| Hovedreglen er, at toldværdien ansættes efter de principper, som gælder for transaktionsværdien. Opfyldes forudsætningerne for transaktionsværdien ikke, findes 5 alternative metoder til at ansætte toldværdien, se afsnit A.6.2. TK art. 29 Transaktionsværdien er den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til EUs toldområde justeret for en række specifikke priselementer eller supplerende betalinger, f.eks. omkostninger til forsendelse, emballage, evt. provenu ved videresalg, royalties og licensafgifter, se afsnit A.6.1.3 og A.6.1.4. GB art. 147 Kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EUs toldområde, anses for opfyldt, når blot de omhandlede varer har været genstand for et salg og er angivet til fri omsætning i EU.
TK art. 29, stk. 3, litra a "Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales" skal omfatte den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde for de indførte varer enten til sælgeren eller til en tredjepart for at opfylde sælgerens forpligtelser over for den pågældende. Prisen skal således omfatte alle betalinger, som køberen har betalt eller skal betale som betingelse for handlen.
Betaling af den omhandlede pris kan være direkte eller indirekte og kan ske i kontanter, ved anvisninger, omsætningspapirer eller på anden måde.
Sker betaling med andre varer eller med tjenesteydelser, kan transaktionsværdien i visse tilfælde ikke anvendes, fordi betingelsen i toldkodeksens artikel 29, stk. 1, litra a, ikke kan opfyldes, se afsnit A.6.1.1. Se desuden afsnit A.6.4.7 om byttehandel.
GB art. 147 Kravet om at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EUs toldområde, er som udgangspunkt opfyldt, når de indførte varer angives til fri omsætning i EU og har været genstand for et salg.
Har varerne kun været handlet én gang på vej fra producent til importør, er der ingen tvivl om, hvilket salg der skal anvendes som grundlag for toldværdien.
Tilsvarende gælder, hvis importøren kun har kendskab til sit eget køb og ingen tidligere handler.
Har varerne været handlet mere end én gang ("successive salg"), skal det seneste salg inden angivelse til fri omsætning anvendes som grundlag for toldværdien. Dette gælder uanset
- om varerne er angivet til fri omsætning direkte efter forsendelse fra et ikke-EU-land til importøren eller en anden modtager i EU, eller
- om varerne ved ankomsten til EU er angivet til en suspensionsprocedure (f.eks. forsendelse, toldoplag eller aktiv forædling) og først efter en periode angives til fri omsætning.
Det seneste salg kan derfor være importørens køb fra en sælger i et ikke-EU-land. Men det kan også være importørens køb af ufortoldede varer (f.eks. fra et toldoplag) fra en sælger i Danmark, fra en sælger i et andet EU-land eller fra en ikke-EU sælger med lagervarer i EU.
Importøren har imidlertid mulighed for at anvende et tidligere salg end det seneste som grundlag for toldværdien.
I så fald skal der i toldværdideklarationen anføres navn og adresse på de virksomheder, der er henholdsvis sælger og køber i den handel, der er grundlaget for angivelsen, og det er handelsrelationerne mellem disse virksomheder, der skal afspejles i deklarationen.
Importøren skal kunne dokumentere, at de indførte varer allerede ved den omhandlede handel var beregnet til at skulle indføres til EU.
Art og omfang af ovennævnte dokumentation vil afhænge af de konkrete forhold. Det kan eksempelvis være kontrakter, skriftlige aftaler, ordrebekræftelser, korrespondance, fragtdokumenter, manualer, brugsanvisninger eller mærkater, som utvetydigt viser en af følgende omstændigheder:
- varen er fremstillet i overensstemmelse med specifikationer, som gælder i EU,
- varen kan kun anvendes i EU,
- varen kan kun være bestemt til EU,
- varen er produceret eller forarbejdet specifikt til en køber i EU (ordre-produktion),
- varen er bestilt hos en mellemhandler, men er afsendt direkte fra producent, forarbejder eller andet handelsled (dvs. afsender er den person eller virksomhed, som er sælger i den handel, der ønskes som grundlag for toldværdien).
EF-Domstolen har i sag C-11/89 (se Samling af domstolsafgørelser 1990, side 2275) afgjort, at en importør ikke kan fortryde valget af salg efter, at varerne er bragt i fri omsætning. Regulering efter reglerne i afsnit A.21.1 kan således ikke finde sted. |