Parter:
F1 ApS under konkurs ved kurator, advokat Svend Kinch
(Kammeradvokaten ved advokat Mads Lund, København)
mod
B
(advokat Jan Børjesson, Århus)
Afsagt af dommerne:
Thrane, Würtzen og Solveig Bloch Madsen (kst.)
Denne sag, der er anlagt den 23. december 1997, angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte, B, i forbindelse med salget af et overskudsselskab har pådraget sig erstatningsansvar
over for sagsøgeren, F1 ApS under konkurs, for skattevæsenets tab ved, at selskabet efter salget
blev tømt for midler.
Parternes påstande
Sagsøgeren har påstået sagsøgte dømt til at betale til sagsøgeren 622.160 kr. med tillæg af
procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker. Beløbet i påstanden svarer efter det oplyste til
selskabets skyldige skattetilsvar eksklusive renter og kontrollovstillæg efter selskabsskatteloven.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagen angår
Den 17. april 1990 trådte sagsøgtes selskab, F3-B ApS, i likvidation med advokat A3 som likvidator. I august 1990 rettede selskabet F2 ApS henvendelse til sagsøgtes revisor, R,
angående køb af selskabet. Revisoren underrettede likvidator herom og sendte efter aftale med
denne den 24. august 1990 regnskabsmæssige oplysninger om selskabet til F2 ApS. Ved brev af 27.
august 1990 til advokat A3 sendte F2 ApS ved C et tilbud om køb af
selskabet. Heri hedder det bl.a.:
"...
Vedr.: F3, B ApS.
På baggrund af fremsendte oplysninger fra Statsaut. rev. R, for ovennævnte selskab, kan
undertegnede på vegne af klient afgive nedenstående købstilbud:
Tilbudet lyder på kurs 3884, for samtlige anparter i ovennævnte selskabet.
Tilbudet er betinget af, at samtlige aktiver er konverteret til en kontantbeholdning og at der ikke
foreligger uoplyst gældsbyrder/ -krav i/ mod selskabet på overtagelsesdagen.
Samtidig kan vi oplyse at tilbudet er bindende, såfremt der underskrives kontrakt senest i uge 36,
1990, med betaling på handledagen. Og at betalingen, samt overførelse af det ovenfor anførte
selskabs midler, sker via N-bank.
..."
I fortsættelse af tilbuddet opstod der nogle drøftelser herom mellem parterne. I
forbindelse hermed er det skriftlige tilbud påført forskellige håndskrevne notater. Der er bl.a. anført
følgende:
"...
Kurs 3750
...
Er rente der er påløbet indeholdt eller lægges den oven i kurs
...
4000 = 3.200.000
..."
I et brev af 5. september 1990 fra F2 ApS ved D til advokat A3 fremgår følgende om købstilbuddet:
"...
I forsættelse af behagelig drøftelse mellem direktør C og Dem samt revisor R, er
det oplyst, at direktør C har tilbudt at overtage ovennævnte selskab for kurs 4000.
For god ordens skyld skal jeg i forsættelse af min telefonsamtale af dags dato meddele, at jeg
ikke kan være af den opfattelse, at direktør C har afgivet sålydende tilbud, idet det er
åbenlyst, et sådant tilbud vil ligge langt udover selskabets værdi.
Under hensyn til at De ikke har fremsendt selskabets regnskab, kan fejlen måske bero på, at
selskabets aktivmasse og selskabets egenkapital er blevet forvekslet.
Under vores telefonsamtale gjorde jeg Dem opmærksom på, at denne forveksling gentog sig i
Deres forklaring, da jeg forespurgte, hvor meget selskabets egenkapital ville være ved en handel til
kurs 4000.
Jeg vil derfor fastholde min afvisning og må i øvrigt, - uden at præjudicere noget, - foreslå, at De
drøfter problemstillingen igennem med direktør A3, når denne vender tilbage til
kontoret mandag den 10. september 1990.
..."
Advokat A3 svarede herpå ved brev af 7. september 1990 til F2, hvori der
bl.a. er anført:
"...
I ovennævnte sag har jeg modtaget Deres brev af 5/9 d.å., hvori De anfører, at Deres tilbud af
27/8 d.å. er afgivet åbenlyst forkert og beror på en fejlberegning.
Jeg har overfor C accepteret tilbuddet på min klients vegne og bedt ham tilsende
mig kontrakt, således at denne kunne underskrives senest i uge 36 som aftalt.
Jeg har ikke modtaget kontrakten men fastholder, at der foreligger en bindende handel, idet jeg
telefonisk overfor Dem har accepteret tilbuddet, og idet jeg samtidig hermed skriftligt accepterer og
verificerer aftalen. At kontrakten ikke er underskrevet beror udelukkende på Deres forhold.
Jeg kan i øvrigt oplyse Dem om, at C før sit tilbud af 27/8 d.å. har fået samtlige
oplysninger af betydning for hans vurdering af såvel aktiver som egenkapitalen.
Undertegnede samt stats.aut. revisor R har nøje gennemgået selskabet og dets status sammen
med C, og der har derfor ikke kunnet misforstås noget fra Cs side.
Jeg må insistere på, at handlen bliver gennemført som aftalt og accepteret, idet jeg går ud fra, at C vender tilbage i uge 37 og bekræfter sin aftale som ovenfor anført.
..."
Den 13. september 1990 sendte advokat A3 til F2 perioderegnskab m.v.
for F3-B ApS og anførte i den forbindelse samtidig følgende:
"...
De bedes venligst tilkendegive, om De vil stå ved Deres tilbud af 27.08.1990, som er accepteret
af undertegnede telefonisk samt ved skrivelse af 07.09.1990.
Såfremt De ikke ønsker at vedstå, skal jeg forbeholde mig ethvert erstatningskrav imod F2,
ligesom jeg så vil foretage dækningssalg.
..."
Den 28. september 1990 blev der underskrevet kontrakt om salg fra sagsøgte til F2 eller
ordre af samtlige anparter i F3-B ApS i likvidation. Af kontrakten fremgår bl.a. følgende:
"...
§ 1
Overdragelsen sker således, at hele anpartskapitalen kr. 80.000,00 overdrages den 28.
september 1990.
§ 2.
Købesummen er aftalt til kr. 3.000.000,00 ... der er fastsat på grundlag af det for selskabet
udfærdigede udkast til regnskab pr. 31/8 1990, der udviser en egenkapital på kr. 2.688.726,00 med
fradrag af ikke udgiftsført skat af årets resultat for perioden.
Køber refunderer endvidere de på selskabets konto i D-Bank, H-by de tilskrevne renter i
perioden fra 7/9 1990 til overtagelsesdagen, hvilket svarer til differencen mellem indestående og kr.
3.075.326,00.
§ 3.
De selskabets tilhørende midler i kontanter iht. kontoudtog kr. 3.075.326,00 overføres via N-bank
med valør den 1/10 til købers bank, A-banken, ø-Afd., konto nr. ...8-1, til kredit for
selskabet.
Købesummen overføres af køberen fra A-banken, via N-bank med valør den 1/10 til sælgers
bank, D-Bank, H-by afdeling på konto ...3-4.
De to konti er til kontohavernes fri rådighed, når de to pengeinstitutter gensidigt bekræfter at
beløbene er indgået på de to konti.
§ 4.
...
Dispositionsretten til selskabets midler overgår til køber, når købesummen er til disposition for
sælger som ovenfor beskrevet.
..."
Af årsregnskabet pr. 30. september 1990 for 1989/90 for det overdragne selskab
fremgår, at selskabets passiver på 3.075.326 kr. var sammensat af en egenkapital på 2.453.166 kr.
samt en gæld bestående af afsat selskabsskat på 386.600 kr. og selskabsskat af årets resultat
hensat med 235.560 kr.
I forbindelse med selskabsoverdragelsen blev der den 28. september 1990 afholdt
ekstraordinær generalforsamling i selskabet, hvor der blev truffet beslutning om ophævelse af
likvidationen og ændring af hjemsted, navn (til Anpartsinvesteringsselskabet af 28/9 1990) m.v. samt
valgt ny bestyrelse, direktion og revisor. Likvidator gav samme dato fuldmagt til køberselskabet til at
tegne det overdragne selskab indtil endelig registrering i henhold til generalforsamlingen havde
fundet sted.
Den 1. oktober 1990 udveksledes i overensstemmelse med kontrakten købesummen og
selskabets midler. I forbindelse hermed sendte F2 ApS denne dag en telefax til sin bank A-banken,
hvoraf det bl.a. fremgår, at den endelige køber af selskabet var F4 Ltd, Dublin, og at købesummen
skulle debiteres F2 ApS' konto ...16. Vedrørende selskabsmidlerne er der i telefaxskrivelsen anført
følgende:
"...
Til selskabet F3 ApS, konto ...8-1, forventes det at modtage kr. 3.075.326,00, som
De bedes overfører til konto ...1-8. Og herefter bedes De nedlægge konto ...8-1.
..."
Ved brev af 8. oktober 1990 anmodede selskabets nye direktør A-banken om at
overføre 3.075.326 kr. fra selskabets konto ...1-8 til F2 ApS' konto ...1-6.
Af kontoudskrifter af A-bankens konto nr. ...1-6 tilhørende F2 ApS fra den 20.
februar 1990 til den 31. december 1990 fremgår, at kontoen den 20. februar 1990 var i kredit med
1.895.862,90 kr., og at der i resten af året var et betydeligt antal posteringer, herunder såvel
debiteringer som krediteringer på adskillige millioner kr. Umiddelbart forud for debiteringen af
købesummen i nærværende sag den 1. oktober 1990 var saldoen 6.994.723,45 kr. Forud herfor var
der samme dag krediteret kontoen ca. 6,6 millioner kr. Fra den 1. til den 10. oktober var saldoen i
kredit, den 10. oktober med 566.288,74 kr. Den 11. oktober debiteredes i alt 1.372.400 kr, men
samme dag overførtes i henhold til instruksen af 8. oktober 1990 overskudsselskabets midler på
3.075.326,00 kr. til kontoen, hvorefter kontoen pr. 11. oktober var i kredit med 2.269.214,74 kr. Den
12. oktober 1990 var kontoen i kredit med 5.018.104,63 kr.
Årsregnskabet for tiden 1. november 1988 - 30. april 1990 for F2 ApS er den 13. februar 1991
påtegnet med en såkaldt blank revisionspåtegning. Af regnskabet fremgår, at selskabets resultat var
positivt, at der var aktiver for i alt 4.509.280 kr., og at pengekreditorerne udgjorde i alt ca. 4 mio. kr.
I indberetning af 3. juni 1994 til Finanstilsynet vedrørende selskabstømning har A-banken oplyst,
at der i perioden februar - december 1990 blev handlet i alt 27 selskaber over F2 ApS' indlånskonto.
Der er om fremgangsmåden bl.a. oplyst følgende:
"...
Instruksernes øvrige faser gik på
- -
- at modtage XXX kr. fra X-pengeinstitut til kredit for den nye
konto tilhørende det købte selskab.
- -
- at overføre købesummen fra F2s konto til sælgers
pengeinstitut.
- -
- at ophæve ovenanførte nye konto og indsætte
indeståendet på F2s konto, hvilket som hovedregel
skete nogle dage, uger eller måneder efter at
ovennævnte transaktioner var gennemført.
..."
Da det overdragne selskab ikke indgav årsregnskab for perioden fra den 1. oktober
1990 til den 30. september 1991, blev selskabet den 24. august 1992 begæret tvangsopløst og den
19. april 1993 taget under konkursbehandling. I konkursboet var der ingen aktiver, og eneste kreditor
var Told- og Skat. Den 19. september 1995 afgav sagsøgte erklæring om suspension af forældelse
og passivitetsvirkning vedrørende det i sagen omhandlede erstatningskrav.
Forklaringer
Sagsøgte har forklaret, at han, der er uddannet maskinarbejder, i 1973 startede eget
montagefirma i selskabsform under navnet F3-B ApS. Virksomheden monterede landbrugsmaskiner
og beskæftigede i gennemsnit 4 ansatte foruden ham selv. I 1990 anbefalede hans daværende
revisor ham af skattemæssige grunde at realisere en del af værdien i selskabet ved at likvidere dette
og fortsætte driften i et nyt selskab. Der blev ikke talt om at sælge selskabet, og en likvidation blev
påbegyndt. Det var hans revisor og hans advokat, som tog sig af dette, da han selv var travlt optaget
med arbejde i Sverige. Han blev imidlertid pludselig kaldt hjem for at underskrive nogle papirer hos
advokat A3. Han deltog herefter i et møde om salg af selskabet sammen med
advokaten og revisoren samt en repræsentant for køberen. Mødet varede en times tid. Prisen for
selskabet blev diskuteret. Han havde ikke forstand på, hvad der kunne betale sig for køberen. Hans
rådgivere endte med at råde ham til at sælge, selvom han ikke fik den pris, som de mente, at han
skulle have haft. Han fik intet at vide om, hvad køberen skulle bruge selskabet til.
Alle havde meget travlt under mødet. Han har formentlig efterfølgende fået tilsendt de papirer,
som han skulle underskrive. Da handlen var gennemført, hørte han ikke mere hertil, førend
Kammeradvokaturen knap 5 år senere rettede henvendelse om et muligt erstatningskrav.
Advokat A3 har forklaret, at det i april 1990 var tanken at få penge ud af
sagsøgtes selskab ved at likvidere det og samtidig fortsætte driften i et nyt selskab. Efter at
likvidationen var påbegyndt, fik sagsøgtes revisor en henvendelse fra F2, der gerne ville købe
selskabet. Det er formentlig ham, der med håndskrift har påført forskellige notater på brevet af 27.
august 1990 fra F2. Køberen havde lavet en regnefejl og prøvede at springe fra handlen. Han truede
derfor med at stævne køberen for differencen. Under et forligsmøde endte det med, at man blev
enige om kurs 3750. Dette var lavere end det oprindelige skriftlige tilbud fra køberen, men dog højere
end det køberen i starten af mødet ville betale. Henset til risikoen for en længerevarende retssag og
omkostningerne herved valgte sagsøgte derfor også at give sig.
I mødet deltog foruden vidnet, sagsøgte, sagsøgtes revisor og C fra F2. Det blev
under mødet oplyst, at selskabet skulle sammenlægges med et underskudsselskab med henblik på
udnyttelse af reglerne om skattegodtgørelse. Det blev dog ikke nærmere oplyst, hvilket
underskudsselskab, der skulle ske sammenlægning med, hvad selskabet lavede, eller hvordan købet
skulle finansieres. Sagsøgtes revisor beregnede, at det med den endelige aftalepris netop lige kunne
hænge sammen for køberen, og vidnet var derfor ikke betænkelig ved at indgå på forliget. Da
køberen havde været ved at springe fra handlen, gjorde han dog meget ud af at sikre, at sagsøgte fik
købesummen i hænde, inden selskabets midler blev overført.
Statsautoriseret revisor R har forklaret, at han blev revisor for sagsøgtes selskab i 1982. I 1990
blev det besluttet at frigøre midler fra selskabet til sagsøgte privat, hvorfor en likvidation blev sat i
gang. Baggrunden herfor var bl.a., at selskabet havde en for stor egenkapital i forhold til driftens
omfang, og at det var umuligt at overdrage aktiviteterne til et nyt selskab med passende egenkapital
uden goodwill-beskatning, da selskabet kun havde en kunde. Han blev senere kontaktet af C, som havde set likvidationsannoncen i Statstidende og var interesseret i at købe selskabet.
Efterfølgende sendte han forskellige oplysninger om selskabet til F2. Vidnet var ikke inddraget i
drøftelserne om kursen, men blev bedt om og lavede et perioderegnskab pr. 31. august 1990. Han
deltog i et møde sammen med sagsøgte, advokat A3 og en yngre mand, som
repræsenterede køberen. Repræsentanten oplyste, at F2 havde lavet en regnefejl, men ville stå ved
tilbuddet. Vidnet husker ikke, at der var drøftelser om kursen på mødet. Det blev ikke på mødet
drøftet, hvad det solgte selskab skulle anvendes til.
Da køberens repræsentant var gået, spurgte sagsøgte, hvordan det kunne lade sig gøre, at
nogen ville betale så meget for selskabet. Vidnet lavede herefter en beregning ud fra
skattegodtgørelsesmodellen. Herefter ville køberen ikke tabe penge på handlen. Vidnet har ikke
være involveret i drøftelser om, hvorledes købet blev finansieret af køberen. Han gik ud fra, at
advokat A3 havde talt med køberen herom. Der blev heller ikke under mødet talt om
noget underskudsselsskab. Han gik ud fra, at køberen ville udnytte de sædvanlige regler om
tabsfradrag.
Parternes argumenter
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgte er erstatningsansvarlig for
skattevæsenets tab ved sagsøgtes salg af overskudsselskabet, idet sagsøgte og hans rådgivere ved
salget af selskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser. I forhold til hvad der
ville være kommet til udbetaling ved en likvidation, opnåede sagsøgte et merprovenu på kr. 546.834
kr. svarende til 88 % af selskabets skattetilsvar, og salget havde allerede på grund af denne
betydelige merpris ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition, idet prisen ikke kunne
begrundes i rentefordele eller sparede omkostninger. For sagsøgte og hans rådgivere måtte det som
følge af den betydelige merpris og den aftalte samtidige betingede overførsel af købesum og
selskabets midler endvidere fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved salget ville ske
selvfinansiering.
Under disse omstændigheder påhvilede der sagsøgte og hans rådgivere en særlig forpligtelse til
ved salget at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, og
denne forpligtelse kan ikke anses for opfyldt ved en oplysning fra køberen om, at denne ville udnytte
skattegodtgørelsesmodellen. Sagsøgte burde således have undersøgt, om der virkelig skulle ske
sammenlægning med et konkret underskudsselskab, og om skattevæsenet kunne forventes at ville
godkende den påtænkte udnyttelse af reglerne om skattegodtgørelse eller tabsfradrag. Selvom
køberselskabet på overdragelsestidspunktet havde midler til at betale købesummen, og selvom
overskudsselskabets midler først blev overført til køberselskabets konto 10 dage efter handlens
gennemførelse, foreligger der selvfinansiering. Det er dog samtidig uden betydning for sagsøgtes
ansvar, om der konkret har foreligget selvfinansiering.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at der ikke foreligger
selvfinansiering, og at der allerede af denne grund ikke kan pålægges sagsøgte noget
erstatningsansvar. Køberselskabet havde ifølge bankkontoudtogene og køberselskabets
årsregnskab såvel på købs- og overdragelsestidspunktet som flere måneder forud herfor
tilstrækkelige likvide midler til at betale købesummen. Overskudsselskabets midler blev endvidere
først på et senere tidspunkt efter køberselskabets betaling af købesummen overført til
køberselskabets konto, der i den mellemliggende periode udviste betydelige indeståender.
Overførslen til køberselskabets konto var en sædvanlig og lovlig mellemregningspostering i
koncernforhold, jf. anpartsselskabslovens § 84 a, stk. 1. Sagsøgeren har således
ikke løftet sin bevisbyrde for, at overførslen skete for at finansiere købet af overskudsselskabet, og
Kammeradvokaten har da også i en række andre lignende sager med F2 ApS som køberselskab
hævet anlagte erstatningssager mod sælgerne.
Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at den merpris, som sagsøgte opnåede udover
egenkapitalen, ikke var beregnet i forhold til overskudsselskabets skattetilsvar. Overskudsselskabet
skulle indgå i en udnyttelse af reglerne om skattegodtgørelse, og køberens erhvervelse af
overskudsselskabet skete derfor ikke med henblik på at udnytte mulighederne for at undgå eller
udskyde betaling af overskudsselskabets skatter ved konkrete investeringsplaner. Ved en fuld
udnyttelse af reglerne om skattegodtgørelse kunne køberen ved handlen lovligt opnå et overskud på
46.458 kr. Der var derfor ikke nogen særlig anledning for sagsøgte til at undersøge køberens planer
yderligere. Hertil kommer, at sagsøgte var bekendt med, at merprisen i vidt omfang beroede på
køberens fejlskrift, og at enhver undersøgelse af køberens forhold ville have vist, at denne havde
midler til at betale købesummen. Uanset om retten måtte finde, at der forelå selvfinansiering, var
sagsøgte ikke bekendt hermed og burde heller ikke have været det. Sagsøgte har derfor ikke
pådraget sig noget erstatningsansvar.
Begrundelse og konklusion
Sagsøgte indgik den 28. september 1990 aftale med køberselskabet F2 ApS om salg af
sagsøgtes overskudsselskab, F3-B ApS, der var under likvidation. Efter aftalen skulle købesummen,
der udgjorde 3. millioner kr., samt selskabets midler, der udelukkede bestod af et kontant
indestående på 3.075.326 kr. udveksles med samme valørdag, den 1. oktober 1990, og efter
aftalens § 3 var købesum og selskabets midler til fri rådighed, når de to
pengeinstitutter gensidigt bekræftede, at beløbene var indgået på de to konti. I overensstemmelse
hermed blev købesummen den 1. oktober 1990 betalt fra køberselskabets konto med A-banken,
medens det købte selskabs midler samme dag blev overført til en konto i det købte selskabs navn i
samme bank. Efter køberselskabets instruks blev det købte selskabs midler herefter samme dag
videreoverført til en anden konto tilhørende det købte selskab og herfra den 11. oktober 1990 i
henhold til instruks af 8. oktober 1990 til køberselskabets konto.
Ifølge kontoudtog for sidstnævnte konto var der før betalingen af købesummen den 1. oktober
1990 et indestående på 6.994.723,45 kr., idet der samme dag var indbetalt ca. 6,6 millioner kr.
Umiddelbart forud for krediteringen den 11. oktober 1990 med beløbet på 3.075.326 kr. svarende til
det- købte selskabs beholdning ville kontoen den pågældende dag have været i debet med ca.
800.000 kr. Af kontoudtoget fremgår i øvrigt et betydeligt antal ind- og udbetalinger såvel før som
efter nærværende handel, og på baggrund af A-bankens redegørelse til Finanstilsynet af 3. juni 1994
finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at indeståendet på denne konto forud for
betalingen af købesummen i nærværende sag i det væsentligste hidrørte fra handel med andre
overskudsselskaber. Uanset at der gik 10 dage fra overførslen af købesummen til det købte selskabs
midler indgik på køberselskabets konto, finder landsretten på denne baggrund, at det købte selskab
kunne finansieres og blev finansieret af selskabets egne midler.
Ved salget af overskudsselskabet opnåede sagsøgte i forhold til egenkapitalen på 2.453.166 kr.
en merpris på 546.834 kr. svarende til 88 % af skattetilsvaret. Denne betydelige merpris i forhold til,
hvad sagsøgte ville have opnået ved at gennemføre den igangværende likvidation, kunne ikke
begrundes i renteværdien af den kredit, der var knyttet til betalingen af selskabets skattetilsvar, og i
sparede omkostninger for køberen. Salget havde således ikke karakter af en normal
forretningsmæssig disposition, og sagsøgtes rådgiver regnede da også med, at merprisen blev betalt
af køberen med henblik på at udnytte de dagældende regler om skattegodtgørelse eller reglerne om
tabsfradrag. Sagsøgtes advokat, advokat A3, har således forklaret, at han under
forligsmødet med køberselskabet fik oplyst, at køberen ville udnytte skattegodtgørelsesreglerne.
Hverken sagsøgte eller hans revisor har dog kunnet bekræfte dette.
Den betydelige overpris på 88 % af skattetilsvaret måtte gøre det klart for sagsøgtes rådgivere,
at der ikke fra køberens side var tale om en normal forretningsmæssig disposition, men at denne var
skattemæssigt begrundet. Efter sagsøgtes eget overslag under domsforhandlingen ville en
overdragelse af selskabet til et selskab med et skattemæssigt underskud under fuld udnyttelse af de
dagældende regler om skattegodtgørelse i forbindelse med udlodning fra selskabet alene give et
overskud for et sådant selskab på 46.458 kr. Der har derfor i forbindelse med handelen været en
væsentlig risiko for, at skattevæsenets tilgodehavende ikke ville kunne fyldestgøres, og sagsøgtes
rådgivere burde have været opmærksomme herpå. Den aftalte samtidige kontante udveksling af
købesummen og selskabets midler måtte endvidere sige sagsøgtes rådgivere, at der var en risiko
for, at købesummen blev afholdt af selskabets midler, hvad der i givet fald ville forøge risikoen for
skattevæsenet betydeligt.
Under disse omstændigheder har det påhvilet sagsøgtes rådgivere gennem udspørgen eller på
anden måde at få sandsynliggjort, at køberens planer med selskabet var af en sådan art, at
transaktionens gennemførelse ikke indebar en risiko af den nævnte art for fyldestgørelsen af
skattevæsnets tilgodehavende hos selskabet. Sagsøgtes rådgivere, som selv under
salgsforhandlingerne havde medvirket til at presse prisen for selskabet op til det aftalte niveau, søgte
imidlertid ikke nærmere oplysninger herom, og sagsøgte findes derved på uforsvarlig måde at have
tilsidesat skattevæsenets interesse. Sagsøgte er derfor erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab i
forbindelsen med, at selskabet senere blev ude af stand til at betale skattetilsvaret, hvis størrelse
uomtvistet er opgjort i sagsøgerens påstand. Sagsøgerens påstand tages derfor til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, B, skal til sagsøgeren, F1 ApS under konkurs, betale 622.160 kr. med
procesrente fra den 23. december 1997, til betaling sker.
I sagsomkostninger skal sagsøgte betale 50.000 kr. til sagsøgeren.
Det idømte skal betales inden 14 dage.