Dato for udgivelse
26 sep 2001 13:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
3. januar 2001
SKM-nummer
SKM2001.382.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. afdeling, S-3863-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Momsunddragelse, kildeskat, arbejdsmarkedsbidrag, indeholdelse
Resumé

T, der havde haft aktiemajoriteten i et selskab, blev anset for reelt at have været daglig leder af selskabet, selvom han formelt var fratrådt som direktør i en del af perioden. Ved dommen blev T anset for skyldig i en forsætlig momsunddragelse på 310.076 kr. Han blev endvidere dømt for forsætligt at have udbetalt A-indkomst til sig selv uden at indeholde A-skat med i alt 55.595 kr., idet retten ikke kunne tiltræde, at det i henhold til kildeskattelovens § 74 kunne tillægges betydning, om det efterfølgende skulle vise sig, at T ikke skulle betale skat som følge af skattemæssige underskud, og idet retten fandt, at T ikke efterfølgende kunne gøre gældende, at beløbene skulle trækkes på mellemregningskontoen. T blev endvidere dømt for overtrædelse af arbejdsmarkedsfondsloven ved forsætligt at have undladt at opkræve arbejdsmarkedsbidrag med 5.027 kr., og han blev tillige dømt for overtrædelse af kildeskattelovgivningen for dels en forsætlig undladelse af rettidig indbetaling af inde holdte A-skatter med 498.665 kr., hvoraf 324.207 kr. dog blev indbetalt inden selskabets konkurs, dels for en en forsætlig undladelse af at indsende angivelser vedrørende A-skat. Landsretten tiltrådte den ved byretten skete strafudmåling under hensyn til sagens lange behandlingstid og stadfæstede byrettens dom, hvorefter T blev straffet med en bøde på 95.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1
Kildeskatteloven § 74, stk. 1
Arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk.1

Østre Landsrets dom af 3. januar 2001, 15. afdeling, S-3863-00

Afsagt af landsdommerne:
Kroman, Birte Lynæs og Jørgen Lougart (kst).

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(Advokat John Finderup e.o.)

Helsingør Byrets dom af 22. august 2000, sag nr. 650/2000

Politimesteren i Helsingør har ved et anklageskrift af 31. maj 2000 rejst tiltale mod T for

1.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, jfr. lov nr. 375 af 18. maj 1994, som ændret ved lov nr. 1114 af 21. december 1994, ved for perioden 01.10.94 til 31.12.94 som daglig leder af Z System A/S, med forsæt at have afgivet urigtige angivelser, hvorved statskassen blev unddraget 310.076 kr. i moms.

2.

overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 519 af 22. juni 1995, ved i perioden 01.01.94 til 31.12.94, som direktør og hovedaktionær i Z System A/S, med forsæt at have foretaget udbetaling af A-indkomst til sig selv uden indeholdelse af A-skat, idet der burde være indeholdt A-skat med 60% eller 48.755 kr. - til A, idet der burde være indeholdt A-skat med 48% eller 6.840 kr. - og til B, idet der burde være indeholdt A-skat med 46% eller 27.968 kr. - ialt 83.563 kr.

3.

overtrædelse af arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, pkt. b, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 738 af 9. september 1995, ved som direktør og hovedaktionær i Z System A/S, med forsæt at have udbetalt A-indkomst vidende om, at der ikke var indeholdt arbejdsmarkedsbidrag som påbudt, idet der i 1994 burde være indeholdt arbejdsmarkedsbidrag med 5% hos ham selv med 4.227 kr., - A med 750 kr., og B med 3.200 kr. - ialt 8.227 kr.

4.

overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 519 af 22. juni 1995, ved for månederne november og december 1993, august, november og december 1994, januar og marts 1995, som direktør og hovedaktionær i Z System A/S, med forsæt ikke rettidigt at have indbetalt indeholdt A-skat - ialt 498.665 kr., hvoraf 324.207 kr. er indbetalt i tiden indtil konkursdekretsdato.

5.

overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 3, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 519 af 22. juni 1995, ved for månederne august, november og december 1994 og februar 1995, som direktør og hovedaktionær i Z System A/S, med forsæt ikke rettidigt at have indsendt angivelserne vedr. A-skat.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om hæftestraf og en tillægsbøde på 300.000 kr..

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnerne C, D og E samt statsautoriseret revisor F. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Selskabet Z System A/S drev bagerforretninger og bagerier fra 1990/1991. Aktiekapitalen var på 300.000 kr., hvoraf tiltalte var indehaver af 250.000 kr. Af udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår, at tiltalte var anmeldt som direktør indtil 13. september 1994, hvor han fratrådte som direktør, og hans ægtefælle H indtrådte som direktør. Tiltalte blev erklæret personligt konkurs i 1993.

I efteråret 1994 etablerede selskabet for en pensionskasse et bageri m.v. (Y) på Vesterbro i Købehavn. Selskabet udskrev i perioden 1. oktober - 31. december 1994 fakturaer vedrørende Y til et beløb af i alt 1.204.303 kr., hvortil kom moms med 310.076 kr. De pågældende fakturaer blev ikke indberettet ved momsangivelsen for 4. kvartal 1994. Den 27. februar 1995 kom Told- og Skatteregionen på uanmeldt kontrolbesøg i selskabet, hvor bl.a. forholdet med de manglende momsangivelser blev konstateret.

Selskabet blev taget under konkursbehandling den 31. maj 1995.

Der blev den 8. juli 1997 beskikket forsvarer for tiltalte i anledning af sigtelserne for overtrædelse af moms- og kildeskattelovgivningen, og det er ikke under sagen gjort gældende, at nogen del af forholdene er forældede.

Tiltalte har ikke bestridt de i anklageskriftet anførte beløbsstørrelser.

Domsmandsrettens bemærkninger:

Ad forhold 1:
Det fremgår af bevisførelsen, herunder tiltaltes egen forklaring, at han gav ordre til bogholderen om at tilbageføre de omhandlede salgsfakturaer på i alt 1.204.303 kr. excl. moms, idet bogføringen af disse skulle afvente, at der indkom fakturaer fra håndværkere og leverandører til etableringen af Y. Den manglende momsangivelse af fakturaerne var således foranlediget af tiltalte formentlig af likviditetsmæssige årsager.

Det fremgår af den fremlagte dokumentation, at tiltalte i 1995 og senere underskrev efteranmeldelser over for Told og Skat på selskabets vegne, ligesom det var tiltalte, der deltog i alle møder med Told og Skat på selskabets vegne. Selv om tiltalte formelt var fratrådt som direktør i selskabet på tidspunktet for den manglende momsangivelse, finder retten, at han som daglig leder var ansvarlig for denne, og tiltalte findes derfor skyldig i forhold 1.

Ad forhold 2:
Det fremgår af sagen, at tiltalte havde et større tilgodehavende som blev hævet på en mellemregningskonto i selskabet, og at disse hævninger blev anset som skattefri ved Skatteankenævnets afgørelse af 24. oktober 1997. Ved samme afgørelse blev tiltalte fundet skattepligtig af en indkomst på 81.259 kr., der udgjorde værdi af brug af firmabiler, fri telefon og fri kost. Det er ubestridt, at der ikke af selskabet blev trukket A-skat med noget beløb hos tiltalte, og retten finder ikke, at tiltalte efterfølgende kunne gøre gældende, at beløbet skulle trækkes på mellemregningskontoen. Retten finder endvidere ikke, at det har betydning for selskabets ansvar i henhold til kildeskattelovens § 74, om det efterfølgende måtte vise sig, at tiltalte ikke skulle betale nogen skat som følge af et skattemæssigt underskud. Retten lægger derfor til grund, at der hos tiltalte skulle have været indeholdt A-skat i overenstemmelse med det i anklageskriftet anførte. For så vidt angår A lægges det til grund, at selskabet skulle have indeholdt A-skat vedrørende den til A udbetalte kørselsgodtgørelse. Efter tiltaltes og vidnet Fs forklaringer lægges det til grund, at det til B udbetalte beløb var et lån, der tillige i selskabet var bogført som lån, af hvilket der ikke skulle indeholdes A-skat. Det samlede beløb i forhold 2 nedsættes derfor til 55.595 kr.

Som anført under forhold 1 lægger retten til grund, at tiltalte reelt var daglig leder af selskabet, selv om han formelt var fratrådt som direktør i en del af den omhandlede periode. Tiltalte havde endvidere aktiemajoriteten i selskabet. Selv om tiltalte personligt var under konkursbehandling og således ikke havde råderet over aktierne, findes han desuagtet at have haft en væsentlig økonomisk interesse i selskabets drift og udvikling. Retten finder derfor, at tiltalte kan pålægges ansvar for den manglende A-skatte-indeholdelse, der findes forsætlig.

Ad forhold 3:
Tiltalte findes i overensstemmelse med det ovenfor anførte ligeledes skyldig i dette forhold, idet beløbet dog skal nedsættes til 5.027 kr.

Ad forhold 4-5:
Retten finder i overensstemmelse med det oven for anførte, at tiltalte som daglig leder har været ansvarlig for, at angivelserne og indbetalingerne af A-skat skete rettidigt, og tiltalte findes skyldig i disse forhold, idet det ikke er bestridt, at angivelserne og indbetalingerne er sket for sent som anført i anklageskriftet.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på at overtrædelsen er begået af et selskab, og at tiltalte ikke har begået overtrædelserne med henblik på personlig berigelse. Der er tillige taget hensyn til, at sagen, uden at det kan bebrejdes tiltalte, har været meget længe under behandling ved skatte- og afgiftsmyndighederne og anklagemyndigheden, og at i hvert fald en del af kravet kunne være forældet, såfremt der ikke i 1997 var blevet beskikket forsvarer for tiltalte.

Straffen fastsættes efter momslovens § 81, stk. 1, jfr. lov nr. 375 af 18. maj 1994, som ændret ved lov nr. 1114 af 21. december 1994, nu lovbekendtgørelse nr. 422 af 2. juni 1999, og kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 519 af 22. juni 1995, nu lovbekendtgørelse nr. 639 af 3. august 1999 samt arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, pkt. b, jfr. stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr. 738 af 9. september 1995, nu lovbekendtgørelse nr. 720 af 14. september 1999 til en bøde på 95.000 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes til hæfte i 30 dage.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T straffes med en bøde på 95.000 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 30 dage.

Sagens omkostninger, herunder 16.000 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat John Finderup, udredes af tiltalte med halvdelen og af Statskassen med halvdelen.

Østre Landsrets dom af 3. januar 2001, 15. afdeling, S-3863-00

Kriminaretten i Helsingørs dom af 22. august 2000 (650/00) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne D, E, og F, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.

Den i byretten af vidnet C afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig efter anklageskriftet.

Det tiltrædes, at forholdene er anset som forsætlige, idet det af tiltalte forklarede ikke kan føre til andet resultat. Særligt bemærkes, at tiltalte i perioden enten har været registreret som ansvarlig direktør eller dog har måttet anses som den eneste, der reelt har kunnet disponere og har disponeret på selskabets vegne.

Landsretten kan tiltræde den ved byretten skete strafudmåling under hensyn til sagens lange behandlingstid.

Landsretten stadfæster derfor dommen, idet dog nu § 17, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, i lov nr. 169 af 15. marts 2000 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. tillige citeres, og således at citatet af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 3, udgår.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Kriminalretten i Helsingørs dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.