åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "I.2 Oplysningspligtens omfang" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Alle udbetalinger af skattepligtige beløb er som udgangspunkt omfattet af oplysningspligten. Dette gælder, hvad enten der er tale om A- eller B-indkomst. I visse situationer er også skattefri ydelser omfattet af oplysningspligten.

Oplysning om lønindtægter og anden A-indkomst skal afgives for det kalenderår, hvori udbetaling eller godskrivning har fundet sted, jf. SKL § 7, stk. 1. Har lønudbetaling ikke fundet sted senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til beløbet, skal beløbet indgå på oplysningssedlen vedrørende det kalenderår, hvor indeholdelse er sket, jf. SKL § 7, stk. 8, KSL § 46, stk. 2 og KSLbek. nr. 993 af 19. oktober 2005, § 17, stk.1. Oplysning om honorar og provision skal gives for det kalenderår, hvori modtageren erhverver endelig ret til beløbet. 

Indberetningspligten for arbejdsgivere er udvidet med en pligt til at indberette adresse på den ansattes arbejdsplads samt en pligt til at oplyse om ansættelsesperioden. Udfører den ansatte sit arbejde på en adresse, der ikke er sammenfaldende med den adresse, som den indberetningspligtige virksomhed er registreret med, skal der oplyses derom ved en krydsmarkering på oplysningssedlen. Pligten fremgår af SKL § 7 J og reglerne er udmøntet i SKLbek. § 15.