I foråret 2012 modtager du din årsopgørelse, eventuelt med et oplysningskort til supplerende oplysninger.

De personer, som vi regner med ikke har flere oplysninger til os, får kun en årsopgørelse. De personer, vi regner med har flere oplysninger, som de skal supplere årsopgørelsen med, får vedlagt et oplysningskort. 

De oplysninger, SKAT ikke får på forhånd, er for eksempel oplysninger om børnebidrag, udlejning af værelser, anpartsoplysninger omfattet af anpartsreglerne og gevinst eller tab på visse aktier, visse investeringsforeningsbeviser og andre værdipapirer. Der kan også være situationer, hvor SKAT ikke har oplysninger om dit befordringsfradrag (kørsel til og fra arbejde på over 24 kilometer pr. dag).

Uanset om du får et oplysningskort eller kun en årsopgørelse, har du stadig pligt til at tjekke tallene og oplyse, hvis du har ændringer eller tilføjelser. Har du ingen ændringer eller tilføjelser, behøver du ikke at gøre mere.

Sådan gør du, hvis du har fået et oplysningskort
Hvis du har noget at oplyse til årsopgørelsen, og du har fået et oplysningskort, kan du vælge en af følgende løsninger:

  • Indtast tallene via skat.dk/tastselv under Ændre årsopgørelsen eller indberet selvangivelsen.
  • Indtast tallene på TastSelv-telefon 70 10 10 70.
  • Skriv dine oplysninger på oplysningskortet og send det til os. Vælger du at bruge oplysningskortet, kan du læse en vejledning på bagsiden og bruge tjeklisten oven over oplysningskortet.

Du kan ikke selv ændre i rubrikkerne 11, 14, 16, 18, 22, 23, 50, 52, 55, 447 og 448. Se teksterne til disse rubrikker i denne vejledning.

Sådan gør du, hvis du ikke har fået et oplysningskort
Hvis du har noget at ændre eller tilføje og ikke har fået et oplysningskort, kan du vælge en af følgende løsninger:

  • Indtast tallene via skat.dk/tastselv under Ændre årsopgørelsen eller indberet selvangivelsen.
  • Indtast tallene via TastSelv-telefon 70 10 10 70.
  • Bestil et oplysningskort på 70 10 10 70. Derefter udfylder du oplysningskortet og sender det til SKAT.

Hvis du har oplyst via en af ovenstående løsninger, skal du huske at godkende dine oplysninger. I TastSelv gør du det ved at klikke "Godkend", hvorefter du får en kvittering. Hvis du vælger at bruge oplysningskortet, skal du underskrive det og sende det til SKAT. Herefter vil du senere modtage en ny årsopgørelse.

Få den nye årsopgørelse hurtigere
Oplyser du nye eller ændrede tal til SKAT, vil du få lagt en ny årsopgørelse i din skattemappe, og hvis du har valgt papir, vil du også få den tilsendt med posten. Vil du have den nye årsopgørelse hurtigt, skal du bruge skat.dk/tastselv, når du oplyser tallene. Læs mere i afsnittet Kontrollér tallene - og oplys, hvis der mangler noget.

Hvis du vælger at udfylde og underskrive oplysningskortet og sende det til os, vil du normalt modtage en ny årsopgørelse efter en måned.