Fradrag af indkøbsprovision, se afsnit A.6.1.3.1. Det bemærkes, at fradrag af indkøbsprovision normalt alene har relevans for fakturaer fra køberens egen agent - f.eks. en såkaldt kontraktagent - da indkøbsprovision i TK artikel 32, stk. 4, er defineret som et beløb, som en importør betaler til sin agent for en tjenesteydelse, der har bestået i, at denne har repræsenteret ham ved indkøb af de varer, der skal værdiansættes. Er der i en almindelig salgsfaktura anført et beløb for indkøbsprovision, kan dette beløb derfor normalt ikke fratrækkes, medmindre det kan dokumenteres, at der reelt er tale om en indkøbsprovision.