskabet og de i den forbindelse foretagne dispositioner. Desuden har de gjort gældende, at adciterede 3 og 4, advokat B og Advokataktieselskabet R1, må hæfte alene for de ca. 1.9 mio. kr., der var deponeret til betaling af skat, og som advokat B frigav.

Herefter skal der på sælgersiden ske en ligedeling i 4 dele, med én del til adcitanten, én del til F2 A/S, en del til advokat B og Advokataktieselskabet R1 og én del til revisor C og R2, der herefter har regres for halvdelen hos skattekonsulent D og R3 A/S.

For det tilfælde, at sagen skulle blive bedømt som en såkaldt mellemformssag, har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at investeringsfondshenlæggelserne alene kan betragtes om et bruttokrav, der ikke kan medføre krav om betaling af skattelovsrenter, idet midlerne er korrekt overført. Skulle R3 A/S og skattekonsulent D blive gjort ansvarlige også for dette krav, vil man rette kravet mod det sagsøgende konkursbo, og derfor har man anmeldt kravet i boet. Sagsøgerens principale påstand nr. 3 er fremsat for sent, idet sagsøgeren først har ændret påstanden i hovedsagen 2 1/2 år efter, at R3 A/S og skattekonsulent D har anmeldt kravet i boet, og kammeradvokaten må i den forbindelse sidestilles med konkursboet. R3 A/S og skattekonsulent D har til støtte for dette anbringende henvist til østre Landsrets 5. afdelings dom af . september 2000 i sag nr. B-2422-99.

Desuden har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at alene sælgeren kan være omfattet af det vidtgående objektive ansvar i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. I hvert fald er der ikke grundlag for ved en ansvarsfordeling at pålægge R3 A/S og skattekonsulent D dette særlige ansvar, idet disse adciterede ikke har haft nogen indflydelse overhovedet på den konkrete overførsel af det solgte selskabs midler. Endelig har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at A har forsømt sin forpligtelse til at begrænse sit tab. A burde have betalt hovedstolen allerede ved Højesterets afsigelse af SA-dommen i januar 1997 (UfR 1997.364 H) eller senest ved TH-dommen i november 1999 og derved have undgået rentetilskrivning.

Begrundelse og konklusion

Vedrørende hovedsagen:

Ved købekontrakt af 28. juni 1991 blev anpartsporteføljen i H1 ApS overdraget til G1 SA, som TS ejede. Den aftalte købesum på 34.952.330 kr. blev den 28. juni 1991 trukket på en konto i F1-Bank A/S tilhørende G2 I/S, som I var interessent i. Beløbet blev via F4-Bank den 1. juli 1991 overført til F2 A/S, hvor det blev indsat på en konto tilhørende sagsøgte 1, sælgeren A. Den 1. juli 1991 blev det solgte selskabs midler - med undtagelse af investeringsfondshenlæggelser - i alt 37.432.201,84 kr. via F4-Bank overført fra selskabets konto i F2 A/S til F1-Bank A/S, hvor beløbet blev indsat på den konto tilhørende G2 I/S, som købesummen var overført fra.

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder købekontraktens pkt. 5, de gensidige bekræftelsesskrivelser af 28. juni 1991 fra F2 A/S og F1-Bank A/S samt LRs og MKs vidneforklaringer, lægges det til grund, at købesummen blev trukket på køberens konto, der herved blev overtrukket, hvilket blev tilladt af F1-Bank A/S under den forudsætning, at der i umiddelbar forlængelse heraf skete udligning, ved at selskabets midler blev overført til samme køberkonto. Herved blev selskabets midler stillet til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af anparterne i H1 ApS i strid med selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2.

Ifølge købekontraktens pkt. 5 skulle H1 ApS' midler overføres til købers pengeinstitut alene med en klausul om, at midlerne først kunne frigives, når købesummen var erlagt, og der var sket anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved skrivelse af 28. juni 1991 instruerede As rådgiver, advokat B, F2 A/S om at overføre selskabets likvide midler til F1-Bank A/S. Det fremgår af instruksen, at F1-Bank A/S fremover skulle være kontoførende for det solgte selskab, men det fremgår ikke af selve instruksen, at pengene skulle overføres til en konto tilhørende selskabet. Tværtimod blev pengeoverførslen i instruksen alene betinget af, at købsaftalen forelå i underskrevet stand, og at købesummen var overført til F2 A/S. Advokat B - og dermed sagsøgte A - må have indset, at han ved at udforme købsaftalen og instruksen på den nævnte måde stillede selskabets midler til rådighed for køber i forbindelse med dennes erhvervelse af selskabet. På denne baggrund indestår A som den, der traf den ulovlige disposition, for selskabets tab, jf. § 84, stk. 5.

Den omstændighed, at A eller hans rådgivere troede, at selskabets midler ville blive indsat på en konto i F1-Bank A/S i selskabets navn, kan ikke føre til et andet resultat. Da det er uomtvistet, at tilbageførsel af selskabets midler fra køberen er udelukket, hæfter A i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, for selskabets tab, jf. herved § 84, stk. 4.

Da tredje led i sagsøgerens principale påstand er begrænset til at omfatte sagsøgerens tab efter § 84, stk. 5, er der ikke grundlag for at afvise denne del af påstanden som værende for upræcis. Det forhold, at denne del af påstanden først er medtaget i sagsøgerens påstandsdokument af 11. september 2000, medfører ikke, at sagsøgeren har fortabt sin ret til at gøre disse krav gældende som følge af passivitet, og landsretten skal i den forbindelse bemærke, at anmeldelsen i konkursboet af det krav, der har foranlediget fremsættelse af denne del af den principale påstand, først er sket efter sagens anlæg. Herefter tages sagsøgerens principale påstand over for A i det hele til følge.

Ved bedømmelsen af sagsøgte 2, F1-Bank A/S', ansvar over for sagsøgeren lægges det efter bevisførelsen, herunder MKs vidneforklaring, til grund, at F1-Bank A/S vidste, at G2 I/S handlede med selskaber, at den konkrete handel var en selskabshandel, og at pengeoverførslerne mellem F1-Bank A/S og F2 A/S var gensidigt forbundne. Det lægges endvidere til grund, at gensidigheden var afgørende for, at F1-Bank A/S tillod G2 I/S at overtrække kontoen med godt 33 mio. kr. i forbindelse med erlæggelsen af købesummen, og at F1-Bank A/S på baggrund af bekræftelsesskrivelsen af 28. juni 1991 fra F2 A/S vidste, at de 37.432.201,84 kr., der blev indsat på G2 I/S' konto, udgjorde midlerne i H1 ApS. F1-Bank A/S indså eller burde under disse omstændigheder have indset, at selskabet blev købt for dets egne midler. F1-Bank A/S, der intet foretog sig for at afværge skattevæsenets risiko for tab, har herved handlet culpøst.

Da selskabstømningen blev muliggjort ved den gensidige pengeoverførsel, er det uden betydning for bedømmelsen af ansvaret, at investeringsfondshenlæggelserne først efterfølgende blev overført fra F2 A/S til en tredje bank ved en i formen lovlig disposition. Herefter tages sagsøgerens principale påstand over for F1-Bank A/S til følge.

Det solidariske ansvar mellem A og F1-Bank A/S skal i deres indbyrdes forhold deles lige, idet A dog forlods skal bære selskabsskatterenter. A skal endvidere fralægge sig sin berigelse, medens der ikke er grundlag for at pålægge ham forlods at bære nogen yderligere del af skattekravet på 5.167.931,00 kr. På baggrund af de fremlagte opgørelser, hvor ingen af parterne har bestridt de beregnede beløb, udgør sagsøgerens berigelse herefter 2.626.427,10 kr., bestående af overkursen på 1.917.609,00 kr., forrentning heraf frem til sagsanlæg, i alt 429.069,79 kr., efterbeskatning af investeringsfondsmidler på 194.305,00 kr., forrentning heraf frem til sagsanlæg 54.094,51 kr., difference mellem afsat og pålignet skat for skatteårene 1991/92 og 1992/93 i alt 24.556,00 kr. samt forrentning heraf frem til sagsanlæg 6.792,80 kr. Det tab, der skal ligedeles mellem A og F1-Bank A/S, udgør herefter 2.541.503,90 kr.

I det indbyrdes forhold skal A herefter betale 5.205.403,19 kr., som udgøres af selskabsskatterenter 4.029.364 kr. og halvdelen af det resterende skattekrav på 2.541.503,90 kr., idet beløbet dog skal reduceres med 94.712,76 kr., som A har indbetalt ud over sin berigelse, og F1-Bank A/S skal i det indbyrdes forhold betale 1.270.751,95 kr.

Vedrørende adcitationssagen:

Da F1-Bank A/S ikke har optrådt som rådgiver for adcitanten, A, kan A ikke udover regreskravet under hovedsagen gøre regreskrav gældende over for F1-Bank A/S.

Det lægges til grund, at adciterede 2, F2 A/S, ikke har optrådt som rådgiver for A i forbindelse med overdragelsen af H1 ApS. F2 A/S har efter bl.a. JGs forklaring på opfordring givet A A/S og dennes rådgivere faktiske bankoplysninger om det overdragne selskab, og derudover har F2 A/S alene overført selskabets midler til F1-Bank A/S i overensstemmelse med den af advokat B afgivne instruks. Da F2 A/S ikke herved har handlet ansvarspådragende, frifindes denne adciterede for As og de medadciteredes påstande.

For så vidt angår bedømmelsen af de adciterede 3-8, advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D, bemærkes, at det er ubestridt, at advokat B medvirkede ved gennemførelse af salget af overskudsselskabet herunder ved at udarbejde og revidere købsaftalen, ved at deltage i møder om overdragelsen og ved at udforme og give instruks til F2 A/S om overførsel af det overdragne selskabs likvide midler.

Det er ligeledes ubestridt, at revisor C efter at have medvirket ved frasalg af selskabets aktiviteter tog initiativ til at kontakte A vedrørende et eventuelt salg af selskabet, at han herefter kontaktede skattekonsulent D om muligheden for at undgå eller begrænse skattebetaling ved at sælge selskabet frem for at likvidere det, at han henvendte sig til advokat B om bistand til gennemførelse af overdragelsen, at han bistod med de relevante regnskabsoplysninger, og at han deltog i samtlige møder frem til og med den 28. juni 1991, hvor overdragelsesaftalen blev underskrevet. Endelig er det ubestridt, at skattekonsulent D fremskaffede en køber til selskabet, at han udfærdigede skrivelse af 24. juni 1991 med nøgletal for selskabet med henblik på salg, at han videregav nøgletallene til TS til brug for dennes afgivelse af tilbud, og at han deltog i flere møder om det konkrete salg, herunder mødet den 28. juni 1991.

Det bemærkes, at skattekonsulent D på lige fod med advokat B og revisor C må anses som rådgiver for A, der også betalte Ds honorar. Det forhold, at det var revisor C, der kontaktede D, kan ikke føre til et andet resultat.

Når henses til, at A ved salget opnåede et merprovenu på 1.917.609 kr. svarende til ca. 38 % af selskabets skyldige skatter, havde salget af H1 ApS som overskudsselskab ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Under disse omstændigheder havde As rådgivere en særlig anledning til at være opmærksomme på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Rådgiverne måtte indse, at der ved salget bestod en betydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville blive udskudt eller elimineret, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dets egne midler. For rådgiverne måtte det allerede som følge af den aftalte overførsel af selskabets midler, så snart købesummen var betalt, fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved det foreliggende salg kunne være tale om selvfinansiering. Ingen af rådgiverne gjorde imidlertid noget for at undersøge dette.

Da det var den rådgivning, de adciterede 3-8 ydede A, der førte til, at salget af anparterne i H1 ApS blev gennemført som sket, har disse adciterede handlet ansvarspådragende i forhold til A. Da det endvidere var den rådgivning, de adciterede 3-8 ydede A, der har medført, at han er tilbagebetalingspligtig i henhold til den dagældende anpartselskabslovs § 84, stk. 5., og da A var uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af H1 ApS som et overskudsselskab og de dispositioner, der blev foretaget i forbindelse med salget, findes A at kunne gøre regres mod de adciterede 3-8 for det fulde beløb, som han skal tilbageføre til sagsøgeren, bortset fra den berigelse, han opnåede ved salget, på 2.626.427,10 kr. De adciterede 3-8 hæfter solidarisk for det nævnte beløb i forhold til A.

Det forhold, at det blandt As rådgivere var advokat B, som udformede købekontrakten og instruksen til F2 A/S, kan ikke medføre, at de adciterede 5-8 ikke skal hæfte for det fulde beløb i forhold til A.

For så vidt angår det indbyrdes forhold mellem de adciterede 3-8 bemærkes følgende: Iagttagelsen af forbudet mod selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 2, var et forhold, som såvel advokat B som revisor C og skattekonsulent D havde pligt til at være opmærksomme på i forbindelse med rådgivningen af A. Det må lægges til grund, at advokat B dikterede instruksen til F2 A/S vedrørende overførsel af selskabets midler på mødet den 28. juni 1991, medens revisor C og skattekonsulent D var til stede, og at disse hørte på, medens advokat B dikterede instruksen. Det må endvidere lægges til grund, at købsaftalen blev rettet til af advokat B på det pågældende møde, medens revisor C og skattekonsulent D var til stede og deltog i mødet. Under disse omstændigheder findes de adciterede advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D hver især at hæfte for en tredjedel af friholdelsesansvaret.

Advokataktieselskabet R1 hæfter sammen med advokat B. R2 hæfter sammen med registreret revisor C. R3 A/S hæfter sammen med D.

Det må lægges til grund, at F1-Bank A/S var bekendt med, at det overtræk, banken bevilligede TS til køb af H1 ApS, blev udlignet ved overførsel af størstedelen af det købte selskabs midler. Allerede som følge heraf kan F1-Bank A/S' friholdelsespåstand over for A og dennes rådgivere, de adciterede 3-8, ikke tages til følge.

Da F1-Bank A/S ikke har optrådt som rådgiver for A, kan advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D ikke gøre noget regreskrav gældende mod F1-Bank A/S. F1-Bank A/S frifindes derfor for den friholdelsespåstand, som de adciterede 3-8 har nedlagt over for banken.

Thi kendes for ret:

A og F1-Bank A/S skal solidarisk til Handelsfirmaet af 26.6.1991 ApS under konkurs betale 6.476.155,14 kr. med tillæg af rente 0,6 % pr. påbegyndt måned af 2.446.791,14 kr. fra den 1. marts 2000, dog således at F1-Bank A/S højst skal betale 2.446.791,14 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 24. marts 1998. I det indbyrdes forhold bærer A heraf 5.205.403,19 kr. og F1-Bank A/S 1.270.751,95 kr. begge beløb med procesrente fra den 24. marts 1998.

A skal herudover anerkende at være forpligtet til at betale boets omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, rimelige omkostninger ved likvidation af HX ApS og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, i den udstrækning disse krav godkendes af skifteretten og kan rummes inden for maksimum af As hæftelse efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4.

A skal endvidere anerkende, at han inden for maksimum for hæftelsen efter anpartselskabslovs § 84, stk. 4, hæfter for krav herudover, for så vidt de anerkendes i konkursboet af skifteretten og af domstolene henføres til selskabets tab efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5.

I sagsomkostninger skal A og F1-Bank A/S solidarisk til HX ApS under konkurs betale 350.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer A 175.000 kr. og F1-Bank A/S 175.000 kr.

F2 A/S frifindes.

I sagsomkostninger skal A til F2 A/S betale 250.000 kr.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D frifindes for F1-Bank A/S' friholdelsespåstand.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D skal solidarisk friholde A for, hvad denne har betalt og i henhold til denne dom betaler ud over 2.626.427,10 kr. til HX ApS under konkurs. De skal desuden solidarisk friholde A for, hvad han af det idømte sagsomkostningsbeløb på 350.000 kr. betaler til HX ApS under konkurs.

I det indbyrdes forhold hæfter advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D hver for 1/3 af det, de er dømt til at friholde A for. Advokataktieselskabet R1 hæfter solidarisk med advokat B. R2 hæfter solidarisk med registreret revisor C. R3 A/S hæfter solidarisk med D.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D skal i sagsomkostninger til A solidarisk betale 350.000 kr. I det indbyrdes forhold hæfter advokat B og Advokataktieselskabet R1 for en tredjedel, registreret revisor C og R2 for en tredjedel og skattekonsulent D og R3 A/S for en tredjedel.

F1-Bank A/S frifindes for advokat Bs, Advokataktieselskabet R1s, registreret revisor Cs, R2s, R3 A/S' og skattekonsulent Ds friholdelsespåstand.

I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.