Dato for udgivelse
15 Nov 2001 14:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.538.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
190/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Selskabstømning, maskeret udlodning, nettoafregning, overskudsselskab
Resumé

Landsretten fandt, at sælgeren af et overskudsselskab, hvor der var sket nettoafregning, havde truffet beslutning om overførslen af selskabets aktiver til sig selv og køberen. Der forelå derfor maskeret udlodning.
Dette resultat var ikke uforeneligt med den omstændighed, at skatteyderen havde erkendt at være erstatningsansvarlig for den skete overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, og herfor betalt erstatning.
Skatteyder ankede dommen til Højesteret. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for appellantens påstand.

Reference(r)

Ligningsloven § 16 A, stk. 1
Anpartsselskabsloven § 84, stk. 2 (dagældende)
Ligningsvejledningen 2000 S.F.2, S.F.2.1.11, S.F.2.3.6

Parter:
A
(advokat Torben Byskov Petersen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af dommerne:
Poul Sørensen, Per Sørensen og Per Walsøe.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 9. afdeling den 12. april 2000

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har taget bekræftende til genmæle over for As påstand.

Sagen er herefter behandlet skriftligt i medfør af retsplejelovens § 387.

Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for As påstand, tager Højesteret denne til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Indstævnte, skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten, As, skatteansættelse for indkomståret 1992 vedrørende udbytteindkomt nedsættes med 10.339.566 kr., og at hans skatteansættelse vedrørende særlig indkomst ansættes til den selvangivne, 4.486.319 kr., hvorefter sagen hjemvises til fortsat behandling ved de lokale skattemyndigheder i As hjemstedskommune.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 250.000 kr. til A.