Løn, honorarer, pension, dagpenge og indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed er personlig indkomst. Desuden er personlig indkomst alle de indtægter, der ikke er kapitalindkomst eller aktieindkomst.
Særlig pensionsopsparing (SP-opsparing) er nedsat til 0 pct. i 2006. I denne vejledning er SP-opsparing stadig nævnt i forbindelse med de indkomster, hvoraf der normalt - bortset fra i 2004, 2005, 2006 og 2007 - skal betales SP-opsparing.
Indtægter, der er personlig indkomst, og hvoraf der skal betales AM-bidrag og SP-opsparing, skal med på selvangivelsen i rubrik 11 til 15. Indtægter, der er personlig indkomst, men hvoraf der ikke skal betales AM-bidrag eller SP-opsparing, skal med på selvangivelsen i rubrik 16 til 20.
Indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed skal dog med på den udvidede selvangivelse (rubrik 111).
I det følgende kan du se, hvilke former for indkomst der skal betales AM-bidrag og SP-opsparing af, og hvilke der ikke skal.
Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan du fratrække præmier og bidrag til visse pensionsordninger, tilbagebetalt kontanthjælp og introduktionsydelse samt udgift til erhvervsmæssig befordring. Se nærmere i afsnittet Fradrag i personlig indkomst.
Øvrige udgifter i forbindelse med indtjening af løn kan ikke trækkes fra i den personlige indkomst. Disse udgifter kan kun trækkes fra i den skattepligtige indkomst. Se nærmere i afsnittet Ligningsmæssige fradrag.
Du kan læse om AM-bidrag i afsnittet Specielle forhold.