Dato for udgivelse | 12 Jun 2001 15:51 |
SKM-nummer | SKM2001.217.LR |
Myndighed | Ligningsrådet |
Sagsnummer | 99/01-4312-00183 |
Dokument type | Afgørelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | SKAT internt |
Emneord | Sambeskatning, vilkår 2.7., udenlandsk datterselskab |
Resumé | Et dansk selskab indgik i en sambeskatning med nogle udenlandske selskaber, hvor alle de udenlandske selskaber var beliggende i det samme fremmede land. De udenlandske selskaber var også undergivet det fremmede lands sambeskatningsregler, hvor indkomsten mellem sambeskattede selskaber udlignes ved betaling af koncernbidrag. Ligningsrådet blev anmodet om, at fravige sambeskatningscirkulærets vilkår 2.7., således at de udenlandske selskaber kunne undlade at opgøre den skattepligtige indkomst efter de danske regler. Såfremt vilkåret blev fraveget kunne det selskab, som ydede et tilskud (koncerntilskud), få fradrag i sin skattepligtige indkomst for samme beløb. Ligningsrådet ville ikke fravige vilkåret, da der ikke i selskabsskattelovens § 31 er hjemmel til at fravige statsskattelovens § 6a. |
Reference(r) | Selskabskatteloven § 31 Ligningsvejledningen 2000 S.D.4.16 |
I sambeskatningscirkulærets vilkår 2.7. fremgår, at et udenlandsk selskabs skattepligtige indkomst skal opgøres efter danske regler, hvis et dansk selskab er sambeskattet med det udenlandske selskab. Ligningsrådets blev anmodet om at fravige dette vilkår.
Det danske moderselskab ejede et udenlandsk selskab og dette selskabs udenlandske datterselskaber, hvor samtlige de udenlandske selskaber var beliggende i det samme fremmede land. De udenlandske selskaber var sambeskattet efter både danske regler og det fremmede lands regler.
Efter det fremmede lands sambeskatningsregler udlignes indkomsten mellem sambeskattede selskaber ved betaling af koncernbidrag, som er skattepligtige i det modtagende selskab og fradragsberettiget i det ydende selskab. Efter de danske regler betragtes dette som koncerntilskud, og ved opgørelse af den skattepligtige indkomst for de udenlandske selskaber vil der derfor ikke være fradrag for det ydede koncernbidrag, men skattepligt for de modtagende selskaber.
Told- og Skattestyrelsen indstillede til Ligningsrådet, at sambeskatningscirkulærets vilkår 2.7. ikke skulle fraviges. Selskabsskattelovens § 31 hjemler Ligningsrådet mulighed for at fastsætte vilkår for opgørelsen af sambeskatningsindkomsten. De vilkår der fastsættes af Ligningsrådet skal være i overensstemmelse med gældende lovgivning. Det må således anses for tvivlsomt, om Ligningsrådet med hjemmel i selskabsskattelovens § 31, kan tillade fravigelse af statsskattelovens § 6a, således at de udenlandske selskab, som yder et koncernbidrag, får fradrag for dette beløb.
Endvidere står det frit for et selskab at vælge og fravælge sambeskatning, men under sambeskatningen er de sambeskattede selskaber undergivet de til enhver tid gældende vilkår.
Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.