Dato for udgivelse
3. oktober 2001
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25. april 2001
SKM-nummer
SKM2001.398.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, S-3013-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skattekontrolloven, frifindelse, udfyldelse af selvangivelse
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af skattelovgivningen ved groft uagtsomt at have selvangivet sin indkomst for indkomståret 1997 for lavt med 96.130 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 52.221 kr., idet T ved indkomstopgørelsen undlod at medregne overskud af selvstændig virksomhed. Landsretten lagde ved sagens bedømmelse efter bevisførelsen til grund, at T, inden han indsendte selvangivelsen, havde henvendt sig til kommunen og bedt om hjælp til udfyldelse af selvangivelsens punkt 111 "Overskud af selvstændig virksomhed", og lagde endvidere til grund, at T i den forbindelse fortalte, at han ikke vidste, hvad årets resultat i hans virksomhed havde været, men at han var i besiddelse af en bogføringsbalance. Endelig blev lagt til grund, at det var T, der i det i øvrigt uudfyldte felt 111 i selvangivelsen med rødt havde anført et spørgsmålstegn. Landsretten frifandt på nævnte baggrund T, idet det fandtes overvejende betænkeligt at fastslå, at T ved ikke at udfylde det pågældende felt i selvangivelsen, men i stedet satte et tydeligt spørgsmålstegn, ved udvisning af grov uagtsomhed havde afgivet urigtige eller vildledende oplysninger og dermed overtrådt skattekontrollovens § 13, stk. 2.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk. 2

Vestre Landsrets dom af 25. april 2001, 3. afdeling, S-3013-00

Afsagt af landsdommerne:
Inger Nørgaard, Henrik Estrup og Peter Buhl (kst.)

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(adv. Torsten Viborg Pedersen)

----------

Mariager Byrets dom af 2. november 2000 (SS 00137/00).

T er tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, ved grov uagtsomhed at have selvangivet sin indkomst for indkomståret 1997 for lavt med 96.130,- kr., hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 52.221,-.kr., idet tiltalte ved indkomstopgørelsen undlod at medregne overskud af selvstændig virksomhed.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af B.H. og A.F.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger:

Det lægges til grund, at tiltalte har afleveret selvangivelse uden at oplyse noget om overskud ved selvstændig virksomhed og uden at vedlægge selvangivelsen oplysninger om, at denne muligvis ikke var korrekt.

Uanset at det lægges til grund, at det er tiltalte, der har sat et rødt spørgsmålstegn i rubrik 111 (overskud af selvstændig virksomhed) findes tiltalte, der ikke herudover har foretaget sig yderligere, ikke på en tilstrækkelig klar måde at have tilkendegivet, at der manglede oplysninger, og tiltalte findes efter det foreliggende ved at undlade at give de fornødne oplysninger, at have udvist grov uagtsomhed. Det bemærkes, at det i denne forbindelse ikke findes at have betydning, at tiltalte subjektivt måtte have den opfattelse, at der var underskud i virksomheden ved ophøret den 31. august 1997.

Straffen fastsættes til en bøde på 25.000,- kr., jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, skal betale en bøde på 25.000,- kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Bent Hede, Randers, kr. 6.000,- + moms, der udredes endeligt af tiltalte.

----------

Vestre Landsrets dom af 25. april 2001, 3. afdeling, S-3013-00

Retten i Mariager har den 2. november 2000 afsagt dom i 1. instans (SS 00137/00).

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte og vidnerne, B.H. og A.F., har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke i de sidste ca. 3 år, han havde virksomheden, havde nogen ansatte. Han mener, at det er ham, der har sat et spørgsmålstegn i feltet "Overskud af selvstændig virksomhed...". Det gjorde han, da han ikke vidste, hvad han skulle skrive. Kommunen havde sagt til ham, at han skulle udfylde selvangivelsen så godt, som han kunne, og det gjorde han. Kommunen kunne have sagt til ham, hvilke papirer han skulle lægge ved selvangivelsen. Han gik ud fra, at kommunen selv rekvirerede de papirer, de skulle bruge, og det gjorde kommunen jo også senere. Det er rigtigt, at han ikke anfægtede kommunens efterfølgende ansættelse, da han ikke rigtigt havde noget at have en sådan anfægtelse i. Han mente imidlertid, at kommunens ansættelse var forkert, da virksomheden dårligt kunne løbe rundt. Han har i januar 2000 fået bypass-operationer og i år bl.a. fået indopereret en pacemaker. Sidste år blev han visiteret til et fleksjob, men har først kunnet påbegynde arbejdet i marts i år. Der er tale om en halvdagsstilling. Hans læge har sagt, at hans erhvervsevne er på mellem 0 og 1/3. Han har gæld og vil ikke have mulighed for at betale en bøde på 25.000 kr. Det hele virker noget uoverskueligt.

B.H. har supplerende forklaret, at tiltalte i forbindelse med indgivelse af selvangivelsen for 1996 havde medsendt balance. Denne balance fik .... Kommune i forbindelse med ligningen af selvangivelsen for 1997 sendt fra tiltaltes tidligere skattekommune. Da kommunen havde rekvireret balancen for 1997 hos tiltalte, havde vidnet et møde med ham. Vidnet fik her det indtryk, at balancen var nogenlunde retvisende og derfor kunne danne grundlag for en skatteansættelse. Han foretog dog en del korrektioner, som det fremgår af kommunens skrivelse af 25. november 1998 til tiltalte. Disse korrektioner, bl.a. varelagernedskrivning, var baseret på tiltaltes balance for 1996. Beløbet på 96.130 kr., som indkomsten er forhøjet med, er ikke udtryk for et skøn.

A.F. har supplerende forklaret, at han i forbindelse med tiltaltes fremmøde i skatteforvaltningens reception sagde til ham, at kommunen ikke kunne påtage sig at lave tiltaltes selvangivelse for ham. Under samtalen nævnte tiltalte, at han havde en bogføringsbalance. Vidnet sagde, at tiltalte måtte prøve at lave sin selvangivelse på baggrund af denne balance. Han husker ikke, om han sagde, at tiltalte skulle vedlægge balancen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at tiltalte, inden han indsendte selvangivelsen, havde henvendt sig til kommunen og bedt om hjælp til udfyldelse af selvangivelsens punkt 111 "Overskud af selvstændig virksomhed...". Det må endvidere lægges til grund, at tiltalte i den forbindelse fortalte, at han ikke vidste, hvad årets resultat i hans virksomhed havde været, men at han var i besiddelse af en bogføringsbalance. Det må endelig lægges til grund, at det er tiltalte, der i det i øvrigt uudfyldte felt 111 i selvangivelsen med rødt har anført et spørgsmålstegn.

Under disse omstændigheder, hvor tiltalte således vidste, at kommunen var bekendt med, at han havde overskud (eller underskud) af egen virksomhed, at han ikke kunne finde ud af at opgøre dette, og at der forelå dokumenter, som kommunen i givet fald kunne rekvirere, findes det overvejende betænkeligt at fastslå, at tiltalte ved ikke at udfylde det pågældende felt i selvangivelsen, men i stedet sætte et tydeligt spørgsmålstegn, ved udvisning af grov uagtsomhed har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger og dermed overtrådt skattekontrollovens § 13, stk. 2. Tiltalte frifindes derfor.

T h i    k e n d e s    f o r   r e t: 

Tiltalte, T, frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.